At skulle igennem en hel sommer uden én eneste festival er tæt på ubærligt. Det gør virkelig, virkelig ondt. Hvad pokker skal man nu få tiden til at gå med i de kommende sommermåneder?

Med denne lille bloggerserie vil vi give vores bud på, hvordan du kan fordrive tiden bedst muligt og samtidig få noget der minder om et lille festival-fix.

For du kan jo f.eks starte planlægningen af festivalåret 2021 allerede nu! Over hele verden er der festivaler der venter på at blive udforsket. Nogle mere specielle og alternative end andre.

Vi vil med den lille bloggerserie “Anderledes Festivaloplevelser” give vores bud på hvilke unikke festivaler i 2021 du bør besøge. Nogle af dem skal man rejse langt for at opleve og de er bestemt ikke billige. Men husk at du nu har god tid til at spare op. For du skal jo ikke på festival i år.

Så tør du begive dig udenfor sikker (festival)grund, så vil du opdage at der findes helt unikke alternativer til f.eks Copenhell, Roskilde, Sweden Rock og Wacken. Festivaler, hvor det langt fra kun er musikken der er i fokus. Ja, her kan musikken endda være sekundært.

Lad os guide dig:

Første oplevelse vi vil dele med jer er den unikke Fire In The Mountains i USA. Festivalen der primært tager udgangspunkt i stoner, doom, post rock/metal og neo-folk universet har til huse i en af de smukkeste lokationer i verden. Festivalen afholdes ved Heart Six Range i Grand Teton National Park ved Yellowstone National Park i USA.

Denne unikke festival tilbyder publikum en hel særlig festivaloplevelse med bjergene som backdrop på et naturskønt område. Fire In The Mountains ældste Dude Ranch i Jackson Hole kan dateres tilbage til midten af 1800’erne, da pelsfangere gik på jagt i vintermånederne. Tænk da gerne filmen “The Revenant” ind i det her og du har en idé om hvilken location der er tale om.
Heart 6 Ranch legemliggør kort og godt hvad the old west handler om og ligger i det majestætiske bjerglandskab, der grænser op til Grand Teton National Park.

Så tal om en inspirerende kulisse til en musikbegivenhed.

“Connecting to nature and oneself through music, art, adventure, and education, all in a remote wilderness setting, Fire in the Mountains will act as an immersion-based experience seeking to rekindle one’s inner fire and relationship with the natural world.” – Kort og godt. Sådan lyder Fire In The Mountains vision.

Tjek Fire In The Mountains egen promovideo ud:

Og så er der naturligvis musikken. I år afholdes festivalen d. 10-12 juli, hvilket selvsagt nok ikke kommer til at ske. Men programmet for i år giver en idé om hvilken type musik du kan forvente. Fire In The Mountains headlines i år af Enslaved, der sammen med bands som Sólstafir, YOB, Bell Witch, Steve Von Till, Hexvessel, Visigoth m.fl nok skulle sørge for store, store (ja nærmest spirituelle) oplevelser i de amerikanske bjerge.

15 minutter fra festivalpladsen kan du campere med dit telt. Campinglivet her bliver næsten ikke smukkere. Men tag dig i agt for bjørne. Du camper i et område, hvor bjørne er hyppigt set. Derfor tilbyder festivalen kurser for bjørnesikring til alle dem der ønsker at campere. Her skal man være særlig OBS på ens affald og på campingpladsen vil der være opsat særlige bjørnesikrede områder, hvor man kan placere sin mad osv. Hvis ikke dét er metal, så ved jeg nu ikke…

Desuden har du mulighed for at kunne booke overnatning i en teepee eller en hestevogn(!!).

Festivalen går i høj grad op i bæredygtighed og økologi og på området vil der ikke være opsat bade. Man henviser derimod til, at man tager en dukkert i en af de omkringliggende søer.

Festivalen er ikke billig. Men for de hurtige kunne der købes billigere pre-sale billetter for ca 1100 DKK. Herefter koster en 3-dages festivalbillet ca 1500 DKK. Dette er så uden fee for camping og evt parkeringsbillet til sin bil.

Men er man klar på en oplevelse ud over det sædvanlige, ja så er det her nok en festival man bør overveje! Vi tror på at pengene er godt givet ud.

Læs meget mere om Fire In The Mountains, transport og billettyper via deres hjemmeside

Og igen; nyd lige de her omgivelser!!

Fire In The Mountains line up 2020