Watain, Malmö Festival, photo: Weiss

Watain, Malmö Festival, photo: Weiss

Det er efterhånden ved at blive lidt af en tradition for undertegnede, at tage på udflugt til Malmö under byens festival eller festuge om man vil. Hele byen bliver omdannet til et festligt virvar af boder med tøj og lir, madboder, scener og forlystelser. Det er kort og godt hamrende hyggeligt. 

Traditionen tro er der en masse musik hvert år. Lige fra storslåede symfoniorkestre, til tidens moderne pop- og indienavne og ja, faktisk også hard rock og tung metal. Malmö Festivalen har det hele! Det er jo Sverige for fann’! Én ting er, at dette aldrig ville kunne ske herhjemme til en ganske almindelig byfest. Men Sverige er bare anderledes og 100 gange længere fremme end os danskere hvad angår livemusik. På Malmö Festival er der bredde og plads til alle og dét er noget der appellerer!

I de tidligere år har jeg derfor kunnet opleve fede koncerter med bl.a Ghost, NOFX, Bullet og Crazy Lixx, bare for at nævne en lille håndfuld. I år var det Imperial State Electric (som vi desværre ikke nåede at se), Graveyard og Watain, der stod for den tungere del af året program.

Graveyard

Graveyard, Malmö Festival, Photo: Weiss

Graveyard, Malmö Festival, Photo: Weiss

Det var med blandede forventninger, at Graveyard atter skulle opleves denne sommer. Blandet fordi deres koncert på Copenhell mildest talt ikke var god. Den store Helviti klædte overhoved ikke bandet, der virkede noget malplacerede, hvilket betød at deres på én gang indadvendte, men også festlige retro syrerock slet ikke kom ud over scenekanten.

Men lad det være sagt med det samme: På Malmö Festivalen var det betydelig bedre. Men der er stadig et godt stykke vej op for at det virkelig ringer for dette band igen. For Graveyard har altså leveret koncerter der var langt federe end også den i Malmö forleden. Jeg behøver dårligt nævne deres fantastiske Roskilde 2011-koncert.

På scenen i Malmö virkede bandet dog betydeligt mere tændte på at levere et overbevisende show. Men det var som om bandets lyd stadig ikke kom ordenligt ud over scenen. Det var ellers højt nok, men guitarenes distortion lød underlig kompresset og uden saft og kraft og ikke nok med det, så satte bassen ud op til flere gange, med hvad der kunne lyde som en løs forbindelse.

Graveyard hiver den dog hjem på Joakim Nilsson’s fantastiske vokal. Han er nok en af de bedste rocksangere vi har

Graveyard m. Nicke Andersson, Malmö Festival. Photo: Weiss

Graveyard m. Nicke Andersson, Malmö Festival. Photo: Weiss

på scenen i dag. Samt det faktum, at Graveyard har sange der er varieret nok til at holde en koncert interessant i en lille times tid. Denne aften i Malmö fik vi alt godt fra den fremadstormende retrorock, med numre som “Hising Blues”, “Ain’t Fit To Live Here” og “Goliath”, krydret med de mere langsommelige skærringer “Slow Motion Countdown” og “Uncomfortably Numb”.

Til sidst trådte Sveriges rock n roll helt Nicke Andersson (x-Entombed, The Hellacopters, Imperial State Electric) ind på scenen og gav Graveyard’s lyd et tiltrængt los i røven, ved at spille The Hellacopter’s nummeret “Gotta Get Some Action”.

Men uha Graveyard. Jeg er spændt på hvad der skal ske med jer. For med tidens mange retronavne, er der en hel håndfuld navne på scenen, der er langt federe live end hvad Graveyard har præsteret længe. Lad mig blot konstatere, at både Kadaver, Scorpion Child, The Vintage Caravan og ikke mindst Blues Pills har givet langt federe koncerter end hvad Graveyard har gjort på det seneste.

Ind i kampen!

7-penta

 

 

 

Watain

Watain, Malmö Festival, photo: Weiss

Watain, Malmö Festival, photo: Weiss

Efter et kort skifte på lige omkring en time var klokken blevet 22 og tid til aftenens finale. Et af tidens største black metal navn lige pt Watain, var klar til at tænde bål i byfesten. Og dét må man så sandelig sige, at de fik gjort.

Sceneopsætningen var fuldstændig identisk med deres koncert på Copenhell tidligere i år. Hvilket jo bød på lige dele omvendte og brændende kors, ild, ild og atter ild. Watain er på mange måder et teater. Men flot ser det sgu ud, når bandet sætter gang i flammerne.

Musikalsk er Watain’s lettere punkede udgave af black metal ikke det nemmeste at gå til. Alligevel var der mødt en stor forsamling op, for at se helvedesmaskinen. Men hvorfor er det overraskende? Igen, vi er jo i Sverige og her er metal på lige fod med alt andet på Malmö Festivalen.

Publikum var klar til at modtage det sorteste af det sorte og det gik rent ind ved numre som “De Profundis”, ” Black Flames March” og den direkte smukke “The Wild Hunt”.

Hvad der dog har irriteret mig voldsomt ved Watain er trommeslager “H”’s teknik eller ja, mangel på samme. Det kan godt være Watain’s musik henter inspiration fra punken, men at spille så elendigt på gryderne, som han gjorde denne aften er langt fra godkendt. Det var til tider så pinligt utight, at dobbelpedalen simpelthen ikke kunne følge med og hvor rundgangene haltede gevaldigt.

Man må så blot konstatere, at bandet redder den ved at klaske en masse, masse rumklang og delay på netop trommerne, som jovist, giver en fed effekt i forhold til musikken og det visuelle på scenen, men som dog stadig ikke skjuler de åbenlyse fejl.

På trods af det leverede Watain det man kunne forvente af dem. Det var en koncert stort set som på Copenhell, dog med en betydelig bedre lyd.

En satans dejlig aften blev rundet af på den sorteste og smukkeste måde med Watain!

8-penta