Foto: Konvent

Det københavnske metalband Konvent ansøgte og fik tidligere på året tildelt nogle penge fra Kultur KBH. Formålet med pengene var både at støtte Konvent med at udvikle sig, bl.a. ved hjælp af en scenecoach, at kunne sende dem på tour uden for Danmark, hvilket er endt med at blive i oktober med Monolord og Firebreather, men også for Kultur KBH at få et større indblik i metalmiljøet i København og hvad man faktisk kunne få ud af at støtte et band med nogle midler. I den forbindelse har vi her på Blastbeast kigget lidt med fra sidelinjen, og har nu taget en snak med damerne i bandet omkring, hvordan det er gået indtil nu.

 

 

Hvordan har det været at søge fonde?

At søge fonde er en fuldtidsopgave i sig selv. Det kræver enormt meget tid og energi at lære sproget i det at søge fonde og at finde ud af, hvad de forskellige fonde lægger vægt på, hvilket ofte er nogle ultraspecifikke ting, som meget få kan leve op til. Det kræver ofte, at nogen i ens netværk kender til de forskellige fonde og kan guide én i forhold til, hvordan man får succes med den enkelte fond. Derfor kan vi kun opfordre os selv og andre bands til, at vi taler mere om de fonde, vi har søgt og de erfaringer, der bliver gjort med dem, for på den måde at hjælpe hinanden i miljøet med at få adgang til de forskellige midler. I den forbindelse vil vi også opfordre bands uden erfaring med fonde til at prøve skrive til bands, de ved har haft succes med det. Vores adgang til den her fond er på samme måde sket, fordi én i vores netværk kendte til den og kunne hjælpe med at formidle den første kontakt.

Hvad har det overordnet gjort for jer at få de her penge stillet til rådighed?

Det har hjulpet os til at tænke udover vores faste rammer og åbnet vores øjne for nogle andre muligheder. Inden forløbet startede, havde vi ikke overvejet en scene-coach, så det har været spændende, men også udfordrende. Derudover har det åbnet forskellige muligheder, som den kommende tour med Monolord. Den var aldrig sket, hvis ikke vi havde haft den økonomiske støtte. Det har samlet også gjort at økonomien er blevet mere struktureret i bandet, hvilket også vil gavne os fremadrettet.

Hvad var jeres tanker om scenetræningen inden?

Som nævnt var det noget, der kun kom i vores tanker grundet, at hele det her forløb startede og vi på den måde fik øjnene op for den mulighed, så det hele var lidt nyt. Vi syntes, det var svært at finde nogen, medmindre man ville ud i en privat skuespiller eller lignende. Men til sidst fandt vi Kristian Koch, som lever af at være scene-coach. Så det tog noget tid at finde ham, og her måtte vi også trække på vores netværk, men han var én, som folk sagde god for. Da vi først havde fået fat i ham, begyndte det at virke spændende og vi glædede os til det.

Hvad forventede i at få ud af det?

At det ville hjælpe os særligt i forhold til Copenhell og Roskilde, hvor vi skulle stå på nogle betydeligt større scener end dem, vi er vant til. Vi fik også en større forståelse for, hvordan man skaber et show med sammenhæng, så det ikke bare er os, der går ind og spiller og gør det samme igen og igen. Vi synes, at vi har fået mere styr på det grundlæggende, så vi ved, hvad vi laver på scenen. Det var et godt spark for os at få en professionel, som ikke er personligt investeret i bandet, til at se os udefra og være bundærlig, så vi ikke kun får venlige inputs fra omgangskredsen. Det var et ærligt og forfriskende input, at han kunne tale frit og have friske øjne på det, han så.

Hvordan var det at have scenetræning? 

Foto: Konvent

Vi blev lidt overrasket over hvor meget det handlede om Rikke, som frontfigur, da vi havde, forventet, at det handlede mere om os alle sammen. Det gav dog god mening, da vi kom i gang.
Det var grænseoverskridende i starten bare at skulle stå og spille i et tomt lokale og skulle give den helt vildt gas uden publikum. Det fik i dén grad bragt os ud af vores comfort-zone, hvilket dog var positivt. Vi lærte en del om, hvor man skal kigge hen, både på publikum og hinanden og have fokus under koncerten. Det handler også om at bygge koncerten op, så man ikke giver den helt gas fra starten og på den måde giver publikum alt i første sang, men stille og roligt bygger mere og mere op, for på den måde at holde shows spændende hele vejen.
Det er vigtigt ikke at gøre de samme ting for mange gange, at hvis man gør noget særligt f.eks. at Rikke stiller sig op til Julies trommer og synger, så har det en stor værdi som et ”visuelt billede”, men hvis hun gør det flere gange i løbet af koncerten, så mister det værdi. På den måde kom han med mange små justeringer og råd til hvad man skal tænke over.
Vi talte også om setliste-opbygning, hvor han kunne bidrage med nogle modeller, i forhold til at sikre den rigtige energi undervejs, så man f.eks. ikke brænder ud for tidligt.

Derudover kommenterede han på vores visuelle udseende, som satte en masse tanker i gang,  om vi skal til at tænke mere ”show” indover vores tøj og make-up på scenen. Vi arrangerede efterfølgende et møde med en makeup-artist, som hjalp os med at udvikle dette område og tænke ud af ”hverdagsboksen”.

Alt i alt fik scenetræningen bevist, at ligesom man skal lære at spille på sit instrument, så er dét at optræde og performe også noget, man skal lære og udvikle for at blive god.

