Airbourne i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Airbourne bragte varmen fra Down Under med op til lille Danmark og gik fuldstændig amok i fuldblods hard rock fra første anslag i det tæt pakkede Amager Bio.
Koncerten med Airbourne har været udsolgt i månedsvis. Ingen tvivl om at hard rockerne fra Australien er populære i Danmark. Ligesom de også var det i Nordtyskland, da jeg i august så dem rive Wacken’s hovedscene fra hinanden.

Det sker meget, meget sjældent, at Airbourne leverer dårlige til middelmådige koncerter. Af de mange, mange gange jeg efterhånden har oplevet kvartetten, har det kun været på Roskilde Festivalen og på Copenhell, at Airbourne har ligget under niveau.

Airbourne i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Fanger man bandet indenfor, i en tætpakket og dampende koncertsal, så skal der et decideret strømsvigt til før Airbourne falder af på den. Airbourne er kort og godt et forrygende sejt liveband. Intensiteten, stemningen, feeling og volumen er helt i top, når O’Keeffe brødrene og co. sætter strøm i scenen. Koncerten i Amager Bio var på ingen måde en undtagelse.

Fredag aften i selskab med Airbourne var fyldt med elektricitet i luften. Allerede fra starten gik med “Raise the Flag”, en groovy “Too Much, Too Young, Too Fast”, “Back in the Game” og til aftenens bedste på “Bottom of the Well”. I mellem tiden havde sanger og guitarist Joel O’Keeffe allerede været oppe på skuldrene af en roadie og spillet solo ude i midten i crowden. Vi kender det naturligvis. Men derfor er det fortsat helvedes effektivt.

“Det her er stedet med de mange regler” udbryder O’Keeffe kortvarigt inde i sættet. Og rigtig nok så stod det skrevet flere steder, at det er ulovligt at crowdsurfe i Amager Bio. Han fortsætter: “Men booker man Airbourne må man forvente at reglerne bliver brudt”. Og med dét gik pitten amok og den ene crowdsurfer efter den anden fløj afsted. Dejligt at rockmusik stadig i 2019 kan være rebelsk. Omend crowdsurfing jo ikke videre burde være rebelsk….

Selv røg jeg da også lige en tur i vejret, med en afsluttende bemærkning fra en vagt om, at hvis jeg gjorde det igen, ja så røg jeg altså ud. Fair nok. Men kom nu ind i kampen Amager Bio. It’s only rock n roll.

Og rock n roll ER Airbourne altså. Højt, skramlet og lige efter bogen. Det er musik hvor hjernen slåes fra og hvor festen får lov til at overtage. Og hvor er det dog rart, at der stadig er bands man kan gøre det til i dag.

Stand Up for Rock ‘n’ Roll!