Hos årets femte The New Shit går melankoli og ekstremitet hånd i hånd på smukkeste vis. De er allerede blevet spået en stor fremtid og det kan vi naturligvis kun bakke op om. November’s New Shit navn er: Morild!

Hvad har navne som Svartmálm (FO), Serpents Lair, Sunken og Morild tilfælles?

De har alle leveret storslået og episke black metal koncerter til The New Shit. Med Morild ombord på The New Shit holdet holder vi fast i vores stolte black metal tradition.

For Morild har i sandhed udgivet én af årets stærkeste debuter, med udgivelsen “VI”. Københavner bandet udgav “VI” i september i år og har allerede sikret sig et slot på Aalborg Metal Festival om et par uger. 
Det i sig selv siger noget om den kvalitet vi finder hos Morild. 

Stilistisk bevæger vi os i den ekstreme atmosfæriske black metal, hvor også Solbrud, Sunken og Orm befinder sig. Man kan vel efterhånden, med rette, kalde det en bølge af dansk black metal?

Men hvor Morild alligevel synes at skille sig ud fra den efterhånden ganske store mængde af black metal herhjemme, må siges at være på deres melodiske greb på genren og så naturligvis på temaet, hvor de selv beskriver Morild, som et “naturfænomen, hvor havet synes at lyse eller glimte”.

“VI” består af blot 3 sange. “I”, “II” & “III”. Ganske nemt at holde styr på, så hvorfor ikke givet hele debuten et lyt lige her:

Ingen tvivl om at Morild har håndværket i orden og særligt korarbejdet på sang “III” leveret af Christine Bach Tofft, står som et af pladens helt store øjeblikke. Her går det smukke og drømmende i direkte konfrontation mod de mareridts fremkaldende riffs. Dette skaber en flot dynamik og variation i musikken. Det er naturligvis også en formel, der er hørt ganske mange gange før. Men alligevel er det som om Morild giver det en frisk vinkel. Ikke mindst fordi de gør det på deres egen måde. 

Bandet består af Jakob Georg Nielsen på guitar, Kristoffer Alm på bas og vokal, Tue Krebs Roikjer på guitar og vokal, Simon Frenning Sørensen på trommer og vokal og Lasse Heidner på guitar. 

Mere ved vi faktisk ikke om selve bandet. Og gudskelov for det. For Morild lader nemlig musikken snakke. Ikke mindst i deres skønne pressetekst, som jeg lige tillader mig at ridse op: 

Sandet under mine fødder
Sender mig ud
I mørket og
Bølgens brusen
Omslutter alt
Omkring mig
I lyd og lys
Som jeg driver til Havs
En sidste gang
Og bliver et
Med dybet og horisonten
Evig og udstrækt
Som et vidne til
At ikke alt forgår

Morild mine damer og herrer! 

Vi glæder os til at opleve dem til The New Shit Showcase i Pumpehuset d 6/1 2018 og på Atlas i Aarhus d 20/1 2018, sammen med allerede offentliggjorte Archives Of Alaska, Heathe, Wölfblood & HIRAKI!

Morild på Facebook
Morild på Bandcamp

The New Shit Showcase i Pumpehuset 2018
The New Shit Showcase på Atlas 2018