Wacken 2014Så står Wacken Open Air for døren. Om præcis en uge åbner portene ind til sceneområdet til Tysklands største metalfestival, hvor Accept vil headline på torsdagen’s A Night To Remember. 

Der er tonsvis af musik at komme efter på årets festival. Og selvom vi måske i år mangler det absolutte topnavn til at fejre festivalens 25 års jubilæum med, så skal jeg da være den sidste til klage. For undertegnede er der nok musik til, at man alligevel ikke kan nå alt i år.

Wacken Open Air er sgu lidt som at komme hjem. I hvert fald i forhold til min egen smag. Klassisk heavy metal, hard rock og power metal har altid gjort sig godt på Wacken. Og i år er heller ingen undtagelse dér.

Torsdag d 31/7

Bare se på torsdagen. Her vil mine musikalske oplevelser starte med det færøske vinderband af Wacken Open Air Metal Battle, Earth Divide. Alexander og jeg var, som nogle af jer måske ved, oppe og dække den færøske Metal Battle tidligere på året og her var det altså djent-core bandet Earth Divide, der spillede sig til en plads på årets Wacken. De går på Headbanger Stage torsdag kl 16.10 og det er bestemt noget man skal tjekke ud, hvis man er til moderne metal, med super teknik.  Eller også bare for at støtte vores brødre oppe fra øerne.

Efter Earth Divide skal man blive stående ved Headbanger Stage. For her går vores egne Wacken Metal Battle finalister på scenen. Huldre overbeviste alt og alle ved de indledende runder i Danmark og med deres folkemetal spillede de sig sikkert til en koncert på Wacken i år. At Danmark rent faktisk har en chance for at vinde med et band på Wacken har aldrig været større end i år. Huldres folkemetal og Wacken er det perfekte match. Jeg forventer en stor oplevelse! Det sker kl 17.00!

Og så er det afsted til Black Stage. For blot 40 min. efter Huldre starter min musikalske maraton på hovedscenerne. Wacken er måske et af de eneste steder i verden, hvor man rent faktisk kan opleve Hammerfall foran 80.000 mennesker. Tyskerne elsker disse svenskere, der er på trapperne med den nye skive “(r)Evolution”. På Wacken spiller Hammerfall hele deres debut “Glory To The Brave”. Det bliver i sandhed glory med Hammerfall kl 18.00 på Black Stage.

Og så behøver man faktisk ikke gøre mere end at dreje hovedet mod højre. For lige efter Hammerfall går der glamfest i den med Steel Panther, der for første gang sætter deres stilletter på Wacken’s jord. Hvad mere er der at sige end Death To All But Metal!! True Metal Stage kl 19.30 for fest!

Efter Steel Panthers Wacken-debut er det tid til en gammel Wacken-traver. For et klassisk Wackennavn kan man med rette kalde Saxon. Det er ikke mere end to år siden de sidst var forbi festivalen og det bliver helt sikkert heller ikke sidste gang. Men hvad gør det, når Saxon altid plejer at holde et tårnhøjt liveniveau. Der bliver fællessang med de brittiske NWOBHM legender i det tyske! Black Stage kl 21.00!

Og fællessang bliver det sgu’ nok også med aftenens hovednavn. ENDELIG booker Wacken Accept istedet for at hive U.D.O ind igen og igen. Accept er med Mark Tornillo i front tilbage i forrygende form. Måske dét bedste heavy metal band der er derude netop nu. At de så spiller hele den klassiske Restless And Wild sammen med et par af de nye skærringer gør jo ikke ligefrem forventningerne mindre. Fast As A Shark bliver det helt sikkert på True Metal Stage kl 22.30!

Og sådan skal en forrygende torsdag i den helt klassiske heavy metal’s tegn rundes af!

Fredag d 1/7

Fredag er det tidligt op og afsted til True Metal Stage! For allerede kl 11.55 er det tid til et hard rock indslag af kaliber. Amerikanske Skid Row skal kickstarte fredagen med en omgang slut 80’er glam. Mon ikke vi får luftet “Monkey Business, “18 and life” og “Youth Gone Wild”. Det tror jeg nu nok vi gør!

