Nyt årti. Ny musik, nye festivaler og flere shows! Søren Weiss ser frem til et 2020, der hovedsageligt kommer til at stå i livemusikkens tegn… igen (fristes man til at sige).

Koncerter/festivaler

Og lad os da bare springe direkte ud i det. For det kan godt være, at januar var en smule tørlagt for koncerter, men så skal jeg da love for, at februar følger trop. Der er simpelthen ikke dén weekend og de hverdage hvor der ikke er koncerter plottet ind i kalenderen. Vi kan f.eks bare starte med i aften, hvor Copenhell atter fryser os til is i Pumpehuset. Jeg skal se D-A-D og for helvede hvor bliver det fedt i Pumpehusets intime rammer.

Aftenens Copenhell Freezes Over er egentlig bare startskudet til en decideret episk (ja i ordets bedste forstand) februar, hvor koncerter med de storslåede krigere Equilibrium d. 6 februar, Sabaton på min 30 års i Forum d. 12 februar, Abbath d. 13 februar i Amager Bio og Rhapsody Of Fire på Beta d. 22 februar, blot er nogle af højdepunkterne i en stærk, stærk februar.

Og hey, hvis ikke det var nok, så vælger vi rent faktisk at dække dette års Wacken Winter Nights for første gang. Ja, vores første festival er allerede lige rundt om hjørnet og det bliver på Wacken til deres store fantasy festival, hvor navne som Borknagar, Thyrfing, Einherjer, Winterfylleth, Primordial og TYR, står som nogle af de vigtigste navne.  Wacken Winter Nights foregår på Wacken fra d. 14-16 februar. Ser frem til at se hvad den kan. På billeder fra tidligere år fremstår lige præcis denne festival ekstrem flot rent visuelt. Og med et så stærkt program er der lagt i ovnen til nogle kolde dage i Nordtyskland.

Og lad os da så bare blive ved festivalerne. For det er atter i år også her, at jeg ser frem til de helt store oplevelser. Om det er på de mindre som (min egen) Udgårdsfest i Pumpehuset, der i år kan præsentere Unleashed og Einherjer i toppen, Nordic Noise i Amager Bio med Borknagar og The Haunted eller på Royal Metal Festival, der i år præsenterer et stærkt line up med forskellige navne som Kampfar, Soilwork og Ihsahn, så skal det nok blive vildt! Selv Viborg Metal Festival har et sejt line up i år. Storm Warriors første koncert i Danmark mand! Det blir sgu fedt!

Intet år uden at også de større festivaler kommer ind i billedet. I år står Copenhell ekstremt stærkt i forhold til min egen personlige smag og shows med Emperor, Gloryhammer og ikke mindst Iron Maidens imponerende Legacy Of The Beast tour, bliver nogle af årets højdepunkter. Bare Emperor får et ordenligt tidspunkt i Copenhells mørke! Deres første koncert nogensinde i Danmark skal have de bedste betingelser som muligt!

Sweden Rock Festival har igen i år et solidt line up og regner bestemt med at skulle afsted igen. På et år hvor tre danske bands udgør de øverste rækker med Volbeat, Mercyful Fate og D-A-D. Og så bliver det interessant om Guns N Roses kan gøre det bedre end i Parken for nogle år siden.

Intet år uden Roskilde Festival. Det er og bliver bare min foretrukne festival. Her kan du opleve det helt nye stjerneskud, og en håndfuld legender… Uden at du taber pusten. Her kan du feste med vennerne og samtidig have tid til at fordybe sig i de musikalske tilbud. Ingen andre festivaler er som Roskilde. Og selvom programmet lige pt ikke siger mig det helt store (Faith No More gør det 100 % for mig), så lur mig om ikke det nok skal blive endnu et solidt år på festivalen. Festival nr. 50 – og mit 31. år. Slå den! ;)

I år kører vi atter videre med Wacken Metal Battle Danmark, hvor jeg som en af dommerne atter i år skal være med til at udvælge dét band, der skal spille på Wacken til sommer. Sidste år havde vi Katla afsted. Det bliver spændende hvem der skal med i år. 10 bands og 5 shows venter os i maj! Tilmeldingen er igang netop nu. Du finder næppe en bedre mulighed for networking og coaching af dit nye band end ved Wacken Metal Battle Danmark. Just saying!

Udgivelser 2020

På albumfronten ser jeg frem til sprængfarlige nye udgivelser med de svenske AOR rockere The Night Flight Orchestra, der snart lander med deres nyeste “Aeromantic”. Endnu er der ingen danske shows i kølvandet på udgivelsen, men mon ikke en dansk aktør snart kan offentliggøre et eller andet? Der krydses!

Demons & Wizards udgiver ny skive “III” på Century Media d. 21 februar. John Schaffer og Hansi Kürsch er legender indenfor storstilet power metal med hhv. Iced Earth og Blind Guardian. Sammen er Demons & Wizards et decideret bæst. Første singlen “Diabolic” lyder i hvert fald allerede fucking sejt! Det her kunne godt blive en af årets mest spændende udgivelser.

Nightwish står klar med dobbeltalbum til april. “Human. :||: Nature.” lander d. 10 april. Tuomas skuffer sjældent i sangskrivningen, så man kan med rette altid have høje forventninger til verdens største symfoniske metal band, når de kommer med nyt!

Og så er kongerne af power jo tilbage i fuld styrke! Helloween udgiver helt nyt studiealbum senere i år, med den oprindelige besætning. Kiske og Hansen er tilbage – samme opsætning der spillede på Copenhell i 2018. Nu udgiver de et helt nyt album i denne opsætning og forventningerne er tårnhøje! Udgivelsen byder efterfølgende på en større tour. Billetterne til showet i Hamborg til oktober er allerede sikret.

I’m alive! Et vildt 2020 er i vente!