På trods af Volbeat’s tåbelige udmelding om at udelukke Devilution og Ekstra Bladet, pga kritiske røster, tidligere på ugen, havde den samlede presse alligevel valgt at tage plads i Parken. Kan ske Volbeat godt vil styre, hvem der siger hvad om dem i et land med fri presse, men gudskelov bukkede hverken Devilution eller Ekstra Bladet under for dette. Tak for det! Og samtidig tak til Volbeat for så at kvittere med den bedste koncert i snart 7-8 år på dansk jord. 
Amorphis

Anmeldt af Weiss

 

Amorphis i Parken. Foto: Weiss

Traditionen tro har Volbeat sørget for metalfolket, når der vælges support. Tidligere har navne som Iced Earth, Accept, Entombed og Airbourne været hevet ind som support. Denne gang var naturligvis ingen undtagelse. Finlands legendariske Amorphis, var udvalgt som aftenens første support. 

Det kan lyde fuldstændig fucked up at placere Amorphis i Parken. Alt synes på papiret at være imod de progressive finnere allerede fra start. Men ligeså spøjst som det synes at lyde, ligeså vellykket endte det faktisk med at blive. Uden det dog aldrig peakede.

Det skyldes ikke mindst, at bandet havde en lydmand med, der forstod at styre Parkens ofte urimeligt svage lyd, så det blev til bandet’s fordel. Niveauerne var tilpasset, så alle instrumenter gik rent igennem. Det var ikke voldsomt højt, men det behøver det heller ikke at være, så længe vi bare kan høre hvad der sker. 

Fokus var på bandet’s seneste udgivelse “Under The Red Cloud”, med 3 sange fra denne i den kun 6 numres lange setliste.

Jeg tør ikke sige hvor mange der kendte til bandet i forvejen. Vi var ikke mange, men det er heller ikke pointen. Med et job som dette kan Amorphis måske hamstre nye potentielle fans og det må altså være planen med sådan ét job. Spøjst var det dog alligevel at opleve reaktionen (eller manglen på samme), da “Tales From A Thousand Lakes” – hittet “Into Hiding” blev sat igang uden nogen som helst form for respons fra publikum.

Om Amorphis har fået noget som helst ud af sådan ét job må tiden jo vise. 

 
 

 

Flogging Molly

Anmeldt af Martin Horn Pedersen 

Floggin Molly i Parken. Foto: Weiss

Som special guest og dermed det andet navn på scenen denne aften i Parken, havde Volbeat valgt at medbring Flogging Molly. Det irisk-amerikansk folk-punk-rock band. De fik hurtigt sparket godt gang i publikum, også selvom musikken ikke direkte er i samme boldgade som Volbeat. Det virkede som et godt valg. Hænderne kom i vejret og der blev danset rundt blandt publikum, i hvert fald i inner circlen, hvor vi stod.

Flogging Molly er på mange måder også et band der er let at gå til. Punkrockens energi og ligefremhed, tilsat folkemusik fra harmoika, banjo og fløjte – fuld fart frem!
Eller, desværre var det ikke fuld fart frem hele vejen. For det startede fint for bandet med sange som bl.a. “Swagger” og “Drunken Lullabies”, men en sang som “The Worst Day Since Yesterday” havde det noget svært hos publikum. Ikke fordi den er dårlig, men når tempo forsvinder, så forsvandt også meget af det, som den ukendte lytter greb fat i denne aften, nemlig festen. For tror ikke at det kommer som nogen overraskelse, hvis man siger, at det store flertal i salen ikke på forhånd kendte bandet. Men de var klar på musikken, de var klar på festen og ikke mindst de 100 fadøl, der jo naturligvis følger med, når 47.000 er samlet til koncert.

Samtidig var Flogging Molly nok det band, som denne aften havde den dårligst lyd. Ikke at det ødelagde koncerten, men det hjalp så sandelig heller ikke på den positive side. Desuden var én time med Floggin simpelthen for langt. Hvis de fjernede nogle af de stille sange og havde holdt sig til 45 minutter, havde det nok været mere optimalt. De fik dog sendt publikum festligt videre med numrene “What’s Left of the Flag” og “The Seven Deadly Sins” og på den måde sikrede de, at publikum var i det rette humør inden aftens hovednavn Volbeat!

 
 

 

Volbeat

Anmeldt af Weiss

Volbeat i Parken. Foto: Weiss

For 10 år siden udkom “A Gardens Tale”. Samme år – for 10 år siden – stod de for første gang på Orange Scene, som det første band på den ikoniske scene, torsdag eftermiddag, i silende regn. På den vådeste festival i nyere tids festivalhistorie i Danmark. Med sammenbidte læber, og en målrettet vision om at give Roskilde Festivalen et solidt los i røven, med hård melodisk heavy metal. Med rå nerve og med en voldsom energiudladning. 

