Der er en gruppe om metal på Facebook som oplever stigende aktivitet. En gruppe om Fredags Metal! Princippet er enkelt – hver fredag skal du poste 1 video/nummer du synes folk skal tage sig tid til at lytte til. Og poster du på andre dage end fredage, så bliver du hængt ud som en stakkels dreng der spørger “Hvem er Slayer??”.

Åh ja, metal. Du er da det der kan få os op om morgenen! Det som kan holde os kørende i de sene nattetimer! Det der gør vi holder mandagene ud, og det der gør vi glæder os til weekenderne!

Det sidste har to metallere fra København gjort alvor af – de oprettede nemlig gruppen “Fredags-metal”, med den simple vision at folket derude fortjener at få weekenden skudt ordentligt igang, med et styks velovervejet metalkage i dit fjæs. For vi er nemlig et ivrigt folk, os metalhoveder. Vi er vilde med at pådutte ALT det vi synes er fucking awesome, til så mange mennesker på så kort tid som muligt! Dette gøres bl.a. i samtaler hvor bandnavne, cd’er, koncerter, demoer og tracks namedroppes som råolie på babysæler. En mere stilfærdig måde er denimvesten mange benytter – her kan man via patch for alvor vise omverdenen hvilke bands der er the shit!

Men sådanne metoder går ofte uhørte hen, og alt det guld der er derude går tabt pga. vores korte opmærksomhedsspænd. Vi har brug for retningslinier. Så ét link pr. mand pr. fredag. Så kan du få lov til at overveje hvad du vil have ud! Og chancerne for at folk lytter og kommenterer er derfor også meget større.

Marco Sewohl der er en af de af de to der var med til at starte projektet siger følgende:

“Gruppen startede med mig og jesper der sendte hinanden et metallink hver fredag som skulle være vores måde at starte weekenden godt. Idéen var at man netop kun måtte sende ét link, og derfor fik brugt hele ugen til at overveje valget grundigt. Det blev så til en gruppe som fik flere og flere medlemmer som elskede idéen om at skyde weekenden ind med at dele, kommentere, fejre og lære om metal, og vi er snart oppe på det gyldne nummer 666. Det er selvfølgelig helt overvældende at en så simpel idé har fået et så stort netværk, og jeg har aldrig lært så meget nyt metal at kende end gennem Fredags-metal. Antallet giver selvfølgelig også administrative udfordringer som vi også arbejder på, men lige nu er det vigtigst for os at udvikle alle de fede muligheder der er i sådan en gruppe. Vi har blandt andet tænkt på forskellige aktiviteter, events mm. men det skal vi nok kommer mere ind på når vi har noget konkret mellem fingrene. Lige nu nyder vi bare at skyde weekenden igang med sammen med over 600 andre metalheads.”

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer! Gruppen oplever hele tiden stigende aktivitet, og er nu pt. oppe på 641 medlemmer der hver fredag glæder sig til at dele deres velovervejede metalvalg og lytte, samt kommentere, andres valg! Startskuddet er sat igang.

Rock on!


Link til gruppen på facebook