Battle BeastÅrets første anmeldelse skal findes hos Finlands Battle Beast. 

De finske 80’er-heavy-power-disco-elskere Battle Beast er snart ude med Unholy Savior. Men lad det være sagt med det samme: hoppede du ikke med på vognen på deres forrige og fortsat bedste udspil “Battle Beast” gør du det heller ikke her.

Battle Beast med Noora Louhimo i front er med Unholy Savior klar med deres tredje udspil. Og ja. Det lyder kort og godt som Battle Beast og så er man vel egentlig godt kørende? Ikke nødvendigvis. Det betyder naturligvis store armbevægelser, en kærlighed til klassisk 80’er metal, men med en morderne og opdateret lyd, hvor man ikke er bange for at implementere elektroniske elementer.

Der er tempo på fra start med “Lionheart.” En klassisk Battle Beast skærring hvor Noora’s ganske rå vokal skær sig igennem lyden af guitar, dobbelpedaler og synth i et ganske fyldigt og enormt poppet lydbillede.

Som sagt, hoppede du ikke med på vognen på bandets forrige udgivelse, så gør du det heller ikke her. Tempoet er dog højere på “Unholy Savior”end på “Battle Beast”. Men numrene mangler de virkelig gode melodier og fede hooks, der er nødvendige for at Battle Beast kan holde det spændende i længden og det som gjorde “Battle Beast” til en glimrende udgivelse.

Albummets stærkeste skærring, titelnummeret “Unholy Savior” viser dog at Battle Beast sagtens kan skrive det gode nummer når de vil. Men der er for langt mellem dem og man savner melodiske perler som “Out On The Streets” , “Into The Heart Of Danger” , og “Machine Revolution”.

“Unholy Savior” er mest af alt bare en glad og ganske ufarlig 80’er inspireret heavy skive og er du ikke bange for at lade poppen komme tæt på din metal så vil du måske kunne finde noget glæde ved denne udgivelse. At bandet leger med poppen kommer i den grad til udtryk på den helt igennem forfærdelige “Touch In The Night”, der mest af alt lyder som noget Pet Shop Boys kunne have lavet på en, for deres vedkommende, god dag. Et rædselsfuldt nummer vi hurtigt må springe henover. Så kommer vi gudskelov til “Far Far Away” der godt kunne gå hen og blive et live-hit for bandet.

“Angel Cry” runder udgivelsen af på smukkeste vis. Men efter vi har været igennem de 11 numre er jeg ikke overbevist over “Unholy Savior”.

Opsummering: Disco bæsterne viser kun tænder enkelte gange på Unholy Savior, der bestemt ikke bliver heavy metal’s redning. Derimod er det en glad og meget ufarlig 80’er inspireret skive, der for dem der kan lide deres metal med en poppet kant nok kan få den i rotation på afspilleren.

Lyt specielt til: ”Lionheart , “Unholy Savior,” “Far Far Away”, “Angel Cry”

For fans af: Nightwish, Kiss, Sabaton, Judas Priest

 

Battle Beast – Unholy Savior udgives via Nuclear Blast d 9/1 2015