Tirsdag d. 31/1 mødtes jeg med Sal Abruscato, forsangeren i det amerikanske Doom Metal band A Pale Horse Named Death, til en snak om bandet, musikken og fremtiden!

Hvordan startede ideen med “A Pale Horse Named Death”?

Januar 2009. Jeg lavede demoer da jeg var frustreret med min musikalske situation, og jeg har altid gerne ville udgive en plade 100% på mine egne præmisser, og jeg sad og så tv, et program om bibelen, og de snakkede om åbenbaringerne, de fire ryttere af apokalypsen og at de red på “A pale horse named death”, og det var her jeg kom op med navnet. Og jeg vidste lige i det moment at det var det koncept jeg ville bygge bandet op på, og jeg vidste der at det skulle være navnet – januar 2009.

 

Hvad vil du gerne opnå med musikken?

Det jeg gerne vil opnå er at udgive musik jeg kan stå inde for, og sætte det op og arrangere det og bare lave det virkeligt mørk, men også smukt på samme tid. At lave det meget tungt, desperat lydende, doomy, dyster og meget deprimerende.

 

Hvad er ambitionerne? Alt fra sideprojekt, til verdensdominans?

Det er mit primære band. Det er mit hjertebarn og vil være det sidste kapitel i mit liv rent musikalsk. og hvis det varer ti år – fedt, fem år – fedt, to år – fedt. Jeg ved det ikke. Men det er fantastisk at være i stand til at afslutte det her kapitel i det her liv i denne form for musikalske tilværelse.

 

Hvordan er det at være i Europa med det nye band? Jeg ved du har været her før en del gange.

Jeg er vild med det! Jeg har det virkeligt fedt med det. Personligt har jeg været her mange gange før, ja, men A Pale Horse Named Death var på en kort tourné i Europa sidste august hvor vi ikke kom til særligt mange lande, så det er vores første gang i København, hvilket er meget spændende fordi alle de byer vi kommer til for første gang, hvor folk ser os for første gang og folk der har fulgt os lidt måske bliver fans. Så vi får nye fans og dybest set lægger vi fundamentet for bandet.

 

-har du følelsen af at skulle generobre din gamle fanbase med andre/tidligere bands?

Yeah, jeg vil selvfølgelig gerne se det her få success, det ville være fedt. Men det er ikke et spørgsmål om at være en stor rockstjerne, men bare have levetiden til at lave musikken og fortsætte med det jeg gør.

 

Hvilke forventninger havde du til det Europæiske publikum?

Det ved jeg ikke rigtigt, det var lidt som en åben bog. Mine forventninger var at vi forhåbentligt fik nye fans og de kan lide hvad vi laver, og indtil videre går det overraskende godt. Jeg ser en form for kult starte op fra by til by.

 

Dit album “And Hell Will Follow Me”, omhandler meget emner, som dit bandnavn også hentyder, såsom had, død, smerte osv. Er det personlige dæmoner du prøver at uddrive med musikken?

Nogle sange er personlige dæmoner. Andre sange er andres dæmoner. Og nogle sange er bare fiktive cinematiske historier der lader lytteren forestille sig i den film, og på en måde skildrer historien fra en situation eller scenarie.

 

Vil vi høre mere ny musik fra dig i fremtiden? Hvordan er planerne som de ser ud nu?

Ja helt sikkert. Det er meningen at jeg skal lave en plade nummer to, og jeg er allerede begyndt på den. Pladeselskabet vil have en ny plade, og de er meget begejstrede for bandet, så jeg er helt sikkert forpligtet til det (bryder ud i grin). Så jeg ser frem til det, fordi der bliver et tema den følger, jeg vil ikke ændre for meget i lyd og stil fra den første plade. Det bliver samme stil, samme kunstner til albumcoveret, samme produktion, samme koncept – noget bands ikke gør sig i mere. Mange bands kommer med en opfølger til debutpladen der lyder totalt anderledes fra den første, og mange fans fra den første plade bliver sure over det og på den måde giver det bagslag. For meget få bands har det været en success at skifte stil, men i de fleste tilfælde vil det give bagslag, og fans vil bare se det som om du prøver at sælge ud og lave et radiohit eller sådan noget. Jeg skriver bare det jeg skriver, og hvis det er catchy – fedt nok. Hvis det er meget depressivt – fedt nok også. Jeg skriver ikke musik for anre end mig selv, jeg skriver hvad jeg kan lide. Jeg ved hvad jeg kan lide og det er hvad jeg gør.

 

 

Vi siger tak til Sal Abruscato og glæder os hermed allerede til endnu en plade fra A Pale Horse Named Death! Stay tuned for en anmeldelse af koncerten fra Pumpehuset!