Gåte i Pumpehuset. Foto: Weiss

Det var et glædeligt gensyn for mange, da norske Gåte var tilbage i Danmark efter godt og vel 15 år. Nordmændende har været en inspirationskilde for mange nyere folk rock/metal bands og med en koncert i Pumpehuset viste de med stor stil hvorfor mange bands har set op til lige netop dem.

Hvis ikke det var for Gåte havde vi med stor sandsynlighed heller ikke haft et band som Huldre. Inspirationen her er tydelig og efter koncerten i Pumpehuset er det helt klart forståeligt, hvorfor lige netop dette band var så fremadskuende, da de for første gang dukkede op 1999.

Pumpehuset var ikke just fyldt til randen, da Gåte ført an af den skønne sangerinde Gunnhild Sundli gik på scenen i den store sal. Men mindre kunne da også gøre det og heldigvis lod det ikke til at gå bandet på. Vi var vel omkring de 300 mennesker, da Gåte satte i med “Rideboll og Gullborg”.

Gåte tager udgangspunkt i mange forskellige stilarter. Progressiv rock, alternativ rock, metal og så naturligvis toppet af det folkede element, der primært understøttes i brugen af violinen. Kombinationen af dette giver dem deres helt særlige klang og lyd. Og det er nemlig lige præcis deres lyd, der gav dem et unikt touch på rock-scenen, da de brød frem i starten af 00’erne.

Bandet startede i Pumpehuset forsigtigt ud, med Gunnhild Sundli, som det centrale medlem. Hendes flotte røst var klart et af de helt store højdepunkter i Gåtes fornemme koncert. Tænk en næsten identisk vokal som Huldre’s Nanna Barslev. I ved den med det rullende “r” og du har en idé om hvordan hendes klang er.

Gåte i Pumpehuset. Foto: Weiss

Jo længere ind i koncerten vi kom, jo mere vildt blev det. Det var som en opadgående energi- og intensitetskurve, der hele tiden steg og steg i takt med hvert nummer. For til sidst at eksplodere i en kæmpe fest, hvor stort set alle bandmedlemmer sprang rundt på scenen. Her er det i hvert fald værd at nævne bandets guitarist Magnus Børmark, der pludselig stod midt ude i salen, hævet over os andre og lirede den af med en forrygende guitarsolo.

Koncertens klimaks opstod i den afsluttende “Sjåaren”, hvor Sundli i et smukt og ganske rørende øjeblik sang salen op helt alene. Uden brug af hverken mikrofon eller andre hjælpemidler. Helt stille var salen, da sangerinden lod sin stemme fylde rummet. En flot præstation og en smuk afslutning fra et velspillende band, der nu er tilbage for good!

Som opvarmning havde Gåte allieret sig med danske Ættir, hvis medlemmer består af nuværende og tidligere medlemmer af Huldre og Saturnus, med førnævnte Nanna Barslev i front. Et spændende nyt band, der bør kunne vække begejstring og nysgerrighed hos fans af både pagan og doom metal. Som opvarmning fungerede det ganske godt til Gåte, omend Ættir var en del mere mørkt end nordmændendes glade og festlige folk-rock. Absolut et interessant orkester, der nok skal blive spændende at følge.