Mørket sænkede sig for alvor over Pumpehuset forleden. Sorte-Norge gjorde sit indtog, med Satyricon som aftenens hovedattraktion. 


Suicidal Angels

Men først skulle vi tændes op af græske Suicidal Angels. Et band som på alle tænkelige måder er så langt fra Satyricon, som man kan forestille sig. Deres thrashede metal står i skarp kontrast til Satyricon’s mørke og til tider ganske indadvendte black metal.

Alligevel fik grækerne et udmærket tag om publikum. Dét selvom lyden var absurd håbløs stort set gennem hele seancen. Én ting er at spille højt. Men at spille så højt at man samtidig smadrer samtlige nuancer, for på den måde, at voldsmadre den lille snert af dynamik, der er i musikken, er for åndsvagt og noget en lydmand burde have sat en stopper for. Med så diskante guitarer, som det Suicidal Angels leverede denne aften, var det at bruge ørepropper end ikke nok til at redde oplevelsen. 

Det gjorde deres spilleglæde derimod en lille smule op for. Og så har Suicidal Angels gudskelov skrevet en håndfuld ganske fede thrash-sange, som dog alle er skåret ud fra den klassiske (thrash)model, men live fungerer det nu ganske godt. 

Denne aften var de dog hørt langt, langt bedre. F.eks sidst de gæstede Beta ved deres sidste headliner-show. Her til aften var lyden den helt store belastning.  

 
 

 
Satyricon

Satyricon i Pumphuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Man kunne derfor med rette frygte for aftenens udfald, hvis lyden skulle fortsætte i samme tråd som til Suicidal Angels.  Gudskelov blev det dog bedre. Ikke helt godt nok. Men bedre. 

Men nok om lyden. For Satyricon var tændte denne aften. Hele bandet virkede sultne og klar på at bevise, at deres nye album altså holder bedre live end den gør på plade. Således fik vi hele 4 sange fra den nye plade “Deep Calleth Upon Deep”, hvor der blev lagt ud med åbneren “Midnight Serpent”. 

Satyricon er et band der ikke bare udfordre sit publikum. År efter år, plade efter plade udfordrer de nemlig også sig selv på nye måder. På hver ny plade finder vi et Satyricon med en ny lyd. Det er på mange måder inspirerende og tiltalende og gør, at man aldrig rigtig ved hvilken type af koncert med Satyricon, vi kan forvente. Alt efter hvordan setlisten er lagt, kan det gå mange veje. 

I Pumpehuset var fokus på de nyere albums, hvor en blanding af deres black n roll fra “Now, Diabolica” , “Vulcano” og “Age Of Nero”-perioden gik rent igennem, sammen med sange fra de langt mere indadvendte og melankolske udspil “Satyricon” og den nye “Deep Calleth Upon Deep”, som stadig ikke helt overbeviste mig denne aften.

På den måde blev det en aften, hvor der både var plads til fest, da black n roll baskerne “Black Crow on a Tombstone”, “The Pentagram Burns” og “Now, Diabolica” ramte hårdt og direkte ned i nakkerne på den forventningsfulde og – denne aften – udsolgte crowd. Men også en aften, hvor Satyricon beviste at de altså også mestre den smukke og melankolske del af black metallen, på sange som “Our World, It Rumbles Tonight” og “To Your Brethren in the Dark”. 

Satyricon i Pumphuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Det gør det naturligvis ikke ringere, at bandet så samtidig spiller så forbandet fedt sammen. Det er på mange måder det måske bedst spillende black metal band derude. Det kan de på mange måder takke deres uhyre tighte rytmesektion for. Trommemaskinen Frost og bassist Anders Odden’s sammenspil er så beundringsværdigt, at det næsten gør en hel Satyricon-koncert i sig selv.

Satyr og co. beviste denne aften, at de fortsat er i en liga for sig selv når det kommer til den mørke del af metallen. Om det så er up-tempo black n roll, rendyrket black metal, i det fortsat bedst skrevne black metal nummer nogensinde, “Mother North” eller på de melankolske skærringer fra “Satyricon”, så er nordmændende noget helt for dem selv.

Denne aften var der kun enkelte svipsere og det skyldes simpelthen, at det nye album ikke har helt så stærkt materiale som tidligere.