I kølvandet på nylige reunions, såsom Van Halen’s genforening med David Lee Roth, Black Sabbath’s turbulente tilbagevenden og Queen’s nylige partnerskab med den flamboyante Adam Lambert i front, er der rejst sig en diskussion om det etiske, det geniale, det kloge og dumme og hvordan man man i det hele helvede kan tillade sig det.

Musikhistorien taler mange sprog – alle for sig. Det er et spørgsmål om valg i forhold til hvilke – og hvordan – man vil forstå. Der er nogle sprog der bare mumler som en hypnose i baggrunden imens man vasker op. Nogle der gentager sig, nogle forsvinder hurtigt og bliver erstattet af nye.
Men få holder ved og bliver en stemme for hele generationer. Når disse tunger ikke taler længere og vender tilbage for en stund – taler relevans og historie så højere end sangskatten i sig selv?

Det er selvfølgelig med genforeningen af fortidens mastodonter Van Halen, Queen og Black Sabbath i baghovedet at disse spørgsmål kommer på banen. Jeg har observeret en tendens der i overvejende grad enten taler for og imod. Og spørgsmålet er – relevans. Det kan stilles op således at vi har Van Halen og Black Sabbath der begge har udgivet eller har planer om at udgive nyt materiale, bliver hyldet til skyerne – og Queen der har hyret nye kræfter i Adam Lambert burde stikkes skråt op inden Freddy Mercury genopstår og går jihad.
Kan det hele mon koges ned til at fortidens relevans og historie taler så højt at den går ind og piller ved vores minder?
Det er selvfølgelig unægtelig fedt at et band som Van Halen kan komme så stærkt igen og at Black Sabbath viser modet til at ville, trods deres turbulens. Men var der ikke ny musik i sigte, ville hæderen så være lige så stor? Havde overskrifterne så hentydet til griskhed og fallerede fortidslevn?
Det virker også som om mange er i tvivl om hvordan Adam Lambert skal godkendes som gæstemusiker i Queen, fordi man VIL jo gerne bare sige ”Intet Queen uden Mercury” og ”Freddy vender sig i graven”. Men manden kan fanme synge, og der jo ingen der siger han vil matche eller prøve at overgå Freddy – så bliver det ikke bare et glædeligt gensyn med gode sange af gode musikere, sunget af en mand der har talent?

Jeg kaster bare spørgsmålene ud, fordi det netop er nogle jeg selv sidder med. Men i sidste ende så er musikken det vigtigste i mine øjne. Der skal større katastrofer end kinesiske demokratier og American Idol-sangere til at ødelægge fortidens storhed, og så længe sangene står stærkt og lever videre på scenen med kærlighed til musikken – i hvilket som helst format – så ser jeg det blot som en hyldest til kunsten. Der er jo ingen der tvinger dig til at lytte til Miley Cyrus’ cover af Smells Like Teen Spirit eller få dig til at følge med foran skærmen når Glee udser sit næste offer.
For musikken lever for evigt, selvom folkene bag den forsvinder eller ændrer sig. Alt det andet er bare bullshit.