Sólstafir i Lille Vega, Foto: Weiss

Der var dømt nordisk kulturmøde, da islandske Sólstafir sammen med lige så islandske Árstíðir og svenske Louise Lemón spillede os varme på den ellers ret så råkolde lørdag aften i Lille Vega. 

Oppe i Store Vega spillede Clutch, men for denne anmelder var der bestemt ingen tvivl om hvilken én af de to sale man skulle besøge denne aften.

Valget var naturligvis faldet på evigt majestætiske Sólstafir og deres nordisk klingende melankolske post rock. Flere gange har bandet fra det kolde nord imponeret mig og heldigvis blev det til endnu en aften med gåsehudsfremkaldende store øjeblikke. Så efter både Louise Lemón og Árstíðir havde leveret deres vidt forskellige take på nordisk musik. Louise Lemón med sin imponerende soul røst og Árstíðir med deres akustiske setup, kunne Sólstafir for alvor tænde op for anlægget i Lille Vega. På en aften som faktisk var ganske velbesøgt.

Sólstafir er som sådan ikke musik der er beregnet til at gå amok eller til at feste til. Det er på én gang både en krævende lytteroplevelse og en overrumplende lytteroplevelser, for hvem der tager sig tid til, at lade sig opsluge af deres iskolde melankoli, der styrkes af lyden af den hårdtslående post rock.

Bandet er fortsat på tour med deres seneste album “Berdreyminn”. En tour hvor de også besøgte Pumpehuset’s store sal på stort set samme tid sidste år. Nu var turen så kommet til Lille Vega og her lagde islændingene ud med den instrumentale “78 Days in the Desert”, for så at gå direkte over i “Köld”. En hårdtslående start, der omgående sørgede for, at få publikum med.

Sólstafir bevæger sig i et musikalsk landskab bestående af storslåede og malende melodier, lyrisk sunget på islandsk af bandets mesterlige sanger og guitarist Aðalbjörn Tryggvason. De islandske cowboys havde denne aften fokus på både nyt og ældre materiale, hvor vi igennem bandets næsten to timer lange koncert fik leveret nye sange som “Ísafold” og “Hula”, til post rockede ny-klassikere i den imponerende og gåsehudsfremkaldende “Ótta” midtvejs i settet og til “Fjara,” som det første ekstranummer.

Sólstafir ved hvordan de skal bygge en koncert op med næsten dramaturgiske virkemidler. Det hårdtslående møder det bløde og når det sker, er det her, at min fascination for bandet i sandhed opstår.

Denne aften i Lille Vega havde Sólstafir fuldstændig kontrol over situationen og forstod at læse sit publikum. Tak for endnu en fantastisk oplevelse! Må der komme mange flere!