Vi efterhånden godt trætte af at det kun er Norge og Sverige der får al opmærksomheden når det kommer til Black metal! Ja ok, vi har ingen bjerge eller vildere dyr end grævlinge og hugorme. Men vi har black metal, og det er satme noget der bider fra sig!
Tidligere har vi bragt anmeldelser fra danske upcoming black metal bands, såsom Sort Regn og Eldjudnir. Nu er tiden kommet til Københavnske SOLBRUD!
Solbrud er et metalband med hovedsæde i Ungdomshuset, og det er da også her at mange af deres koncerter foregår – gerne i mørke omgivelser med døde grene og stearinlys som ambience. Bandet er derimod ikke dit klassiske black metal band – 4 mand højt, ingen corpse paint at spotte, blot nogle langhårede gutter der spiller metal! De fik deres ‘offentlige’ debut ved at have æren af at være det første band der spillede på Copenhell’s upcoming scene tilbage i 2011. Trods en lille strømafbrydelse, var det her det gik op for mig at dette band er spækket med potentiale!
Deres debutalbum er ingen undtagelse! Den er til dels danskssproget, hvilket jo ligger i utroligt god strøm med andre black metal bands der hylder sit fædreland. Pladen har “kun” 4 numre – og en samlet spilletid på lidt over 46 minutter. Så for newcomers til genren er den måske lidt svær at bide sig igennem. Ikke destro mindre er det yderst berigende at lade alle de forskellige elementer skylle ind over sig.
Fx. åbningsnummeret “Bortgang” der indleder med næsten 4 minutters doom metal, inden vokalist Ole Walsh gør det hele meget mere – sort!. Hans vokalstil kan bedst beskrives som en blanding af Hoest fra Taake og Nathan Weaver fra Wolves In The Throne Room. Nummeret et klassisk atmosfærisk black metal nummer – og for satan, hvor det bryder ud i torden og uvejr omkring 7 minutters-mærket! Sådan!
Hvor de svenske og norske black metal bands hiver inspirationen hjem fra de høje bjerge og kolde temperaturer, fornemmer jeg en mere nedgravet og underjordisk stemning fra Solbrud. Ikke destro mindre har det samme effekt på mig. Koldt, klamt, hurtigt, episk, storslået!
Jeg vil ikke nævne flere deciderede øjeblikke fra pladen, og heller ej fremhæve nogle numre frem for andre. Dette er en plade der absolut skal høres! Højt! Ude i skoven! Nede i en kiste!
HUSK at du kan opleve bandet til deres releasefest i Ungdomshuset, nu på Lørdag d. 31/3/2012! Link til event: TRYK HER
2 comments
tobias says:
Mar 28, 2012
Release showet er så godt nok på lørdag den 31
http://ungeren.dk/kalender/2012/marts/313-12.aspx
Aleg-One says:
Mar 28, 2012
Den er hermed rettet :)