Et børnepasningsjob som skulle passes skabe en lidt amputeret Copenhell, men ikke desto mindre et kærkomment gensyn med Metaldanmark yndlings betonplads
Det var fedt endelig at være tilbage. Næsten så fedt at det næsten virkede helt surrealistisk at se tusindvis af glade metalfans møde op, sortklædte og fadølsbærende, til at se mange af deres favoritbands optræde på Copenhell 2022. At kunne stå på pladsen igen, som om de seneste 3 år slet ikke var sket, var nemlig ikke helt den personlige oprejsning jeg havde håbet på. Fordi 3 år sætter sit præg, både fysisk og mentalt. Benene er ikke hvad de har været, ryggen værker eksponentielt mere og kondien er på sit all time low. Gensynet med alle koncert/festival bekendtskaberne, gæster som bands, var også mest som at se et glimt ud i fremtiden. Bortset fra, at det var nu.
Torsdag
Korn var første band jeg nåede efter den ilede cykeltur fra arbejde, og her ramte realiteten jf. ovenstående som en ti-tons hammer. Korn er blevet gamle. Folk omkring mig er blevet gamle. Jeg er blevet gammen. Bevares, bandet spiller og lyder som de næsten altid har gjort, måske lige bortset fra, at Jonathan Davis gispede en smule mere efter vejret og holdt mere igen på de fysiske udskejelser. Falling Away From Me, Freak On A Leash og Blind fremstod som koncertens højdepunkter, dog uden at Korn for alvor kom under huden på mig.
Kort efter Korn var det det yngre hardcore-band Knocked Loose tur til at slå tænderne løs på det spændte publikum foran Pandæmonium scenen. Stilmæssigt bevæger Knocked Loose sig i en afkrog af hardcore der har ét primært formål – at skabe og udlade store mængder energi, både i musikken, på scenen og hos publikum. Og hvilken energi! Der blev lagt ud med den fantastiske “Where Light Divides The Holler” fra den exceptionelt hårdtslående “A Tear in The Fabric Of Life” EP fra sidste år. En EP der for alvor cementerer, at Knocked Loose, på trods af hype og stigende fanbase, absolut ikke lefler for nogen. Efter 30 minutters breakdowns, moshpits og indpiskning fra scenen lukker Knocked Loose af med den 1:30 langde Counting Worms og forlader scenen. Lidt for kort koncert når man tænker på det fantastiske arsenal af tracks de udelod i dag, herunder min favorit, “Mistakes Like Fractures”.
Det heldige ved, at Knocked Loose kun spillede 30 minutter var dog, at jeg også fik set en god sjat af det kosmiske dødsmetalband Blood Incantation. Og tak for det, Knocked Loose. Blood Incantation er et af de bands hvor jeg aldrig er helt sikkert på hvad det er jeg hører, det eneste jeg ved er, at det rykker de helt rigtige steder! Det talstærke publikum svarede også igen med massiv entusiasme, der får mig til at tro og håbe på, at Copenhell aldrig glemmer nicherne, undergrunden og alle de snørklede afkroge af metal. Vil du have din dødsmetal mere udfordrende end døllet, så led ikke længere. Det er blodigt, modbydeligt og storladent. Hjernemetal af højeste skuffe.
Følelsen af alderdom som ramte mig under Korn havde så småt lagt sig efter to fantastiske koncerter fra nye skud på metalstammen var Down klar (klar er nok så meget sagt…) til at minde mig om, at metallen for alvor bevæger sig ud i det næste store generationsskifte. Jo jo, Phil Anselmo & Co. spillede og lød fint. Sangene blev udført, og de lød, ja, fint. Og her stopper festen så også. For mage til energiforladt optræden, fra et band der knapt 9 år tidligere blæste mig fuldkommen bagover sidst de gæstede Copenhell, kunne virkelig mærkes. Bevares, 9 år er lang tid. Vi er alle blevet gamle siden den gang. Især Down. Jeg ville ønske jeg havde valgt at se Konvent rive Gehenna scenen i stykker i stedet.
Lørdag
Ny dag, ny energi. Yes, så er vi klar igen! Rollatoren blev skiftet ud med kold øl at læne sig op ad, og sveskegrøden med tvivlsom frituremad. En afslappet da med opmærksomheden delt op lidt sporadisk på de mange bands i løbet af formiddag og eftermiddagen kunne godt gøre mig nervøs for, om metallen er vokset fra mig, eller jeg fra den. Heldigvis findes et band som High Command. Og hvad gør High Command der virker så godt? De mener det! Det er crossover thrash som fungerer, meget lig den stil og leverance som man kendte fra Power Trip hvis frontmand, Riley Gale, desværre måtte forlade os alt for tidligt. Er High Command samme høje kvalitet som Power Trip? På ingen måde! Men de omfavner alt det som gør thrash metal til noget jordnært og mærkbart, og ikke unødigt storladent og skingert. Det er slåsrock som deler lussinger ud, som alle de heldige fremmødte burde kunne skrive under på.
Cut til 20:30. Et af festivalens absolut fedeste bands går på. Gatecreeper! jovist, som High Command tidligere på dagen er der vist ingen dybe tallerkener som bliver opfundet her. Det er dødsmetal med masser af chugga-chugga, HM-2 pedaler og synkron headbanging. Det er groovy og det går lige i dansefødderne. Når metal fremføres i sin pureste form fra et band som tydeligvis både mener det og tager det meget seriøst kan der virkelig ske magi, og Gatecreeper viser, at med relativt få virkemidler kan man løfte en koncert til noget virkelig godt! Gode riffs, tight samspil og en dygtig frontmand. Hvad mere kan man bede om? Koncerten ringer ud med det fantastiske nummer “Flamethrower”, og jeg blev endnu mindet om, at ungdommen endnu ikke har forladt min krop.
Og så til noget det slet ikke er ungt. Faktisk næsten så langt fra vi kan komme på festivalen i år. Mercyful Fate er genopstået fra de døde. Tophatten er støvet af, ansigtsmalingen blevet rehydreret, og de gamle guitarer stemt ned i hævi-horn. Jeg har aldrig helt fanget fidusen med King Diamond som solo artist. Den mængde gøgl og teater som hives op på scenen samtidig med de proggede sange skaber et lettere rodet miljø til King Diamonds ultra high-pitch vokal er ikke bare en tand for meget for mig. Det er hele gebisset.
Men det er nu Mercyful Fate vi har med at gøre her, og ikke Kim Diamond fra Hvidovre m. band. Og tak for det! For NØJ der skete noget virkelig magisk på Hades scenen her i de sene timer! Bandet spillede ultra tight, King Diamonds vekslen mellem falset og råbevokal som han bruger i Mercyful Fate fremhæver i særdeleshed hans spændevidde som kunstner, og “gøglet” på scenen er begrænset til, ja, King Diamond udklædning. Resten er rendyrket ondskab og virkelig gode sange. Jeg blev virkelig taget ved næsen her, og jeg kunne gå hjem fra Copenhell med en af de bedste koncertoplevelser jeg har haft i nyere tid. Og så endda fra et band jeg næsten ingen forventninger havde til. Fuld plade til Mercyful Fate! Tak Kim & Co., og tak Copenhell!
Jeg håber, vi ses igen til næste år.