Cult Of Luna. Foto: Aleg-One

En dyster svingom i mørkesalen med sekstetten fra nordsverige. Det var dog ikke uden slinger i valsen.

Cult Of Luna er et band jeg først efter de blev offentliggjort til Roskilde Festival sådan rigtig har givet en chance og sat mig ind i. Det er som om at når et band får påduttet sig begrebet ”post-metal”, så bliver det hele en smule vagt for mig. Som om at man så skal stå model til klangflader der fortsætter i en uendelighed fra svævende keyboards samtidig med et hold på 8-10 mand står og piller sig i navlen over de samme to akkorder. Nej tak.

Men hos Cult Of Luna blev jeg alligevel fanget. Jeg blev fanget af deres stemninger, deres aggressioner og deres tyngde. Specielt pladen ”Eternal Kingdom” fra 2008 var et godt bekendtskab sammen med den nyeste ”Mariner” fra 2016 som de lavede sammen med sangerinden Julie Christmas (denne skulle vi dog ikke få noget fra denne aften, af åbenlyse årsager).

Cult Of Luna entrerer den store Avalon-scene, der kl 1:30 er langt fra propfyldt, men heller ikke pinlig tom, badet i røg og flot belysning. Iført matchende sort tøj og uden specielt meget fokus på de individuelle bandmedlemmer, så skulle musikken virkelig kunne bære det hele for dem. Og hvis ikke både lyden og teknikken svigtede dem, så ville det nok også være lykkedes. Kort inde i deres koncert gik forsanger/guitarist Johannes Persons guitarforstærker i stykker, og imens de prøver at finde frem til fejlen står resten af bandet forstenet og dasker lidt til strenge og trommeskind. Gab, det var jo ikke fordi at det ikke var sent nok i forvejen… Okay, den slags kan man som band heller ikke helgardere sig imod, men et sammenfald af dette og en ikke særlig heldig lyd fik ikke helheden til at gå op i en sådan omfang som Cult Of Luna ellers fortjener. Et kvarter senere, og ca. en fjerdedel publikum fattigere fik de fortsat deres sæt uden yderligere dikkedarer, og fik enkelte steder fanget folks opmærksomhed og sendt os de trancelignende tilstande som de ellers er så gode til normalt.

Cult Of Luna kæmpede en brav kamp mod teknikken, lyden og den sene spilletid, men holdt hovederne højt og fik en kneben sejr på grund af deres stærke musikalske kunnen.