Vores næstsidste Fokus På Royal Metal Fest er med en af Aborted’s afløsere – de danske stonere i Helhorse!
Det må føles som store sko at skulle fylde ud, når man bliver hevet ind som afløser for et internationalt, næsten, hovednavn på en metalfestival. Ikke destro mindre er det den tjans som de danske stonermetallere Helhorse har fået på sig, og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om de kommer til at løfte opgaven med bravur!
Læsere på denne side er ikke i tvivl om min glæde for dette danske band, som jeg tidligere har beskyldt for at stjæle showet fuldstændig fra hovednavnet, til deres koncert med ligeledes danske Rising. De er så spækfyldt med potentiale og har en energi og en tilgang til genren som har været savnet. Der er nemlig to grøfter mange bands enten falder i når vi snakker stoner metal – enten bliver det for doom’et eller også får det en ufrivilligt indsprøjtning metalcore. Bevares, jeg kan skam godt lide metalcore, men når hensigten lader til at være en anden er jeg knap så medvillig.
Helhorse har fundet middelvejen – tunge, groovede riffs, spækfyldt med blues, og en energi og et drive der uden tvivl river dig rundt ved løgposen!
Denne video, af deres nummer “Get Drunk, Get Mad, Get Even” optog jeg fra koncerten sammen med Rising på Beta i København. Jeg vælger at lade den tale for sig selv.
Helhorse kan meget vel betegnes som det danske svar på amerikanske Down, som jeg også tidligere har nævnt. Blot med en mere ungdommelig energi og verden for sine fødder!
Lad ikke din skuffelse over Aborted’s aflysning gå ud over Helhorse. De er et lyt og et kig værd!