Slayer takkede af for denne gang, med en rendyrket “American greatest tour” eller et “Clash Of The Titants” – om man vil. I hvert fald havde Slayer sørget for solid support for denne deres (eftersigende) sidste koncert nogensinde i Danmark. 

Ligesom alle andre var vi naturligvis også på visit i Royal Arena, da Slayer rundede af med en sidste omgang i Danmark. Det blev gjort med en solid omgang support, bestående af metalliske lækkerier af både død, thrash og groove.

Obituary

Obituary i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Direkte fra Florida var det op til tonstunge Obituary, at sparke aftenens brag i gang, allerede inden de første havde nået at få kværnet Royal Arena’s såkaldte deluxe hot dog færdig. Og hvis man på forhånd – ligesom undertegnede – havde frygtet at den halve time med Obituary ville blive en trist oplevelse med “support-lyd”, ja så kunne vi godt tro om igen. Obituary bragede deres massive og på alle leder og kanter legendariske groovy dødsmetal direkte ud i hovederne på os alle, fra det første drøje hug på “Deadly Intentions”

John Tardy og resten af slænget var ikke kommet for at danse. Der skulle leveres en halv times velplantet og fokuseret dødsmetal og det var præcis hvad der blev. Obituary var ubetinget aftenens højeste og tungeste indslag og amerikanerne beviste atter, at de bestemt ikke har i sinde at skrue ned for tourvirksomheden lige foreløbig. Ligesom John Tardy bestemt ikke har mistet tyngde i sit fuldfede scream. Obituary groover som ganske få. Og bandet leverer altså gang på gang. Om det så er i et totaltpakket Pumpehuset, til deres eget klubshow. Eller i king size format foran 11.000 i en sal som Royal Arena.

Efter 6 sange og en afsluttende “Slowly We Rot” kunne aftenen næsten ikke være sparket bedre i gang! Aldrig har det føltes så godt, at blive slået så hårdt i maven med en musikalsk jernhammer, som denne!

 

 

Anthrax

Anthrax i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Anderledes sterilt blev det derimod med Anthrax, der ellers prøvede ihærdigt at få gang i pitten, med deres punkede cross-over thrash. Sanger, Joey Belladonna, spænede rundt på scenen, som en hovedløs Duracell kanin, i et håb om at få pisket en stemning op. Men det hele virkede sgu’ for påtaget til, at frontmandens vilde eskapader blev rigtig fedt.

Besynderligt er det også, at med en setlist på godt og vel 40 min, ja så vælger Scott Ian og co. at spille så mange covernumre, at det ligeså godt kunne have været et jamband, der stod på scenen denne aften. Man skulle ellers tro, at med over 30 års tros tjeneste skulle Anthrax tro nok på sit eget materiale. I hvert fald var blot 5 numre denne aften skrevet af Anthrax selv. Det er ikke godt nok. Fest eller ej.

Amerikanerne lagde ud med introen til “Cowboys From Hell” , for så at ramme direkte over i en solid udgave af “Caught in a Mosh”. Med “Got the Time” ramte vi aftenens anden covernummer, der lagde op til aftenens tredje cover med Trusts “Antisocial”.

Anthrax har måske ikke udgivet stribevis af hits i nyere tid, men med den sublime “Fight ‘Em ‘Til You Can’t” fra 2011s “Worship Music”, har bandet alligevel formået at skrive en ny-klassiker. Med det nummer alene, sikrede Anthrax sig en solid midte på koncerten, med et nummer der er ligedele hårdtslående og melodisk stærkt.

Afslutningsvis rundede Anthrax af med “Indians” og en outro på “Cowboys From Hell”. En lidt besynderlig koncert, der aldrig rigtig peakede. Et eksempel på et band der prøver alt, alt for meget, i stedet for at holde fokus på hvad de rent faktisk er bedst til.

 

 

Lamb Of God

Lamb Of God i Royal Arena. Foto: Weiss

Groove kongerne i Lamb Of God, der netop er blevet annonceret til Copenhell, var som direkte support til Slayer, denne aften, tydeligvis også det band – udover hovednavnet naturligvis – som flest var kommet for at se. Og det er altså forståeligt. Selvom jeg måske ikke er åbenlys stor Lamb Of God fan, så kan man ikke tage fra dette band, at de modsat eksempelvis Anthrax, altid formår at holde et 100 % stramt fokus på lige netop det de kan, skal og bør gøre: at underholde med maksimal energi. En energi og ikke mindst et nærvær, der virker ærlig.

