Dark Tranquillity på Roskilde Festival. Foto: Weiss

Hvad der på papiret godt kunne ligne en sørgelig oplevelse med Dark Tranquillity, der overlappede med Roskilde’s ubetinget største hovednavn Eminem, endte heldigvis som en memorabel metalfest, for de indkarnerede fremmødte. 

 

At skulle spille samtidig med en gigant som Eminem, på en bred musikfestival som Roskilde, må være ethvert bands (uanset genre) værste mareridt. Denne opgave gik i år til det svenske melodøds orkester, Dark Tranquillity, der indtog Pavilion sent onsdag aften. 

Bevares. Teltet var langt fra fyldt, da svenskerne gik på scenen, men det der kunne være endt som det pinligste fremmøde i festivalens historie, blev heldigvis afblæst, da koncerten præcis kl 22.00 gik i gang. Der var folk og det var ikke pinligt!

Tidligere har Roskilde præsenteret navne som At The Gates, Soilwork, In Flames og The Haunted. Nu var tiden så omsider kommet til, at festivalen kunne præsentere endnu en af den svenske melodøds ypperste navne. Langt om længe, fristes man til at sige, og Dark Tranquillity skuffede ikke. Dét selvom de var en guitarist nede denne aften. 

Frontmand, Mikael Stanne, der ellers ofte er udskældt for hans manglende powerfulde growl i live-sammenhænge, fik godt fat i publikum allerede fra koncertens begyndelse, hvor “Encircled” fik luft under vingerne, som det første nummer. 

Dark Tranquillity’s super melodiske metal gik rent ind allerede fra begyndelsen. Lyden skulle lige justeres, da manglende bund fra særligt stortromme og bas gjorde, at koncerten manglede noget tyngde. Den kom heldgivis på plads efter et par numre og Stanne kunne, ganske nemt, få os suget ind i svenskernes melodiske univers. 

“Vi har været her siden 1994, men først nu er vi blevet inviteret til at spille. For helvede hvor er det fedt” udbrød frontmanden. Naturligvis til stor jubel for det fremmødte publikum. 

Det blev en aften hvor nye sange fra “Atoma” gik hånd i hånd med ældre materiale, hvor de uundgåelige melodøds slagere som “Terminus (Where Death Is Most Alive)” og den afsluttende “Misery’s Crown” stod som to af koncertens fineste højdepunkter. 

Der blev aldrig nogen vild pit til denne koncert. Men derimod var det et lyttende og ikke mindst interesseret publikum, der tog imod Dark Tranquillity med åbne arme. Og så kunne svenskerne kvittere med en glimrende koncert.