lancerÅrets første anmeldelse lander på et melodisk sted! 

Svenske Lancer er Nuclear Blast’s seneste satsning og bandet der netop nu er draget på Europa tour med Hammerfall, som i øvrigt rammer Amager Bio d 8/2, er et spændende nyt møde for fans af melodisk heavy metal og power metal.

Power metal i nyere tid har i langt de fleste tilfælde været kendetegnet ved ofte overdrevet brug af keyboard flader i yderst polerede og voluminøse produktioner. Alt det gør Lancer sig ikke i.

Svenskerne trækker derimod stilen helt tilbage til lyden af midt 80’erne hvor Helloween og Blind Guardian for alvor satte skub i den europæiske power metal scene. Således er produktionen på “Mastery” langt fra overproduceret og “pæn” og i virkeligheden totalt blottet for symfoniske elementer, mens bandet’s riffs henter inspiration i både klassisk heavy metal og thrash. Ganske interessant og godt for scenen, at den får et mere hårdtslående udtryk igen!

Fokus er derimod på at skrive de største og mest memorable omkvæd. Og det klarer svensken faktisk ganske godt langt hen ad vejen. No big suprises – de er jo trods alt svenskere. Og svenskere bliver skolet i stærke hooks og melodier allerede fra fødslen.

Således bliver det hele sparket solidt igang med “Dead Raising Tower”, hvor vi for første gang bliver gjort bekendt med Lancer’s håndtering af stærke melodiske omkvæd.

At der så ikke er meget nyt at komme efter på “Mastery” er en anden snak. Førnævnte Helloween og Gamma Ray er de åbenlyse inspirationskilder og sanger Isak Stenvall’s vokal minder om en blanding af Hammerfall’s Joacim Cans og Helloween/Unisonic’s Michael Kiske’s highpitch. På album sidder den i skabet, men om den også gør det efter 25 shows på en europa tour bliver spændende!

At Lancer så ikke formår at holde fanen højt igennem hele albummet vidner et lettere ligegyldigt nummer som “Freedom Eater” på.

Men som et ganske godt bud på “nyt” power metal i 2017 er Lancer i det store hele et ret fedt bekendtskab!

Opsummering: Power metal i sin reneste form uden brug af symfoniske elementer. Lancer er et spændende bud på et fremtidigt power metal band, der med god grund kan holdes øje med! “Mastery” er på trods af nogle enkelte døde perioder, et helstøbt melodisk metal udspil!

Lyt specielt til: “Dead Raising Tower”, “Widow Maker”, “Victims Of The Nile” , “Future Millennia”

For fans af: Helloween, Gamma Ray, Blind Guardian, Iron Maiden

Lancer – Mastery udgives via Nuclear Blast