volbeatMed “Seal The Deal & Let’s Boogie” forsøger Poulsen og co. at holde fast i formlen der på de seneste albums har rystet guld af sig hos den brede befolkning. 

Man kunne nemt, som gammel Volbeat fan, efter de første mange gennemlyt af det nye Volbeat album, sidde tilbage med korslagte arme og surmule mund, og være sur og irriteret over at Michael Poulsen ikke længere skriver tungmetalliske numre.

Men hey, det vidste man da vel egentlig godt i forvejen inden pladen røg på afspilleren? Så istedet for at gøre det, vil jeg langt hellere tage udgangspunkt i hvad det rent faktisk ER som Volbeat kan og som har gjort, at de nu er et af verdens måske største rockbands. For Volbeat har gjort det som ikke ret mange andre bands i Danmark kan, nemlig at skrive noget så simpelt som en god og catchy sang.

For Volbeat handler det ikke om at være de hårdeste og skrive det mest brutale riff. Volbeat er et rockband, med omkvæd, der til tider er så poppede, at de rent faktisk sætter sig på hjernen med det samme og her bliver de altså. Det kan man så lide eller ej. Men det er en succesformel som langt flere danske bands, der ønsker at gøre sig en stor karriere i udlandet skulle tage til sig!

Men tilbage til albummet. For godt nok er der ikke meget metal at komme efter længere. Men dét i sig selv er egentlig ikke svagheden. Problemet med albummet er, at det virker som om, der er blevet kæmpet så meget med at få skrevet de førnævnte stærke melodiske omkvæd, at det er gået på bekostning af albummets dynamik.

Det lyder naturligvis som Volbeat hele vejen igennem. Men man keder sig. Vi får ikke de finurlige riffs og de interessante breaks der gør musikken spændende i samme mængde som før. Og ja man kan rent faktisk godt skrive god og dynamisk omkvædstærk rock, og så samtidig lave interessante og spændende riffs. Spørg selv Tim C og resten af Dizzy Mizz Lizzy.
Men heldigvis er der bestemt undtagelser og her gør boogie rockerne “Seal The Deal”, “The Loa’s Crossroad”og de melodistærke “The Gates Of Babylon” og “For Evigt” (ja sgu’) deres for at trække albummet i en god retning! Faktisk kunne “The Gates Of Babylon” godt gå hen og blive et sikkert live hit.

Men generelt er der på “Seal The Deal & Let’s Boogie” ikke mange af de i alt 13 numre, der virkelig sparker igennem og skiller sig ud fra mængden. Derfor er albummet mest af alt et (for?) sikkert udspil. Et udspil der var forventet af et band, der har gjort sig en karriere indenfor melodistærk hard rock, og som nu er en sikker headliner på verdens største scener. Men Volbeat’s melodistærke udtryk ender faktisk med at spænde ben for dem selv.

Opsummering: “Seal The Deal & Let’s Boogie ” er et alt for sikkert udspil, fra et band der har gjort det ikke mange andre bands i Danmark har kunnet; at slå igennem i det store udland. Derfor ender Volbeats styrke faktisk med at blive deres svaghed på et album, der aldrig rigtig slår igennem og simpelthen er for kedeligt. Måske er det på tide med en album pause?

Lyt specielt til: “Seal The Deal”, “The Loa’s Crossroad”og “The Gates Of Babylon”

For fans af: D-A-D, Metallica, Social Distortion.

Volbeat – Seal The Deal & Let’s Boogie udgives via Universal