Det er ikke hver dag, at power metallen stikker sit ansigt frem i Danmark. Det på trods af, at vi bor klods op af de to største power metal nationer – Tyskland og Sverige. 
Men pga. Copenhell, der årligt synes at præsentere i hvert fald ét stort navn i genren, er power metallen begyndt at få en opblomstring herhjemme. 

Det kunne i hvert fald ses i efteråret sidste år, da navne som Sonata Arctica, Delain og ikke mindst Powerwolf lagde vejen forbi Danmark. Sidstnævnte med så stor en succes i Pumpehuset og på Voxhall, at de altså nu er blevet booket, som årets power metal navn på Copenhell.

Koncerten i Pumpehuset var en eksplosion af fest, teater, corpse paint og kæmpe sceneproduktion og det bliver det også når de tyske ulve vender snuden mod Refshaleøen. Denne gang med et tidspunkt perfekt tilpasset deres teatralske approach. Mørkt og forhåbentlig med månen lysende over pladsen!

Powerwolf spiller normalt på de største scener foran flere tusinde mennesker i Centraleuropa, så det at opleve dem på Hades’  scenen på Copenhell bliver i sandhed lidt af en intim og unik oplevelse for alle power metal fans herhjemme! Og så er det i øvrigt første gang nogensinde at Powerwolf spiller på en dansk festival og deres kun tredje koncert af sin slags herhjemme. 

Vi forventer naturligvis fællessang når de melodiske power metal hymner som “Blessed & Possessed”,  “Amen & Attack”, “Coleus Sanctus” brager ud over pladsen. Er du fan af melodisk metal er det her et absolut must!

Hvor: Hades
Dag: fredag
Kl.: 00.45