Dér tilbage i 2007, med udgivelsen af “Rock The Rebel/Metal The Devil”, hvor det for alvor tog fart for Volbeat, var det nok de færreste metalfans, der havde set den komme, at “deres” band 10 år efter ville headline Parken, som det første danske band nogensinde, foran 48.000 publikumer. 

Men med hårdt arbejde, en række kreative valg og en bred sangskrivning, blev det altså en realitet lørdag aften. Intet mindre end imponerende af Poulsen og co. 

Siden dengang, tilbage i 2005-2007, da de første to plader udkom, er der dog sket en masse og fra dengang er der kun 2/4 af det oprindelige Volbeat tilbage. Sanger/guitarist Michael Poulsen og trommeslager Jon Larsen. I takt med bandet’s udvikling rent musikalsk, er flere (musikalske)valg blevet truffet og det har betydet afsked med flere af bandet’s tidligere medlemmer.

Siden dengang er Volbeat blevet langt mere sturerent og dét band, der tidligere pakkede svedige klubber som det gamle Gimle i Ringstedgade i Roskilde, The Rock i København og Train i Aarhus er nu blevet en gigant, hvor stort show, høflighed, pænhed og polerede melodiske rocksange, har taget over, fra det dengang beskidte, det energiske og rå ydre. Det gamle Volbeat er ikke længere. 

Det kan man så græde eller glæde sig over.  Glæden består så i, at Volbeat formår at samle en kæmpe crowd, hvor alle generationer er samlet. Børn ned til 7 års alderen til bedsteforældrene på over de 70 var alle tilstede i Parken denne aften til en hård rock koncert. Langt de fleste var nok kommet for at høre sange som “Fallen”, “For Evigt”, og “Garden’s Tale”, de to sidste naturligvis gæstet af Johan Olsen, mens festen desværre stod noget mere stille i de gamle slagere som “Pool Of Booze Booze Booza” og “Radio Girl”. 

Volbeat havde bragt det helt store arsenal med sig denne aften. Kæmpe ildkanoner, store skærme og en gigantisk sceneopsætning, hvor den yderste del var sat sammen som en boksering. Dette var blot nogle af de effekter, som Volbeat havde taget med. 

Og det viste sig da også, at med den suveræne spilleglæde, som særligt Poulsen lagde for dagen (ikke set på samme måde siden Roskilde 2007), så skulle dette da også blive den bedste Volbeat koncert, jeg har set siden deres absolutte storhed på Wacken 2012. Poulsen er på ingen måde verdens bedste frontmand, men denne aften virkede hans glæde oprigtig. Selvom det ærligtalt virker åndsvagt, at man på hjemmebane skal snakke engelsk til sit publikum. Det ville være forståeligt på en international festival. Men på en aften som denne, på hjemmebane, virker det dumt, der var trods alt danske børn i crowden, som ikke forstår engelsk.

Og så var der jo gæsterne. Volbeat havde linet det helt store arsenal af gæster op. Lige fra danske Johan Olsen og Mia Maja,  et stort gospelkor, og til legendariske frontmænd som Mille Petroza (Kreator) i “7 Shorts”, Mark Barney (Napalm Death) i “Evelyn”, Danko Jones i “Black Rose”, Mikkel Kessler og minsandten selveste Lars Ulrich, der i slutningen af sættet kom ind og spillede med på “Guitar Gangster & Cadillac Blood” og en halv udgave af “Enter Sandman”. 

Sætlisten bestod primært af sange fra de nyeste albums, hvor vi atter blev snydt for en perlerække af sange fra de første udgivelser. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man udlader sange som “Soulweeper”, “Caroline Leaving” eller “Rebel Monster” gang på gang. Det er vel for pokker Volbeat’s udgangspunkt. 

Men Volbeat leverede festen i Parken, de leverede showet og de leverede spilleglæden foran 48.000 forventningsfulde tilskuere.
Alligevel står jeg tilbage med følelsen af, at råheden, den benhårde nerve og den åbenlyse energi, beskrevet i første del af denne anmeldelse, er forsvundet bag ilden og konfettien. Disse tre ingredienser ér nu engang rocken’s sande DNA og det mønstrer Volbeat simpelthen ikke længere. Og det kan end ikke Lars Ulrich lave om på.

Tænk engang. En anmeldelse fra Parken uden på ét eneste tidspunkt at nævne lydforholdene. Tillykke til lydmanden.