Der Weg Einer Freiheit på AMF: Foto: Jannie Ravn Madsen

Den sidste dag på Aalborg Metal Festival stod hovedsageligt på dødsmetal, dog med enkelte afstikkere.

Den ene af disse var de tyske black metallere Der Weg Einer Freiheit. Et navn der ikke er hyppige gæster på disse breddegrader. Så ingen tvivl om, at det var godt set af bookerne på Aalborg Metal Festival at give plads til disse tyske schwarz metallere.

Den moderne black metal findes i dag i et utal af forskellige udtryk. Post det ene og post det andet, blackened death, shoegaze black, punket black osv osv.

Der Weg Einer Freiheit synes at trække stilen tilbage til udgangspunket. Ikke den store mikstur her. Kun helt igennem rendyrket black metal, med fokus på musikken. Vidunderlig mørke og ekstremitet, hvor støjmuren er stor og det kræver sit at bryde igennem. Gør man derimod det, så vil man finde et utal af flotte og storslåede melodier midt i kaosset.

Der Weg Einer Freiheit på AMF. Foto: Jannie Ravn Madsen

Bandet havde fået til opgave at spille mellem Cattle Decapitation og Bloodbath. Så på papiret var der ingen tvivl om, hvem der var underdogs mellem to stærke dødsmetal orkestrer. Min frygt for en lettere tom sal til det tyske band var derfor stor. Men heldigvis beviste publikummet i Aalborg, at de var klar til et moderne black metal band.

Der Weg Einer Freiheit kvitterede da også med en flot og gennemarbejdet koncert, hvor de fik bevist, at den mere rendyrkede black metal lever i bedste velgående. Uden at der behøver at gå shoegaze eller post-metal i den. Desværre kunne lydmanden godt have skruet endnu mere op. Det er sgu tamt at kunne stå 5 meter fra PA-anlægget og føre en normal samtale til en black metal koncert.

Men som Der Weg Einer Freiheit også beviste til den første koncert jeg så med dem i Hamborg, i øvrigt som support for Moonsorrow og Primordial, for et par år siden, så er de her tyskere et band man bør søge til, hvis man ikke kan få sin sort metal schwarz nok!