Er du, ligesom jeg, også nysgerrig efter ny musik på festivalen og finder glæde ved den symfoniske gren af metallen. Så er Neopera helt klart et tjek værd! Bandet fra Tyskland er nye på scenen i den kontekst og har netop udgivet deres debut “Destined Ways”. Neoprea består bl.a. af medlemmer fra Gamma Ray. Her får du klassisk Nightwish-vokal krydret med growls, samt store symfoniske klagflader. Lyder det som noget for dig, så ses vi nok foran Headbanger Stage kl 13.20.

Og så er der for mit vedkommende faktisk et langt musikalsk hul, hvor alt kan ske og intet er planlagt. Jeg overvejer godt nok Hellyeah kl 15.30 på Party Stage. Men ellers har jeg intet must see på listen før det glimrende hard rock band Black Star Riders, med ikoniske Thin Lizzy-guitarist Scott Gorham går på W.E.T Stage kl 17.45. Bandet der er det tætteste vi idag kommer på Thin Lizzy udgav sidste år “All Hell Breaks Loose” og ramte i den forbindelse Amager Bio på deres efterfølgende albumturné. Begge høstede flotte anmeldelser i diverse medier. Mon ikke der nok skal komme et par Thin Lizzy klassikere mellem alt det nye?

Dernæst vil jeg slå et smut forbi True Metal Stage kl 19.30, hvor Apocalyptica vil stå for underholdningen. Denne gang er strygerne bakket op af et helt symfoniorkester, så der skal nok være noget stort i vente.

Og ja, så ville det jo være oplagt at se Motörhead kl 21.00 på True Metal Stage, for Gud ved hvilken gang. Men nej. Det kan ske at Lemmy er blevet stærk nok til at udholde en hel koncert. Men Motörhead har man sgu snart set nok og særligt på Wacken. Derfor skal man hellere opleve det HELT friske skud på rock n roll stammen. Nemlig The Vintage Caravan!  Som en del af hele den nye retro rock bølge, er de unge islændinge klar til at rive Headbanger Stage midt over i herlig syre rock! Dét er klokken 20.45!

En lille time efter The Vintage Caravan står den helt klart på satanisk og teatralsk heavy metal på W.E.T Stage! Hell med mesterproducer Andy Sneap på guitar, kunne godt blive én af årets helt store oplevelser. Særligt med deres seneste glimrende udgivelse Curse And Chapter i tankerne! Satan heavy når det skal være- og det skal det! 21.40 på W.E.T Stage!

Intet teatralsk er der over Slayer, der atter vil kunne betegnes som “mægtige Slayer.” Det har de bevist ved de seneste koncerter jeg har været vidne til denne sommer. Først i Horsens, hvor de kørte Metallica midt over uden problemer og så til den intime koncert i Malmö i slutningen af juni, hvor de – hånden på hjertet – gav en opvisning i hvordan thrash metal skal være. Imponerende. Har de den samme setliste med på Wacken som de havde i Malmö så kunne dét her godt blive årets koncert på festivalen. For helvede, de spillede “At Dawn They Sleep”! Must kl 22.30 på True Metal Stage!

Efter Slayer bliver vi ved hovedscenerne. For vores helt egen King Diamond betræder, imponerende nok, for første gang Wacken. Og efter alt det mundhuggeri der har været mellem nu tidligere bassist Hal Patino og Kongen, er det forhåbentlig en aggressiv og målrettet King Diamond, der er klar med fuld teater på Black Stage. Koncerten bliver sikkert meget ala Copenhell 2013 i opsætning! Men det er jo bestemt heller ikke en skidt ting (medmindre man selvfølgelig er fotograf)! Midnatsmesse kl 00.00 på Black Stage!

Har man mod på mere efter King Diamond, forhåbentlig, har lukket og slukket ballet med “Black Horsemen” er det direkte mod W.E.T Stage. Her vil Vreid kl 01.40 holde pagan black messe og fejrer hhv. 20 års jubilæum for dannelsen af  Windir og 10 året for dannelsen af Vreid. Der vil blive spillet en masse Windir-numre, så her er der bestemt noget at se frem til, hvis man er til black metal med et folket twist!

Og SÅ er det tilbage til campen. Træt og udkørt men alligevel frisk på en enkelt godnat-bajs, for at samle op på dagens mange musikalske indtryk!

