Groove metal blasfemisterne, Copenhell-aktuelle Lamb Of God er tilbage med deres 7. plade ”Resolution”. Og det er både med klassisk Lamb Of God-lyd og nytænkning på programmet!

Det skal ikke være en hemmelighed at Resolution med Lamb Of God har været den plade jeg har set mest frem i meget lang tid! Er dette et godt eller dårligt afsæt for en anmeldelse? Forventningerne er høje, men det er min kærlighed til bandet også, så jeg går ud fra de udligner hinanden? Der er ingen begrænsninger her, vil du have et recap og en dom så læs kun sidste del, men betragt resten som en guide igennem pladen!

Pladen har efterhånden ligget i en uges tid på Youtube og diverse torrent-sites, og selvom jeg har forudbestilt en sweet limited edition så har det været fucking svært at holde fingrene fra at smuglytte til pladen, trods den elendige kvalitet (der dog også blev skillevæggen for mig i sidste ende!). Men så kom der en ganske hæderlig version tilgængelig på YouTube, så jeg trak den sorte intetnet-kutte på og begav mig ud i internationale farvande for nu at kunne give jer en anmeldelse før tid, for blot at prøve at overbevise jer om hvorfor denne plade skal stå hjemme hos jer når den udkommer!!

For er man til Lamb Of God, så er der masser at komme efter! Der er både tilbageskuen til tiden hvor de gik under navnet ”Burn The Priest”, til de to albums ”New American Gospel” og ”As The Palaces Burn” før de fik gennembrudet med ”Ashes Of The Wake” den straight up groovede ”Sacrement” og den mere ind-til-benet ”Wrath” fra 2009. Den har det hele! Og mere til!
For hvor alle de tidligere albums har indledt med hvad der skulle vise sig at blive et af pladens største hits (tidligere kan nævnes Black Label, Ruin, Laid To Rest, Walk With Me In Hell og In Your Words) så får vi her et tusindtonstungt doom-riff lige i fjæset med et episk Randy Blythe-skrig ude a proportioner på den kun 2 minutter lange ”Straight For The Sun” og allerede her vil kendere af bandet måske sætte sig tilbage afventende – lige efter ansigtet er skrabet op fra jorden selvfølgelig.

Andet og tredje nummer ”Desolation” og ”Ghost Walking” er Lamb Of God som de lød på Wrath pladen, hvilket passer mig HELT fint! Lidt let-fordøjelig frokost i smadderkassen som vi har hørt dem før, men hvor de stadig er kongerne!
På numeret ”Guilty” får vi sat tempoet væsentligt op, men til trods for et smækkert breakdown hen imod slutningen er det desværre ikke et nummer der sætter sig fast.
”The Undertow”. Shit! Kommer straks til at tænke på nummeret ”Ruin”, der klart er et af mine yndlingsnumre med Lamb Of God – linierne ”I am the one who’s left to take the FAAAALL!” sidder fast, og det skulle undre mig hvis vi ikke får lov til at råbe det i kor på Copenhell! Mosh-værdigt og MASSIVE! Selv et Ruin-lignende breakdown får vi serveret lige før Mark Morton svinger spaden og lirer en solo af der selv kunne få de mest hardcore Lady Gaga fans til at gribe lufguitaren!
Og om vi ikke fortsætter i samme dur på ”The Number Six”, hvor vi her ser et af de mest melodiske omkvæd Lamb Of God nok nogensinde har vist os – sellout? Næppe. Det er stadig brutal! Og bas-solo? Ja tak!

Vi når over det akustiske instrumental-pusterum ”Barbarossa”, speed-rifferen ”Visitation” med en splintrende solo og episk feel, pladens mest brutale nummer – den meget Burn The Priest’ske tonser ”Cheated” (ganske humoristisk indledt af et ”One, two, one-two-FUCK YOU) og når til ”Insurrection”. Nok noget af det mest nyskabende Lamb Of God nogensinde har lavet for dem selv – da det nok er her vi første gang ser direkte clean vokal fra.. er ikke sikker på om det er Randy, men jeg kunne godt overbevises! Sidder desværre ikke med bookletten endnu. Men nummeret er catchy og den rene vokal opvejes så sandeligt at et backingtrack og andet vers af djævelske growl og skrig samt endnu en smækker guitarsolo. Dette kunne meget vel blive et af mine yndlingsnumre med Lamb Of God i fremtiden!
”Invictus” er heller ikke et nummer der sætter sig synderligt meget fast, til trods for et ganske fedt riff og en solo der kunne få Dave Mustaine til at ytre et ”not bad” fjæs.
”Terminally Unique” giver mig en klar fornemmelse af ”Laid To Rest” og resten af Ashes Of The Wake, med sit episke og melodiske omkvædsstykke! Der bliver skreget ”Your life is passing BYYY” og indledder et direkte galoperende midter-stykke der sætter tempo på svinet og sætter nummeret op i femte gear – fuck yeah! Det ultimative circle-pit momentet på pladen!
Nu gør jeg noget jeg ved både Lamb Of God og mange af deres fans er trætte af – den unægtelige sammenligning med Pantera. For riffet i nummeret ”In The End” stinker så fandens meget af Dimebag Darell at man ikke kan forestille sig andet end manden headbanger fra graven, for DAMN hvor er det tight! Et af pladens bedste numre!
Hvilket bringer os til afslutningen. ”King Me”. Ord kan ikke beskrive hvad jeg får af indtryk. Spoken word hen over David Lynch-western-inspireret guitarspil med en OPERA-SANGER i baggrunden som eksploderer i et inferno af splintrende guitarer og violiner, violaer, celloer og pis og lort! Fuck hvor er det stort det her! Det erstattes af et staccato-riff der smadrer mit fjæs til ukendelighed, brækker mine fingre af og syr dem på igen så snart dødsenglenes violiner synger i omkvæddet. Det er ikke Metallica’s S&M. Det er satans orkester kommet for at inkassere sjæle, og jeg står forrest i køen.

Lamb of God er på en og samme tid blevet mere melodiske, mere tonsende, mere eksperimenterende samtidigt med de har holdt fast i hvem de er og den lyd de har. Der er kommet clean vokal flere steder, flere soli end vi så på Wrath og endda klassisk musik og OPERA! De her drenge vil overtage og de er hermed nået et skridt tættere på at nå målet! Efter min mening det stærkeste album udgivet af et band der i forvejen var pisse stærkt!

De får ikke blot fuldt hus.
De får HORNS, FIRE, EVIL, SLAUGHTER, DEATH og MUTILATION!