Det samlede Blastbeast fra venstre:
Søren Weiss, Alexander Kolby, Martin Horn Pedersen, Jannie Ravn Madsen

I kølvandet på den sidste uges heftige diskussioner, mudderkastninger og beskyldninger om sammensværgelser, konkurrenceforvridende aktiviteter og boykot har jeg fået lyst til at skrive et særligt (og ærligt) blogindlæg, hvor tankerne og ordene simpelthen får frit løb.

Og hvorfor så overhovedet gøre det? Simpelthen bare fordi jeg har lyst. For personlige blogs og de personlige beretninger er nemlig – og har altid været – selve grundstenen hos Blastbeast.

De sidste par uger har ikke været sjove. Hele denne snak om boykot har ikke været kønt at bevidne. Ej heller være en del af. De sociale medier gør det let for folk at svine hinanden til. Det gør det let at kommentere på alt. Også på områder, hvor man måske lige burde tænke sig en ekstra gang om, før man råber højt. Eller endnu bedre, måske bare lige tage sig tiden til at læse alt med småt inden der trykkes på enter. Husk nu venner, at der er modtagere i den anden ende. Det er så utrolig let at glemme, når man sidder bag skærmen i den anden ende.

Nok om det…

Hele denne sag, hvor 9 medier nu er blevet beskyldt for at planlægge en boykot mod Volbeat (og når du nu læser dette indlæg, så kig gerne på både venstre og højre side af Blastbeast, for at se det ironiske i det), har grebet om sig og har nu nået et niveau hvor det er svært, at finde glæde ved det man laver. Og det er endda selvom det jo gerne skulle være fordi det er hyggeligt og sjovt. Økonomi er der ikke noget i her.

Blastbeast er, som nogle måske allerede ved, kort og godt startet af to musikglade venner, Alexander Kolby og undertegnede, Søren Weiss, der fandt sammen om glæden ved musikken.

Blogindlæg med personlige tanker og perspektiver var hele grunden til, at Blastbeast tilbage i 2011 overhovedet startede op. Det er hvad vi er og det er det vi fortsat ønsker at være. Vi vil ikke og har aldrig ønsket at være det mest kritiske, mest fremadstormende og altomfavnende metalmedie i Danmark. Vi gjorde det for glæden ved musikken. At diskutere musik, at gætte på hvilke bands der kunne komme på festivaler, at dykke ned i undergrunden for at høre det nyeste nye. Samtidig så vi det også, som en mulighed for at afprøve alt det vi har lært, på hver af vores respektive studier, i praksis.

Som den lille blog vi er har vi altid gået vores egne veje. Der har aldrig været et mål der hedder, at der skal anmeldes 20 albums og/eller x-antal koncerter/festivaler om året. Og vi har under ingen omstændigheder aldrig været en blog skabt for, at kunne komme gratis ind til koncerter. Anmelder vi en koncert er det fordi det giver mening for os. Fordi vi kan se at outputtet kan være givende for bloggen. At det kan være givende for os på det personlige plan og som derfor kan smitte af i vores efterfølgende skriv. Hvad enten det er små eller store bands/arrangementer. Hvis folk så kunne have lyst til at læse det vi skriver, kunne det da være fedt. Men en målsætning om at være store eller toneangivende har der aldrig været.

8 år senere er vi stadig i live og det er vi fordi vores grundidé og vores vision fortsat er intakt, selvom tiderne på de sociale medier har ændret sig gevaldigt på bare 8 år (nogle gange ikke til det bedre). Samtidig har scenen også ændret sig. Der er kommet flere koncerter til landet, flere nye bands og flere festivaler. Det er jo bare positivt. Men det betyder også, at vi aldrig vil og aldrig kommer til, at kunne dække alt der kommer forbi. For vi er fortsat kun dem vi nu engang er. Og det er vi stolte af.

Siden 2011 er Blastbeast kun blevet udvidet med vores gode venner Martin Horn Pedersen og fotograf Jannie Ravn Madsen. Og det er fuldt bevidst. For som tidligere skrevet har vi aldrig haft et ønske om at udvide til et kæmpe medie, med en stor redaktion. Det lader vi andre senere nyopstartede blogs om. Ingen nævnt, ingen glemt.

Hvis vi gjorde det, ja så ville udgangspunktet og fundamentet for Blastbeast smuldre. Så ville det ikke længere være personligt og jordnært, med fingeren på pulsen.

Vi tror dog samtidig på, at den danske metalscene har brug for store online medier som vores gode venner hos Devilution, hvor seriøsiteten er i højsæde, med skarp journalistisk som den bærende søjle. Derfor støtter vi også op, når denne type af kritik bliver bremset. For vi har som scene brug for det. Bands og festivaler har brug for kritik, også selvom denne kan ramme hårdt engang i mellem. Det er vi simpelthen nødt til at huske og bakke op om.

Og hvad vil jeg så med alt dette her? Måske ikke så meget? Måske simpelthen bare for igen at komme op til overfladen for at få luft? Måske lige for at bremse op og få sat lidt perspektiv på det hele.

Søren Weiss.