Emmure (før). Foto: Aleg-One

Der skal lyde kæmpe klapsalve for at hive en bandpakke som denne til Danmark – men at hive publikum til provinsen på en højhellig søndag er noget de dovne københavnere nok skal vænne sig lidt til. En tilvænning som aftenens hovednavn tydeligvis heller ikke havde gjort sig.

Alpha Wolf. Foto: Aleg-One

 

Alpha Wolf (af Aleg-One)

Første band på aftenen var ungt, friskt og fyldt med energi. Alpha Wolf er et band jeg ikke har stiftet det store bekendtskab med forud for i aften, men det skal nok til at ændre sig! For deres dystre og tonstunge take på metalcore sender tankerne hen på en lidt (okay, væsentligt) pænere udgave af danske Cabal. Dog med færre dødsritualer og kultmedlemmer.
Specielt det nye nummer “Sub-Zero” samt et af de mest latterligt langsomme og tunge breakdowns jeg nogensinde har været vidne til gjorde, at øjnene blev spærret op for de unge australiere.
Dog ville jeg nok holde mig til tyngde og vildskab og droppe det enkelte clean omkvæd I havde med. Yikes.

 

 

 

 

 

 

Fit For A King. Foto: Aleg-One

Fit For A King (af Martin Horn Pedersen)

Næste navne på programmet var Fit For A King, metalcore fra Dallas, Texas. Det var forventet, at det hele ville blive noget mere følsomt nu og ikke helt så hårdt, men som med så mange metalcore bands ,bliver der skruet op for kraften når de først indtager scenen. Fit For A King leverer solidt på scenen, gode breakdowns, de følsomme omkvæd får ikke helt samme fokus, som de har haft på pladen, måske fordi det hurtigt står klart, at clean vokalen ikke er deres aller stærkeste side. Igen en backup sanger der, ligesom Alpha Wolf,  var helt skidt og frontmand Ryan Kirby er bestemt også bedre på growl end clean. Det ændre dog ikke på at vi fik aftens første moshpit, og der generelt kom mere og mere gang i publikum, så Fit For A King fik leveret en solid omgang, uden helt at komme op og ringe, men forsat den fine opvarmning.

 

 

 

Obey The Brave. Foto: Aleg-One

Obey The Brave (af Martin Horn Pedersen)

Kongerne af bøllecore! Sidste jeg havde fornøjelsen af af se dette band var på Groezrock i 2015, hvor der blev delt breakdowns og bøllecore ud til den stor guldmedalje! Denne aften på Richters starter de samme sted med ”Raise Your Voice”, som med det samme får folk til synge med og bevæge sig. Det fungere også fint til ”On Our Own”, men den nye single ” No Apologies”, ja, det er jo et okay metalcore nummer, men bestemt ikke det man står klar på til en Obey the brave koncert. Det står også klart efterhånden, at forsangeren ikke bare råber utroligt højt, men at hans vokal også virker skruet alt for højt op, så det nogle steder grænsede til det ulidelige. Jeg skal gerne være den første til at hade på vokaler der drukner i lydbilledet, men her var det lige lidt for meget af det gode. Publikum virker ikke rigtigt på, desværre, og frontmand Alex Erian’s forsøg på starte noget bevægelse op virkede ikke rigtigt. Det lader til, at dem elsker bandet mest, er den mere voksne del af publikum, der nok er lidt for gamle til moshpits. Heldigvis sender ”Live and Learn” os på rette sport igen rent inden ”Get Real” og ”Full Circle” igen viser at bandet ved hvordan bøllecore med masser af breakdowns skal leveres. Så på trods af høj vokal (og noget malplaceret hiphop spillet mellem nummrene), så levere de en fed koncert – som forventet.

