Watain på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen

Natten til lørdag var mere eller mindre historisk sort på Roskilde. Med navne som Celeste, Myrkur, LLNN og så altså Watain, som de 4 formørkede bands denne nat. 

 

Af de 4 bands, indtog Watain den største scene, Avalon, med deres punkede tag på den ekstreme black metal. 

Gik man op til koncerten og frygtede for et afbrændingsforbud, ville Watain da i hvert fald skide højt og helligt på lige præcis dét. Der var ild og der var fucking meget af det, da Erik Danielsson og resten af det svenske black metal band bragte ekstremiteterne til Roskilde. 

Naturligvis var vi ikke mange, da Watain bragte Helvedes flammer til Avalon. Ekstrem black metal kl 01.30 er bestemt ikke spiseligt for hovedparten på Roskilde. Så os der var mødt op, bestod velsagtens af lige dele nysgerrige, samt hardcore fans af den mere ekstreme metal, som der altså fortsat er på Roskilde Festival – hvis I skulle være i tvivl! 

Med “Stellarvore” fik Watain sparket koncerten solidt igang. Og herfra var der dømt black metal i det måske mest teatralske univers, et black metal band i dag kan præstere. Watain gør ikke noget halvhjertet. De mener simpelthen det her. Og det kan man mærke til deres koncerter. Nitter, corpse paint, ild, blod og flotte kostumer. Det ser fantastisk ud. 

Watain på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen

Hvad man desværre ikke rigtig kunne mærke var guitaren og et generelt lydbillede, der simpelthen synes, at være alt for lavt for lige netop den her type af musik. Når man kan stå og føre en normal samtale blot 3 meter fra scenen ved man, at det er for lavt. Desværre blev der ikke gjort noget ved det i løbet af showet. Et show der startede vanvittigt sejt, men som efter godt og vel en time og et kvarter synes at være løbet en smule ud i sandet.

Havde Watain derimod leveret et hårdt og stramt show, på lige godt en time, havde det givet mening. Koncerten blev simpelthen for lang, selvom Watain gjorde sit for at bringe Satan til Roskilde, natten til lørdag.