Konvent på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen

For lidt over en uge siden stod de for at åbne den første fulde musikdag på Copenhell og nu søndag d. 30/6 stod det danske doom/death band Konvent på Roskilde Festivalen, hvor de klokken 18.30 var årets første metalnavn på Rising scenen.

 

Bandet indtager, med ro og fokus, scenen og fra første brutale brøl fra Rikke List er publikum i fronten på. Efter en lidt svær start med lav lyd og hvor alt ikke lige er 100% på plads, begynder det at spille for Konvent. Publikum viser et pænt fremmøde for et metalband på sådan én søndag aften og det er endda i en genre, der ellers ikke normalt rammer det brede publikum!

Bandets medlemmer virker langt mere rolige og trygge på scenen end jeg tidligere har oplevet, hvilket helt klart er en styrkelse for kvartetten i at få den tunge musik stærkt udover scenekanten og løfte dem op på næste niveau rent livemæssigt.

Konvent på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen

Et stykke inde i koncerten får damerne selskab af forsangeren fra Morild, Tue Krebs Roikjer. Kombination af hans og Rikkes stemme virker rigtig godt og giver en stærk harmoni mellem det mørke og mere lyse growl. Begge dele brutale, tungt og mørkt!

Efter dette indslag virker det som om, at stemningen har fået et ekstra hak op hos publikum. Dette medfører cirkelpits, “hygge”-moshning og en masse horn og knyttede næver i vejret. Der er dømt massive riffs, der når ud til publikum, som en regulær mavepuster. Svært er det ikke at lade sig rive med af denne tyngde. Den fine, fine solskins søndag bliver vi suget  ind i mørket.

Efter 45minutter er koncerten slut og Konvent har leveret den stærkeste præstation jeg har oplevet fra dem, siden de indtog dansk metal med lyntoget. Denne dag på Roskilde viser de, at vi sagtens kan se frem til – med store forventninger – den kommende plade og fremtidige liveshows.