GaiaNår pot-røgen er lige så tyk som deres riffs, så ved man det både er lige dele sindsrivende og psykedelisk som det er headbanging og groovet. Doom metallerne Gaia fra København er vores sidste The New Shit navn for 2014!

Gaia er et band der både kan og vil nå langt. Og på deres relativt korte levetid har de også formået at imponere i ganske stor til, hvor det anerkendte stoner rock band Doublestone flere gange personligt har hevet dem med som support. De har, ligesom vi også har, set en masse kvaliteter hos Gaia, som gør at man skal agere hurtigt, inden omverdenen for alvor får øjnene op for deres talenter! Det er rocket, det er dronet, det er langtrukkent, det er hypnotiserende og det er headbangende.
Specielt de doomede og sludgede riffs akkompagneret af den psykedeliske og reverb/delay-indsmurte vokal går utrolig godt i spænd.

Og man skal da heller ikke mange sekunder ind i deres nyeste nummer “Sangla Hill” før det for alvor går op for en at Gaia kan deres pis ud til fingerspidserne.

 

Gaia – Sangla Hill

Vi hører en masse inspirationer hos Gaia. Navne som Windhand, Yob, Pallbearer, Ufomammut og Saint Vitus er blot få af dem. Det er mange og det er forskellige navne, der alle favner om doom metallens ypperste kunstarter. Og det er netop også det Gaia er aller bedst til. De tager simple opbygninger og får de oftest meget lange numre til at grave sig dybt ind i hjernen og hypnotisere lytteren på bedste vis.

Gaia er snart klar med udgivelsen “Reality Field”, hvor også nummeret “Desolution” herunder er fra. Vi kan ikke vente med at få den hørt! Gaia er i stor stil et band der allerede nu har en næsten perfekt idé om hvordan deres lyd er og skal være, samt et udtryk der går rent ind hos lytteren.

Gaia – Desolution

Vi har desværre ikke haft æren af at se Gaia live endnu. Men af det vi har hørt fra folk som har, kan vi godt gøre jer klar på en stor oplevelse! Vi glæder os i hvert fald utrolig meget til at opleve dem i Pumpehuset til The New Shit Showcase pt. 2 d. 10/1-2015!

LINKS:

Gaia på Facebook

The New Shit Showcase pt 2 billetsalg (70kr + gebyr)

The New Shit Showcase pt. Facebook-event.