Desecrator i Amager Bio. Foto: Martin Horn Pedersen

Hvad er ugens bedste festdag? Det er et spørgsmål, der findes mange svar på. Men hvis man ønskede en rock n roll-fest, så mente Airbourne og Amager Bio I hvert fald at søndag d. 15 oktober, var den helt rigtige dag til opgaven. Publikum måtte være enig, da der var udsolgt til showet.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen

 
 

Desecrator

Som med enhver fest, er der altid en for-fest, og her var Desecrator blevet valgt som opvarmning. Airbourne havde valgt at medbringe et band fra hjemlandet Australien til opgaven og Desecrator spiller thrash som man kender det. De ligner en gruppe gutter som spiller thrash, som skudt ud af Metallicas look fra 80’erne. Desværre stod det hurtigt klart, at bandet spiller thrash helt lige efter grundopskriften, uden på nogen måde at gøre det til deres eget og særligt med en utydelig vokal i starten, var det helt umuligt at skille dem ad, fra et hvilket som helst andet standart thrash band.

De valgte undervejs at spille et cover af “Born to be wild”, som fik publikum lidt med, i øvrigt et publikum som var mødt pænt frem til opvarmningen. Efter små 30 minutter fortæller forsangeren,  at det nu var blevet tid til den sidste sang. Det var dog ikke helt rigtigt, da der derefter bliver peget på én ude i publikum, som har en Metallica trøje på. De slutter så endeligt af med Diamond Head’s “Am I Evil” og dedikere i samme omgang nummeret til Metallica. En besynderlig afslutning, men så var vi da blevet sparket i gang.

 
 

 

Airbourne

Airbourne i Amager Bio. foto: Martin Horn Pedersen

Efter 30 minutter’s pause var folk klar med fadøllen i den ene hånd og den anden i vejret, da Airboune indtog scenen med “Ready to Rock” og derefter… ja, kort og godt fuld fart frem.

Et par sange inde i settet stopper bandet koncerten og gør publikum og vagter opmærksomme på, at vi altså er til et rock n roll show! Så der må gerne siddes på folk’s skuldre, crowd surfes, ryges joints indenfor og drikke den whiskey, man har smuglet med ind! En besked der betød stor jubel hos publikum, dog nok ikke helt den samme reaktion hos vagterne.

Derefter forsætter vi i samme dur. Airbourne kender nemlig kun ét tempo og det er 120 i timen! Det kan måske virke ensformigt når sangene også er ens, men det virker for Airbourne. For ja, de har alle klichéerne om et rockshow, men de leverer dem, som de skal leveres og selvom sangene er ens, så bliver det ikke et stort problem, så længe energien er i top!

Det var den denne aften, i modsætning til da vi så dem på Copenhell i sommer. Det betød da også at folk tog opfordring fra bandet op. Der blev råbt og sunget med på sangene, mens der blev kørt fadøl ned! Det er jo trods alt kun søndag én gang om ugen!

Undervejs bliver sanger og guitarist Joel O’Keeffe sendt afsted ud i crowden på skulderen af en fra crewet. Klassisk Airbourne, men uha hvor er det dog effektivt, for den store fest. “Bottom Of The Well” bliver dedikeret til en Frank fra publikum, som brugte lige præcis denne sang til få overskud til kæmpe sig tilbage til livet efter et trafikuheld! Fedt at et band har overskud til have styr på den slags historier fra fans.

Det hele skal naturligvis sluttes af med fuld gas, så Joel O’Keeffe tager turen hele vejen op på balkonen og spiller derfra og får så samtidig slået den obligatoriske øl i hovedet på sig selv, naturligvis til stor jubel fra den svedige crowd. På den måde får Airbourne rundet showet af i samme høje tempo, som resten af koncerten, inden de på vejen ud kan fortælle, at de skal hjem og indspille et nyt album og så vil de komme igen. På den måde blev folk sendt hjem med præcis det man kunne forvente fra et Airbourne show, hverken mere eller mindre, men jo heller ikke nogen grund til ændre på en formel som virker.