Wardruna i DR Koncerthuset. Foto: Weiss

Einar Selvik indtog med sit norrøn projekt, Wardruna, DR Koncerthuset med endnu en overbevisende koncert, som dog ikke bød på egentlige overraskelser, men som dog én gang for alle, satte en tyk streg under Selvik’s imponerende sans for sangskrivning. 

Til tonerne af “Tyr” – altså nummeret, ikke bandet – sætter Wardruna koncerten i gang. Lyden af store lur-horn fylder koncertsalens rum. Fra første anslag er stemningen sat. Den forventningsfulde og udsolgte sal er med ét forvandlet til et norrønt paradis, hvor lyden af vores nordiske kulturarv for alvor forplanter sig hos hver og én af os. Det er lyden af flerstemmig korarbejde, horn, skindtrommer, fløjter og strengeinstrumenter fra vikingetiden. Og så er det frem for alt lyden af Selvik’s indlevende og nærværende vokalarbejde på oldnordisk og norsk.

Wardruna skaber en stemning, som ingen andre kan skabe. Det er en særlig følelse, en unik stemning, en følelse af ro, men på samme tid også en følelse af ufattelig kaos. Det er lyden af lidelse, af uro og frygt. Men også håb og glæde. Utrolig kontrastfyldt. Til en koncert med Wardruna kommer man igennem hele følelsesregistret. Men hvordan kan noget så banalt som musik dog kunne gøre det?

Det er kun de aller dygtigste sangskrivere, der formår at kunne skabe musik, der er så inderligt og følelsesladet, som Wardruna nu engang er. Vi føler den her type af musik, fordi vi på en eller anden måde, dybt inde i os selv, kan relatere til den. Det er lyden af Norden. Det er lyden af den vi er. 

Sange som “Odal”, “Fehu” og “Rotlaust tre fell” er samtidig også sange der viser, at Selvik også tager højde for at skrive de memorable melodier og hooks. Særligt er omkvædet i “Odal” gåsehudsfremkaldende smukt. En melodisk perle, der viser, at Wardruna langt fra kun er en stemning, men også i høj grad er musik med hooks og fængende melodiske fuldtræffere.   

Wardruna i DR koncertsal. Foto: Weiss

Wardruna har som sådan ikke noget med metal at gøre, skønt Einar Selvik selv har været udøvende black metal musiker i bl.a. Gorgoroth og nu, sammen med Enslaved’s Ivar Bjørnson, har skabt projektet “Hugsja”. Men rent musikalsk arbejder de med noget metalfolket kan relatere til. Wardruna arbejder med det mørke aspekt i musikken. Det dunkle og dystre – og det er jo noget vi godt kan lide! 
Koncerten’s afsluttende nummer “Helvegen” er et glimrende eksempel på lige netop det. Nummeret handler om døden og hvor vi kommer hen efter døden. 

Efter “Helvegen” bliver Selvik stående på scenen, som modtager af et fortjent stående bifald, inden han sætter i med “Völuspá”. Aftenens eneste ekstranummer. 

Har man som undertegnet oplevet Wardruna før, var der måske ikke så meget nyt under solen rent koncertmæssigt. Men ingen andre lyder som Wardruna og i disse rammer kunne det, musikalsk, næppe gøres bedre. 

Endnu en storsejr til Selvik og Wardruna!