Den tredje og sidste dag på Aalborg Metal Festival. Efterhånden er vi godt smadret, særligt efter gårsdagens ekstreme koncerter. Lørdag var det ikke ligefrem fordi det skulle blive mindre ekstremt. I hvert fald i langt størstedelen af tiden, på trods af variationen i musikken var klart størst lørdag! Lige fra black metal til symfonisk pop metal.
Xaon (anmeldt af Weiss)
Xaon på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
For os sparkes dagen i gang af Xaon. Et melodød band fra Schweiz, som er med på tour med Unleash The Arches, TYR og Sirenia.
Som altid er det en svær opgave at spille så tidligt på dagen, som man nu gør, som et af de første bands. Men et pænt fremmøde sikrede at Xaon, da i hvert fald spillede for en pæn gruppe af mennesker. Om de så fik os med, er jeg mindre i tvivl om.
Når bandet var bedst var de groovet og hårdtslående som Dark Tranquillity, men flere problemer under koncerten gjorde, at det til tider var uudholdeligt at være vidne til. For det første skal bandet overveje at få sig et andet medlem en vokalist, Rob, til at tage sig af clean vokalerne. Det var ufattelig skævt, svagt og til tider en direkte falsk oplevelse.
Og så var der store tekniske problemer med lyden. Deres computer satte ud flere gange, hvilket naturligvis påvirkede backtracks osv med en gentagende knitren i lyden.
Dét sagt så forstod bandet da at underholde, men det var bare ikke nok i forhold til problemer under selve koncerten.
Unleash The Archers (anmeldt af Weiss)
Unleash The Archers på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
En omgang power metallisk drøn var hvad der ventede fra Unleash The Archers. På plade kan jeg sgu’ egentlig meget godt lide dem. Og forventninger til koncerten var da derfor også høje. Med kun tre plader i rygsækken siden 2009, må man sige at bandet er relativt nyt.
Men også her var der store problemer med lyden. Det instrumentale var alt for lavt og sangerinde, Brittney Slayes’ vokal, så høj og skinger at den kunne skære igennem stål – på den ufede måde, og det var lige gyldigt hvor end du så placerede dig. Det blev aldrig godt.
Hvad man dog må give bandet er, at de har sammenspillet og udtrykket i orden. Brittney Slayes’ var klædt i hvad der lignede en kombination af en baldkjole og et heksekostume. Yes, udtrykket havde de. Men en stor koncertoplevelse blev det aldrig.
Orm (anmeldt af Weiss)
Orm på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Så blev der skruet ned for mørket! Dagens første black metal band gjorde sin entre! Danmark’s helt nye Orm!
Med medlemmer fra By The Patient, så jeg frem til endelig selv, at skulle opleve det nye black metal band, som jeg har hørt så meget om!
Med tændte stearinlys på scenen inden koncert var der lagt i ovnen til en storslået oplevelse ud i den helt mørke afart af det metalliske univers. Og mørkt må man sige Orm er!
Deres black metal tager udgangspunkt i det indelukkede og atmosfæriske. Lidt i samme tråd, som Solbrud, dog med lidt flere rytmiske og musikalske variationer i sangstrukturen. Uden så mange gentagelser.
Og så vinder Orm altså stort på brugen af to vokaler – samtidig! Kombinationen af en dyb growl og mere lyse skrig i harmoni med hinanden giver musikken sit særlige præg.
Deres indadvendte udtryk gjorde samtidig, at lytterne satte sig fuldstændig ind i musikken, fordi man kunne se at musikerne gjorde det samme.
Ormen lod musikken tale og det gjorde den godt!
Nordjevel (anmeldt af Weiss)
Nordjevel på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Med Orm’s forrygende koncert var der ligesom lagt i ovnen til, at det næste black metal band skulle gøre sin entre. Denne gang et norsk indslag!
Nordjevel er et helt nyt band på scenen, som med sin debut har modtaget rigtig fine anmeldelser af kritikerne. Ingen tvivl om at forventningerne var høje. Måske også for høje, for da alt kom til alt viste det sig at være mere teater end egentlig god black.
Man må give Nordjevel, at de arbejder ud fra devisen om at levere klassisk norsk black metal i bedste Tsjuder møder Mayhem stil. Proppet med corpse paint, læder, nitter og blod, ja sågar en kutteklædt forsanger, så det altså langt bedre ud end det lød. Nuvel der var smæk på fra start til slut og særligt bandet’s trommeslager imponerende stort. Men numrene var bare ikke gode nok til at fange og holde koncerten interessant igennem 45 min. Det blev mere eller mindre intetsigende i længden. Og særligt efter Orm’s koncert var det tydeligt, at der simpelthen var musikalsk klasseforskel.
TYR (anmeldt af Weiss)
TYR på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så kom den samlede fest!
