For 10ende gang siden 2003 debuten “Spirit of the Forest” kan bannerførende for den finske folk metal, Korpiklaani, smide et nyt album på gaden. 

Allerede inden man sætter albummet på, afslører pladens flotte cover omslag hvilken type af musik vi har at gøre med her. 

Korpiklaani’s nyeste udspil “Kulkija” er et lyst, lystigt og farverigt album, hvor der dog er blevet skruet gevaldigt ned for den tungere metal og gevaldigt op for den finske folkemusik. 

I virkeligheden vil jeg nok kalde dette udspil for 40 % metal og 60 % folkemusik. Samtidig fremstår helheden alligevel mere rå end længe hørt fra Korpiklaani. Produktionen her er mindre bombastisk og “tung”, og det har givet langt mere luft og fylde til de egentlige folkeinstrumenter, som i dette tilfælde er baseret på både brugen af violin og harmonika. 

Sanger, guitarist og sangskriver, Jonne Järvelä, har skrevet 14 sange på Kulkija. Alle skrevet og sunget på finsk. Enten er man til det eller også er man ikke. Men det er klart, at hvis man er til den muntre uptempo Korpiklaani, som bandet er blevet kendt for i de bredere metal-kredse, så vil man uden tvivl blive skuffet over dette udspil.

Der er ikke skyggen af druksange som “Happy Little Boozer”, “Beer Beer” eller “Vodka” at finde på “Kulkija”. Men derimod står den på fine velskrevne – og til tider melankolske – folkmetal sange, der næsten tangere egentlige folkeviser. Hør selv på sange som “Harmaja” , “Aallon Alla” og den lange “Kallon Malja”.

Korpiklaani har skrevet et album, som fans af bandet nok skal kunne finde glæde ved. Ser du derimod Korpiklaani som “druk”-bandet du kan gå amok til til koncerter, ja så bør du nok springe dette album over. Og kan du slet ikke lide folkmetal…. ja så er det godt gået, at du har læst med så langt. 

Opsummering: 40 % metal – 60 % folk. Korpiklaani har skåret ind til benet og er vendt tilbage til udgangspunktet, med et album der oser af finsk melankolsk folkemusik, med metal som “backing band”. Druk-sangene er der derimod skåret ned på. Er du i forvejen glad for folkemusik og i særlig grad Korpiklaani’s version af folkemusikken, ja så kan du snildt lytte på “Kulkija”. Er du ikke glad for folkmusik, er det dog ikke her du kommer med på vognen. 

Lyt specielt til: “Harmaja” og “Aallon Alla”

For fans af: Huldre, Fejd og Heidevolk 

Korpiklaani – Kulkija udgives via Nuclear Blast