 

 

 

 

Rise Of The Northstar. Foto: Aleg-One

Rise Of The Northstar (af Martin Horn Pedersen)

For et halvår siden tog jeg til London for se koncert med amerikanske Terror, men også for at se franske Rise of The Northstar dagen inden, som desværre aflyst kort inden afrejse. Så det var med en vis forventning, at de nu langt om længe kom forbi Danmark! Og det er virkelig cirkus på den bedste mulige måde. Bannere i front af scenen samt uniformer og masker på bandet! Frontmand Victor “Vithia” Leroy danser fantastisk og energisk rundt på scenen, mens der bliver sunget om samuraier og råbt “BOOM”! Det står meget hurtigt klart at ROTN deler publikum. Enten elsker man det show der er ved at udspille sig på scenen, ellers syntes man der er noget gøgl. En gruppe foran scenen elsker og mosher løs. Der er masser energi fra scenen hele vejen, også så meget at frontmanden ikke altid helt har den luft der skal til for at råbe igennem. Det gør dog ikke noget, for det virker hvis man er til det. Desværre har bandet den korte setliste med i aften, hvilket gør, at det kun er de seneste 2 albums vi får numre fra, så ingen ting fra debut EP, som ellers lag grundlaget for hele deres beatdown stil. Det skal dog ikke tag noget fra bandet, som leverede et fantastisk show. Ikke for alle, men hvis man er til stillen, så var der valuta for pengene. Min lyst til møde et Japan set ud fra Fransk metalcore rap, er hvert fald stadig kæmpe, og håber bestemt de kommer forbi snart igen, næste gang forhåbentlig med et lidt længere show.


 
 
 

Emmure (efter). Foto: Aleg-One

Emmure (af Aleg-One)

Når fremmødet på en metalaften i provinsen på en søndag ikke helt er ligesom i en storby i Tyskland dagen før, er der forskellige måder man som bands kan reagere. Alpha Wolf viste gå-på-mod og bed fra sig for de fremmødte tidligt på aftenen, Fit For A King viste taknemmelighed og ydmyghed for deres fans, Obey The Brave tog det med et grin og en god gang humor og Rise Of The Northstar lod sig på ingen måde påvirke og gave de forreste rækker den samme opmærksomhed som hvis det var en sal fyldt til randen. Og hvad gør Emmure, så? Jo, Emmure, der kort forinden have har fået skiftet hele bandet ud, med undtagelse af frontmand Frankie Palmeri (wonder why), valgte at lade skuffelsen gå så groft ud over publikum, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv af tåkrummende pinlighed. Allerede fra bandet går ind på scenen kan man se, at Frankies opmærksomhed langt fra er på de forreste rækker, som frådende tager imod deres idol, Næh, han vil hellere sende sit døde blik ned bag i salen hvor der er tomt. Et par numre inde i sættet fik vi så også elegant at vide, imens Frankie snøvlet sidder med ryggen til publikum foran trommesættet, at vi er på “the not-to-visit-again cities” listen. Her forlod de første 20-30 koncerten. Inden et breakdown i et af numrene, blev teksten lige skiftet ud med at sige “This is a waste of time”, hvorefter han forlod scenen et kort øjeblik. Da en person viser noget entusiasme og crowdsurder, når han blot at vide af Frankie at han er en “freak”. “I don’t give a fuck” lader til at være den glose Frankie benytter mest, men den holder vist ikke helt længere, når han bliver så barnefornærmet over, at der ikke var flere, at det skal gå ud over dem som rent faktisk kom. Idioti.
Frankie. Det er mig en gåde, at jeres middelmådige musik har kunne overleve dit oppustede ego, din dumsmarte attitude og fuldstændig malplacerede bæmunds-fremtoning og har kunne få jer så langt. Energiforladte købemusikere er åbenbart heller ikke vejen til frelse. Håber efter i aften, at I ligeså er kommet på en “not-to-book again” liste. En skam, for “Look at yourself” udgivelsen fra 2017 er milevidt bandet bedste, men selv numre fra denne plade fik du slagtet til ukendelighed.
De får 1 stjerne for deres visuals, der trods alt var et friskt pust, samt de sporadiske håb der kom undervejs for, at Frankie ville tage sig sammen og spille en seriøs koncert for sine fans.