Halshug. Foto: Henrik Moberg Jessen

Halshug. Foto: Henrik Moberg Jessen

De danske d-beat drenge drev en flot forsamling af folk til lille Gloria, til intens opvisning i hadefuld hardcore. Kort sagt var det en stor oplevelse på en lille scene!

Hurra, Roskilde! Jeg kan ikke udpensle hvor fed en beslutning det var, at benytte den intime Gloria-scene til noget andet end blot akustisk singer-songwriter og artsy elektroniske projekter. For Gloria scenen er uden tvivl den scene, hvor band og publikum kommer tættest på hinanden – en egenskab perfekt egnet til Halshugs afstraffende d-beat hardcore.

Kort inden koncertstart var der dog ikke mange mennesker foran scenen, men der skulle heller ikke særlig længe til, før at de insistrende trommer, de galoperende basgange, den skærende guitar og gutturale råb fra den lille sal havde spredt sig til de forbipasserende, og at stedet var proppet til randen! Pitten foran scenen var også meget intens og fyldt med punket kærlighed… så meget kærlighed, at de tre vagter der stod foran den, godt kunne pakke sammen og lade folket om at feste!

Halshug setliste. Foto: Henrik Moberg Jessen

Halshug setliste. Foto: Henrik Moberg Jessen

Halshug er tæt på det mest fandenivoldske musik Danmark har at byde på, og det er ikke uden grund, at de er signet på det prestigefyldte pladeselskab Southern Lord. Og efter denne koncert kan vi med rette se frem til når de udgiver nyt musik til efteråret! Store dele af denne koncert bestod nemlig af nye numre fra den kommende “Sort Sind”, hvor meget af det bevæger sig i midt-tempo – spændende lød det i hvert fald!

Bandet spillede deres d-beat præcist som de skulle, og selvom deres image generelt er meget upåvirket og vredt, så var der flere smil at spore hos bandmedlemmerne undervejs. Det var nemlig uden tvivl en stor oplevelse for dem at stå der, imens de udvalgte blandt publikum fik en ordentlig knytter af en oplevelse midt i masken også. Energien fra scenen smittede af på crowdet og omvendt.

45 minutter og 18 numre senere kunne vi tørre sveden af panden og forpustet forlade Gloria med håbet om, at Roskilde Festival igen ”tør” tage chancen med intens og voldsom rockmusik på Gloria scenen. Halshug har vist vejen!

9-penta

 

 

 

Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen. Se flere her.