SkullFistjackieJeg fik en snak med Skull Fist’s guitarist, vokalist og sangskriver Jackie Slaughter, inden deres koncert på Stengade i København. Bandet udgav i januar deres andet album Chasing The Dream og i følgende interview vil jeg finde ud af hvad disse unge canadiere egentlig drømmer om. 

 

Så er I tilbage i Danmark igen for anden gang. 

Yes, det er vores anden gang. Faktisk på det samme spillested. Vi spillede her for ca 2 år siden sammen med SteelWing. Jeg blev vanvittig fuld sidste gang kan jeg huske. Det bragte i den grad nogle minder op, da jeg idag kom ind og så spillestedet igen, ha ha.

Det er en yderst omfattende tour I er på i denne omgang. En hel måned nærmest uden én eneste pause. Hvordan i alverden overlever I det?

Det er i den grad en hård tour og det kommer altså fra den drikke og rygeglade sanger. Det er fandme hårdt. Hver morgen vågner jeg og er totalt “wasted” og så står den bare på vand og cola hele dagen, ha ha. Men det fungerer sgu’!

Vi forsøger altid at øve op til hvert show. Når man spiller live er det helt klart anderledes end en almindelig øvning. Alt er mere intens. Man er nødt til at gå all in. Og så evaluerer vi på de gode og de dårlige momenter i koncerten dagen efter.

Hvad er det bedste ved en Europa-tour?

Det bedste ved en Europa tour er at alt booze er gratis ha ha. Nej men helt seriøst. Når vi er på tour i Canada skal jeg altid selv betale for det. Og her, jamen det er helt anderledes. Og selv cigaretter er betydelig billigere end i Canada. Og så er alle dem vi møder på vores vej simpelthen bare utrolig søde og imødekommende. Siden vi begyndte at være på tour her har jeg aldrig nogensinde haft en dårlig oplevelse, når vi efter koncerter kommer ud og hilser og drikker os fulde med folk. Det er bare skide sjovt. Alle kender vores sange og folk synger med. Det er fedt og sådan det skal være!

(Skull Fist udgav i starten af året deres andet album Chasing The Dream)

Hvad er Skull Fists drøm? 

Uafhængighed! Så simpelthen kan det siges. Financial uafhængighed og en “livs” uafhængighed. Jeg vil ikke være afhængig af nogen ud over mig selv. Det er egentlig ikke som sådan et tema på pladen. Lyrisk har jeg, modsat den forrige plade måske ønsket, at gå i en mere positiv retning. Hvor den forrige plade omhandlede hvor meget livet stinker, så er denne her betydelig mere opløftende og glad i lyrikken. Det er lidt anderledes end det sidste album.

For det meste ved dette album har inspirationen været ikke at give op, også selvom du møder stor modstand. Det handler altså om at jagte sin drøm også selvom der er hindringer på vejen.

Samtidig synes også selve lyden på albummet at være blevet hårdere end på jeres forrige udgivelse?

 

Da vi lavede den forrige plade var vi i stor tidsnød. Det skulle gå stærkt. Denne gang ville vi ja, som du også selv siger, forsøge at lave det hele en lille smule hårdere. Give det et hårdere udtryk. Jeg synes den første plade var rigtig fed af et debutalbum at være. Det fungerede godt. Denne her gang tog vi i studiet og overlod hele produktionen til vores producer og bad ham om at gøre lige præcis det han mente der skulle gøres. Jeg er bestemt ikke en teknisk geni. ha ha. Jeg aner ikke en skid om indspilning. Vi bad ham bare om at lave det “heavy”.

Måske vil det næste album lyde anderledes. Ikke stilmæssigt for vi spiller jo det vi nu engang gør. Men lydmæssigt vil det helt sikker lyde anderledes. Ved dette album gjorde vi stort set alt helt anderledes, end hvad vi gjorde på debutten. Det er det samme musik, men med en helt anden lyd.

Vi håber selvfølgelig på, at vores fans kan lide det  og måske, med denne lidt anderledes lyd, vil vi kunne tiltrække nogle vi ikke havde kunnet før. Dem som ikke kunne lide det første album kan måske lide det andet. Og omvendt. Dem der kunne lide lyden på det første album kan ikke lide det andet album. Så de skrider måske fra os igen. Nogle gange må man satse lidt. Lad os sige man har 100 der kunne lide Head Of The Pack. På det andet album er der måske 80 tilbage af dem der kunne lide Head Of The Pack, men man har så lige fået 100 nye fans udover de 80 og vupti så har man 180. Ta-daaah.

Ja det må Metallica kunne snakke med om.

Haha. Nu er de ikke mit fortrukne band, men de har bestemt haft en meget interessant karrierer. Og så gør de altså en masse seje ting. Eksempelvis havde de en konkurrence, hvor bands kunne blive supportnavn for dem. Nogle af mine gode venner, der spiller i et band kaldet Striker åbnede for Metallica i to dage. For slet ikke at tale om deres netop overståede koncert på Antarktis. Det er fandme sejt. Jeg tilgiver dem for LULU, Load og Reload simpelthen fordi de spillede på Antarktis.

Nu nævnte du selv Striker.  Og jeg kunne have sagt Cauldron. Hvorfor tror du det er blevet populært for yngre bands at spille heavy metal i 80’er stillen igen?

“Populært” er nok bare ikke det rigtige ord at bruge her. For populært i hvilken grad? Vi spillede en tour med Sabaton for 2 år siden, hvor der var en 2-3.000 hver aften. På denne tour er vi heldige hvis der er 300 mennesker. Det er populært, men populært blandt en mindre gruppe af mennesker. Men populært i en større forstand det er det ikke. Jeg elsker at spille for 300 mennesker. Men på samme tid er det jo ikke 3.000. Så det er på et helt andet niveau.

Der var måske en mangel for 5-10 år siden hvor der absolut ingen heavy metal bands synes at komme ud på scenerne og at det så var på tide der skete noget.

Og godt der gjorde det! Og i samme omgang er det godt at se, at du stadig er still going strong efter dit voldsomme skateboard-styrt.

Haha ja, det var lidt af en tur. Jeg røg simpelthen lige på hovedet i asfalten. Jeg brækkede mit kindben og sågar også min nakke. Normalt når man brækker sin nakke ender det ikke altid godt. Så jeg var heldig at det hele er gået fin efterfølgende. Allerede 3-4 uger efter styrtet ringede jeg til de andre og spurgte om vi ikke skulle jamme. De var alle sådan lidt “øøøøh ja?”. Jeg forsøgte så at spille på guitaren, dog uden held, da jeg ikke kunne kigge ned. ha ha. Jeg var meget sørgelig. Men altså, alle ved jo, at man ikke kan brække nakken to gange og jeg står stadig på skateboard. Så alt er cool. ha ha.

Sådan skal det bare være! Tak for snakken og god koncert i aften!

Jo tak!