“I Am Colossus” bliver der proklameret på første nummer, fra svenske Meshuggah nyeste udspil… Og ja …Ja, dét er du!
Hver gang jeg tænker på “Meshuggah” som et fænomen, er det straks termer som “form over indhold”, “musikalsk navlepilleri”, “sidder fast i sin lyd” og “skabere af et døende fænomen”, som jeg kommer til at tænke på. Bevares, termer som “fandens tungt”, “dødsens dygtige” og “skabere af det umulige” vægter også tungt på skålen, men jeg mener virkelig at de har haft brug for at genfinde sig selv for stadigvæk at være relevante, i en tid hvor mange mange MANGE nye bands prøver at kopiere deres (tids)signatur lyd.
Og sikke en forløsning! Koloss er, som navnet antyder, kolossalt! Fra åbningsnummeret og lige til slut er det en Meshuggah der udfordrer sin egen lyd og hvad de, som band, er i stand til. Vi er dog ikke nået til yderligheder og fået serveret et nummer med rytme i 4/4, men vi er klart bevæget os over i noget mere groovet, og de hovedkastende rytmer gemmer sig flere steder i de skæve tidssignaturer.
Numre som “Don’t Look Down” og “Swarm” står som noget af det bedste Meshuggah nogensinde har produceret og især sidstnævnte spår jeg til at blive den “nye” Bleed. Så har vi jo samtidigt også en titel mere, der er nem nok at huske når øllet flyder på Copenhell.
Meshuggah har gjort det, jeg har bedt til at de ville gøre i lang tid – udfordret sig selv og det de står for. De har endnu ikke givet efter med lettilgængeligheden, men de har fyldt på og twistet sig selv nok til at de forbliver relevante og skiller sig ud fra gruppen af bands der stadigvæk bare prøver.
