I denne countdown til Royal Metal Fest, bringer vi her et lille portræt af det danske dødsmetalband Crocell
Danmark har sin helt egen death metal supergruppe. Crocell! Siden deres debut fra 2008 er det gået virkeligt stærkt, for bandet, der består af medlemmer med så absurde navne som “Gokkeblomst”, “Smukke Ken”, “Prinsessen”, “Onkel Kusse” og “Mor”, har så småt cementeret sig som et af de helt klare bud på en bannerfører for dødsmetallen i Danmark.
De har på deres forholdsvist korte levetid allerede udgivet to kritikeroste albums “The God We Drowned” fra 2008 og nyest “The Wretched Eidola” fra 2011.
De har vundet “Årets Talent” ved Danish Metal Awards i 2008 og siden da er det bare gået op ad bakke, med koncerter i hele Europa sammen med Gama Bomb, samt omtale i Blabbermouth og en pladekontrakt med Ultimhate Records fra Belgien.
Forvent intet mindre end et episk set fra de danske himmel(helvede?)stormere!
Crocell er både ekstremt og melodisk, episk og lige i dit fjæs. Vi glæder os herinde!