Fandme så! Det er blevet den tid på året! Vi skal løfte sløret for det fjerde New Shit navn for 2018!! I den forbindelse håber vi I er klar til at fordybe jer! For det kræver dette bands musik.

 

Med Expatriated tager vi den progressive hat på. Det helt nye band fra Horsens  er nemlig i dag klar med deres første fulde udgivelse. Et konceptalbum med titlen “The Last Trace of the Imprudent.” Og uden at skulle gå alt for meget op i sammenligninger, ja så er der i hvert fald ingen tvivl om, at disse gutter har lyttet til deres Opeth. 

Dét er bestemt ingen skidt ting. For Expatriated viser glimrende teknisk kunnen ud i polyrytmik, skæve og dog memorable riffs (lyt blot til pladens andet nummer – den glimrende “Adherence”), samt dyrkelsen af brutal aggressivitet, kombineret med eftertænksomme atmosfæriske passager. 

Og så er gutterne her bestemt ikke bange for at skrive lange sange. På det punkt er “The Last Trace of the Imprudent” et kæmpe udspil, med hele 7 sange, med en gennemsnitslængde på godt og vel 9 minutter hver.  Av min arm der er meget musik her, som kræver fordybelse!

”The Last Trace of the Imprudent” er et tekstmæssigt konceptalbum, hvor lytteren følger historien om en ustabil mand, der eftersætter sin elskedes morder – en rejse, som viser sig at have store konsekvenser for hovedpersonen. Musikken balancerer således en skrøbelighed, som hele tiden truer med at kollapse i et kaos.

Giv hele albummet en lytter her:

Alt fra progressiv rock til teknisk death metal bliver blandet sammen i bandet’s sound. En sound der ligeledes indeholder både store mængder af growl og clean vokal. 

Expatriated er en trio bestående af guitarist, keyboardspiller og vokalist Nikolaj Bak, bassist Jens Gadeberg og trommeslager Jon Glud Kloster. Disse gæstes af Ken Holst (Illdisposed) på en solo i nummeret “The Cleasing”. 

Så gi’ dig selv tid til fordybelse i Expatriated’s omfattende univers og gør dig klar til en kæmpe oplevelse, når du til Januar kan opleve bandet i både København og i Aarhus til The New Shit Showcasen. Datoerne for disse er lagt fast og vil blive offentliggjort inden længe, sammen med links til billetsalg. 

Vi glæder os til at opleve bl.a. Pudsige Herrer, (0), Drukner og Expatriated til The New Shit Showcase næste år!  

Expatriated på Facebook
Expatriated på Bandcamp