Hvad man har savnet på dette års Aalborg Metal Fetival har været den helt store samlende oplevelse, hvor man for alvor kunne mærke, at man var mange i salen til en stor fælles oplevelse.
Den kom med TYR, der trak festivalens nok største publikum. Et forventningsfuldt publikum, tog i mod TYR, der lagde ude med “Sinklars Vise” for så at gå direkte over i “Blood Of Heroes.” Og her gik det så galt…
Med lyden altså. Stortrommemikrofonen satte simpelthen ud og gav et ordenligt brag i PA-anlægget på Studenterhuset. Hamrende irriterende, men TYR lod sig ikke påvirke af det og fortsatte ufortrødent over i “Grindavisen”, hvor de naturligvis lige fik adresseret den seneste tids ballade om frontmand, Heri Joensen’s deltagelse i grindedrabende på Færøerne. Man kunne så have troet, at vi i den forbindelse ville have set en masse protester fra dyrevelfærds organistioner. Men de lod heldigvis til at blive hjemme i Tyskland og Holland.
TYR derimod forstod at levere fællessangen og festen. De lignede simpelthen nogle der ville det her, samtidig med, at de med setlisten havde valgt det bedste ud fra deres bagkatalog og også nyere sange fra deres seneste “Valkyrja.”
Afslutningsvis rundede bandet af med den obligatoriske “Ramund Hin Unge” og sendte samtidig 500 vikinger ud i den største fællessang under hele festivalen.
Vikingerne sejrede, som en af de største på årets Aalborg Metal Festival 2016! Det gjorde lyden derimod ikke!
Sirenia (anmeldt af Weiss)
Sirenia på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Dermed lå alt klart for Sirenia i at fører festen videre! Men svært var det altså for dem. Publikum i Aalborg gad dem ikke. De fleste havde simpelthen søgt mod baren efter TYR’s åbenlyse fest.
Således spillede nordmændende for en langt under halv fyldt sal. Sirenia’s symfoniske musik, var da også den der skilte sig mest ud for dagens program.
Men bandet kom da igennem den ca. 1 time lange koncert, uden det dog på nogen måde blev en stor oplevelse. Kendere vil vide, at jeg holder af den symfoniske stil, vel og mærket hvis den da bliver leveret med et gran af entusiasme og overskud. Men nordmændende var tydeligvis påvirket af det manglende fremmøde og gjorde ikke meget væsen fra sig på scenen. Bandet’s nye sangerinde, Emmanuelle
Når så samtidig at bandet spiller uden bassist og det så er backtracket, der i øvrigt var skruet alt, alt for lavt ned, skal stå for at levere bunden, så manglede der altså en vigtig brik i den symfoniske lyd. Den blev dog bedre i løbet af koncerten.
Og da så bandet kastede sig ud i hittet “The Path Of Decay” løftede det hele sig betydeligt. Men det var bare for sent til, at det for alvor blev en stor oplevelse.
Arrangørende skulle helt klart have overtalt Sirenia til at gå på før TYR. I hvert fald i Danmark!
Abbath (anmeldt af Weiss)
Abbath på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Det absolutte hovednavn. Ikke bare lørdag, men for hele Aalborg Metal Festival var selvflgelig Abbath. Det som skulle have været Life Of Agony, blev med deres aflysning, til endnu et show med Abbath på dansk jord. “Endnu et” fordi det er tredje gang på et år, at Abbath er i Danmark. Første gang var i Amager Bio og anden gang på Copenhell i sommer!
Har man været til disse to koncerter, var der ikke meget nyt at komme efter. Bortset fra, at vi i Aalborg oplevede et band, med en langt mere løs stemning end ved de tidligere koncerter. Det var simpelthen pisse hyggeligt, snarere end egentlig uhyggeligt, i Aalborg. Flere gange kom der f.eks én ind på scenen og gav bandet sprut. Til stor glæde for Abbath selv, der naturligvis havde det helt store klovneri i gang under store dele af koncerten.
Abbath er klart nok manden i centrum, men går man bare lidt til venstre på scenen, så er det for mig faktisk bassist King Ov Hell, der er det helt store højdepunkt i Abbath’s koncerter. King Ov Hell er simpelthen indbegrebet af ondskabsfuld norsk black metal. Både i sin spillestil, men så sandelig også i sit visuelle udtryk. Og når det hos Abbath simpelthen bliver for gøglet, så vender jeg blot hovedet lidt mod venstre, og så skal jeg nok få min ondskab. Ondskab, som King Ov Hell tidligere har leveret i Gorgoroth og hos Good Seed!
Abbath var det naturlige hovednavn på årets Aalborg Metal Festival og rundede festivalen af med bravour, med et set bestående af hans egne numre og så naturligvis en håndfuld af Immortal’s gamle. Her vandt “Tyrants” og “All Shall Fall” stort!
En glimrende lukker for årets Aalborg Metal Festival 2016!