Lørdag bliver ikke mindre kaotisk!

Lørdag d 2/7

Lørdagen står for mit vedkommende i hovedscenernes tegn. Ja, faktisk skal alle koncerter der skal ses om lørdagen opleves på enten True eller Black Stage.

Jeg starter måske med tysk thrash fra Sodom kl 13.15 på True Metal Stage. Og når jeg siger måske, er det fordi de efterhånden aldrende mænd i Sodom ikke leverede varen på Metal Hammer Paradise. Det var en halvflad oplevelse, som jeg håber kan blive anderledes på Wacken. Stemningen i campen vil nok blive afgørende for denne koncert!

Dog kommer der INTET i mellem undertegnede og mægtige Behemoth, der uden sammenligning har udgivet dén bedste skive i 2014! At Behemoth atter må kæmpe med en tid i dagslys er mig uforstående. SÆT NU DET BAND PÅ I MØRKE!! Nå men om ikke andet så spiller Behemoth altså kl 14.30 på Black Stage! Og det skal ses og det bliver meget Satan! Yes!

Knap så Satan bliver det med Devin Townsend Project. Det bliver nu nok nærmere en sjov musikalsk oplevelse, hvor en masse subgenre blandes sammen i én stor mikstur, for derefter at give det hele et symfonisk touch! Det skal nok blive spændende at se hvad den altid gode Devin har med til os denne gang! Det sker på True Metal Stage kl 16.00.

17.30 er det atter tid til at vende sig mod Black Metal Stage. For her går kongerne af tidlig symfonisk black metal på. Norske Emperor fejrer i år 20 året for “In The Nightside Eclipse” og spiller derfor hele albummet fra start til slut! Eneste minus ved denne koncert er dog, at man IGEN har valgt at placere et band som Emperor, i den absolut mørkeste genre, i fuld dagslys. Men mon ikke Emperor nok stadig kommer til at rive os rundt?

Det er ikke mere end to år siden, Amon Amarth sidst var på Wacken. I mellemtiden har de udgivet nyt album og har gæstet Danmark hele to gange. Alligevel skal Amon Amarth opleves på Wacken fordi de altså er ét af de bands, der leverer varen hver gang. Rendyrket vikingepower og det er der altså mange tyskere der elsker! kl 19.00 på True Metal Stage!

Om det næste band leverer varen hver gang kan diskuteres. Om ikke andet er det første gang Megadeth står på Wacken’s scene. Dave Mustaine og co. blev offentliggjort d 24 december i Wackens julekalender og der udbrød straks vrede overalt på Wacken’s sociale medier. På nogle punkter forståeligt nok, for Super Collider er der sgu ikke meget at råbe hurra over. Lad os håbe de har gemt det nye væk og giver os et best off-set kl 20.30 på Black Metal Stage!

Og så til noget helt andet! Noget af det der gør, at jeg glæder mig rigtig meget til netop Wacken. For et band som Avantasia eller i stil med, er bestemt ikke noget der kommer forbi Danmark ofte. Og så må man jo rejse for at se det. At skulle opleve Sammet og hans Avantasia projekt igen er et af mine personlige største højdepunkter på årets festival. Fede riffs, stærke melodier og et stjernespækket line up for fans af heavy og power metal er hvad der venter, når Tobias Sammet har inviteret folk som X-Helloween-sanger Michael Kiske, Magnum-frontmand Bob Catley og vores helt egen Ronnie Atkins fra Pretty Maids med på scenen. Og denne scene er True Metal Stage kl 22.00! Der er mødepligt hvis du ønsker at opleve noget som ikke er TRUE og som – oh ve’ oh’ rædsel – har en melodisk kant! Pas på, det KAN i værste tilfælde bide.

Musikalsk rundes min Wacken 2014 af med Kreator kl 00.15 på Black Stage.  Dette band skal sørge for en solid afslutning. Kommer de bare i nærheden af deres Roskilde 2013 koncert er der noget stort i vente!

Ja, nu glæder man sig godt nok endnu mere til i næste uge! Måske vi ses dernede? Måske ikke? I hvert fald må de af jer der skal på Wacken i år have en kanon festival og blive rig på musikalske oplevelser!

Weiss over and out!