Hvad følte I, at I fik ud af det bagefter? Og hvordan brugte I det inden Copenhell? 

Vi havde fået nogle meget håndgribelige ting, vi kunne arbejde med, som opbygning af setlisten og fokuspunkterne for os hver især. Det var naturligvis ikke alt, vi tog med videre, men det gav os en masse at arbejde ud fra.

Vi blev mere bevidst om de andres roller, og hvordan vi kan bruge hinanden under koncerten, og fik dermed i fællesskab talt om det samlede billede for koncerterne. Fik udvidet vores tankegang om, hvad det gør og kan gøre for os. Det gjorde også, at vi fik lagt en mere klar plan, end vi tidligere har haft for shows om hvem, der gør hvad og hvornår.

Hvad lærte I under Copenhell?

Vi fik prøvet en masse ting af, følte os mere trygge på scenen, men særligt også bedre rustet til at kunne træffe beslutninger om ændringer på baggrund af de værktøjer, vi fik hos Kristian Koch. Vi ændrede f.eks. i setlisten efter Copenhell-koncerten frem mod Roskilde.  Men også under de to shows lærte vi, at vi ikke følte for stå så stille i starten, som ellers var planlagt, og derfor bevægede vi os noget mere, fordi det hele bare blev lidt for statisk. Det betød ikke, at hans feedback var dårlig, men han har arbejdet med bands i mange andre genre herunder bands, der spiller langt mere stille musik end os. Så ikke alt virkede for os, men det ændrer ikke på, at det var et meget givende forløb, som vi bestemt vil anbefale andre bands, uanset om de føler, at de har brug for det eller ej.

Havde de ting gjort en forskel for jer, da I stod på Roskilde?

Det havde den effekt, at vi var mindre statiske og bevægede os mere frit.  Og det virkede rigtigt godt at få ændret setlisten, så den ramte mere korrekt. Rikke havde et større fokus på stadig at bruge virkemidlerne, men var meget mere energisk. Det hele blev bedre, fordi vi hvilede mere i det og kunne bevæge os frit sammen. Vi er generelt blevet meget mere sikre i dét at stå på en scene, efter det her forløb.

Hvor tænker i at bruge det fremadrettet?

Foto: Konvent

Kristian Koch vil altid være i vores hoveder. Men det er en god ting. Det vil gøre, at vi tænker over de ting vi har lært, uanset om vi igen spiller på en stor festival eller en mindre klubscene. Det er noget, vi vil forsætte med at arbejde med, da der ikke findes en facitliste, men det er mere en masse værktøjer, der gør, vi har en mere teknisk tilgang til det hele nu. Nu ved vi, at en del ting virker og vi behøver ikke være nervøse for hele tiden at skulle underholde.

Det gør, at vi føler os mere klar til kunne klare de udfordringer, som vi vil møde fremover, at vi har en tro på det hele og et ønske om at blive ved med at udvikle os på det område at optræde, hvor før har det måske mest fyldt, at vi gerne vil spille godt, men uden at vide hvordan, der har vi nu noget at arbejde ud fra.

 

Hvad er jeres råd til andre bands i forhold til scenetræning?

Tag udgangspunkt i jeres egen musikgenre og hvad der giver mening for jer. Vær åbne overfor at blive inspireret af bands i andre genrer og deres sceneoptræden, men gør det relevant for jeres specifikke genre. I kan sagtens tage input fra andre steder, f.eks. er Kristian Koch jo ikke metaller.

Det handler om at spørge sig selv, om det er dér, man har udfordringen.  Det kan også give mening at filme sig selv og efterfølgende kigge på optagelserne sammen, så har man også en decideret koncert at vise coachen, som så har et meget mere konkret udgangspunkt.

Vi synes, at det ville være en god idé at forventningsafstemme internt i bandet inden forløbet, så alle går ind til det med samme mindset.  Det ville være rart, hvis vi kunne have haft ham ad to omgange, så vi både kunne lære nye teknikker og også sparre med ham, når vi havde prøvet det af,  rette til og udvikle i fællesskab.

Det ville være rigtigt rart, hvis vi kunne have ham løbende, f.eks. inden de store shows, igen efter dem og måske igen efter næste tour. Da man lidt kun nåede bagsiden af bogen, selv om den var god.

Hvis I kender nogen, der har prøvet det før, så tag fat i dem, ligesom andre bands meget gerne må skrive til os, hvis de gerne vil høre mere om vores forløb.

Og det store spørgsmål; Er det pengene værd?

Ja, det synes vi, fordi selvom vi kun havde ham den ene gang, så føler vi, at det er noget, som bliver ved med at give. Det er helt sikkert dyrt, men vi føler, vi har fået rigtigt meget ud det. Om vi gør det igen, kan vi ikke sige, vi vil rigtig gerne, men det afhænger jo af økonomien.

Med de ord siger vi her på Blastbeast tak for snakken til Konvent. Vi synes, det lyder som en meget spændende proces, de har været igennem! Som et medie, hvor nyheder og liveanmeldelser er det, som fylder mest, så kan vi kun opfordre til at gå i Konvents fodspor og få hjælp til udvikle den del af sit band, da det udtryk, som mange kommer med live enten kan åbne eller lukke døre. Det at optræde er noget, man skal lære, ligesom man har lært at spille på sit instrument. Dermed virker det som en oplagt idé at få én, der ikke er personligt involveret i bandet til at kigge på udefra og komme med input til udviklingen.