Lamb Of God er ubetinget kongerne af groovy hegn og den position styrkede de egentlig blot denne aften, med godt og vel en times lang koncert.

De 9 sange sad lige i skabet. Fra første anslag på “Omerta” og til den afsluttende klassiker “Redneck”, der naturligvis blev serveret med aftenens – på det tidspunkt – største circlepit.

Med 20 år på bagen burde Lamb Of God kunne ses som den naturlige arvtager som én af fremtidens store headlinere. Spørgsmålet er så blot om de, efter 20 år, har de helt store numre der skal til? Ingen tvivl om at sange som “Walk With Me in Hell” , “Now You’ve Got Something to Die For” og førnævnte “Redneck” er bomber til enhver metalkoncert. Spændende bliver det i hvert fald at se, om ikke Randy Blythe og co. overtager Slayers plads, når festivalerne skal smide deres hovednavne på i fremtiden. Jeg tror det!

 

 

Slayer

Slayer i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Og så til aftenens hovedret.

Ildkanoner, store omvendte kors, pentagrammer, dødningehoveder osv osv osv. På denne sidste headliner tour har Slayer bestemt ikke sparet på noget som helst på det visuelle plan. For én sidste gang var det nu muligt at opleve d’herrer Kerry King og Tom Araya i front, for et af de bands, der har betydet mest for udviklingen af den tungere ekstrem metal. Både musikalsk og visuelt.

Til det var vi heldigvis mange der havde indløst billet. Og selvom den øverste balkon denne aften var lukket, blev der alligevel slået rekord i flest solgte bajere i Royal Arena – nogensinde! Og dét var altså på en mandag! Ingen tvivl om at det klistrede gulv havde fået sine ølsjatter op til hovednavnet.

Slayer måtte denne aften, for første gang gå på scenen, med tidligere Machine Head guitarist, Phil Demmel som spadesvinger, der som bekendt måtte træde til i sidste øjeblik, da nuværende guitarist, Gary Holt, måtte forlade touren af familie mæssige grunde. En absolut værdig afløser, der på rekordtid havde fået indøvet Slayers 19 numre lange setliste.

Denne afslutningskoncert for et af genrens helt, helt store navne vil for undertegnet blive husket som en koncert, med et band, der åbentlyst har truffet det rette valg: at slutte når legen er bedst. Tom Araya kæmpede flere steder med sin vokal. At kunne komme helt derop hvor den var i bandets storhedstid, kan man i sagens natur ikke forvente af den næsten 60 årige frontmand. Men denne aften var stemmen mere slidt end vanligt.

Slayer i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Der er bestemt ikke noget nyt i, at flere af genrens gamle drenge ikke kan levere maksimalt som i storhedstiden. Hvordan skulle de da også kunne det? Men Slayer virkede – i hvert fald i starten af denne koncert – som et træt orkester. Langt mere træt end jeg mindes at have oplevet før. Træt og mærket af de utallige tours på landevejen. Og som åbenlyst stod i skærende kontrast til 2017s magtdemonstration på Copenhell.

Det tog lang tid for bandet for alvor at komme op i omdrejninger. Men vi nærmede os da halvvejs, med et solidt attack fra duoen “Postmortem” og “Black Magic”, der ramte præcis dér hvor den skulle ramme. Med passende mængde af både energi og vrede.

Den obligatoriske afslutter med “South of Heaven”, “Raining Blood” , “Chemical Warfare” , “Angel of Death” mindede os heldigvis om hvor mange uddødelige klassikere dette band har begået.
Og ja Slayer har givet os mange, mange store øjeblikke. Og jeg er udmærket klar over, at lige præcis dette band, er som den hellige gral for store dele af genrens fans. Men denne afslutningskoncert vil altså ikke gå over i historien som Slayers bedste koncert i Danmark. Langt fra. Tager man effekterne væk og lader musikken stå nøgent, så ville aftenens musikalske levering ikke kunne bære det alene.

Men tak for alt Slayer. Den sidste stjerne er givet for jeres enorme betydning for genren!