Girlschool på MMF 2015. Foto: Jannie Ravn MAadsen

Girlschool på MMF 2015. Foto: Jannie Ravn MAadsen

Britiske Girlschool var uden tvivl et af de bands, der tiltrak sig mest opmærksomhed på Metal Magic Festival 2015.

 

Girlschool på Metal Magic er gæsteanmeldt af Jannie Ravn Madsen

 

Under festivallen, kunne man høre i krogene, hvordan der blev snakket om pigebandet, der har eksisteret siden 1978 og altså stadig er i fuldt vigør. Oven i købet med originalt line-up, på nær tidligere sangerinde og leadguitarist Kelly Johnson, der døde i 2007.
Udover at være det pigeband, der har eksisteret i flest år, var de også en del af den britiske New Wave Heavy Metal, og er blevet sammenlignet med Mötorhead ad flere omgange. Med andre ord er Girlschool en del af metallens historie og lidt af en legende blandt rock- og metalfans. Men kan de leve op til deres ry på scenen?

Der er ingen tvivl om at det her er fire seje tøser, der har spillet sammen i mange år og kan deres kram, som troner op på den udendørs scene og som forventet er det meste af festivallen også mødt op til koncerten. Der er nu heller ikke meget ældre damer over Girlschool, der fylder meget på scenen med deres klassiske guitarriffs og oldschool rock og heavy. Et af kendetegnende ved Metal Magic Festival er, at der især er fokus på ældre metalgenrer, og Girlschool er en superfed booking for den lille festival, hvilket også viser sig i et begejstret publikum, der med garanti har sunget med på Girlschool’s numre i mange, mange år.

Pigerne har fede, rå vokaler, der giver rocktonerne ekstra kant, og med deres inkluderende sceneoptræden, er størstedelen af publikum hurtigt solgt og skråler begejstret med på de helt gamle numre som ”C’mon Let’s Go” og ”Hit And Rund” fra et af deres mest succesfulde 80’er albums af samme navn.

Bandet spiller også nogle nyere numre som ”Come the Revolution”, der dog ikke skabte helt ligeså meget begejstring fra publikum – naturligt nok. De nye numre er i samme oldschool stil som deres gamle, og det er fedt, at pigerne holder fast i deres image som et af 80’ernes overlevende rockbands.

Dog vil jeg sige, at hvis man ikke i forvejen kender Girlschool’s sange, vil deres musik lyde ensformig til tider, men det er nu ikke tilfældet under koncerten på Metal Magic, hvor alle tilsyneladende er yderst bekendt med Girlschool. Skulle der være nogen, der var begyndt at kede sig, varede det dog ikke længe, for der udbryder en bølge af utøjlet begejstring, da Abbath ud af det blå dukker op på scenen for at give sit besyv med på hitnummeret ”Emergency”, som selveste Mötorhead også har spillet.

Under det næstsidste nummer ”Take It All The Way” er publikum efterhånden på kogepunktet, og mikrofonen ryger ned til publikum, så de kan give deres bud på, hvordan sangen skal lyde, hvilket var et underholdende indslag at slutte koncerten af med.

Det var en energisk koncert med masser af nostalgi og samhørighed blandt de mange metalfans, og Girlschool passede perfekt ind som et af de sene bands på den store udendørs scene, hvor folk efterhånden var fulde og klar på fest. Mit eneste minus er, at Girlschool kan virke ret ensformige musikalsk, og nå ja, efter Candlemass’ mægtige optræden om torsdagen, så er det svært at levere en ligeså fuldendt koncert til sammenligning.

Det er dog svært at kede sig under Girlschool koncert, hvor der både bliver leveret holdbare 80’er sange, humoristiske indslag og legendariske Abbath, som kort forinden også havde sparket røv med sit coverband Bömbers.

Under alle omstændigheder var det alt for fedt at opleve det længst eksisterende pigeband, som har været med helt fra starten af den nye bølge heavy metal fra England, og som metalband er Girlschool et must-see, hvis man får muligheden.

8-penta