empireOkay, jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg efter Gamma Ray’s mildest talt sørgelige Wacken-optræden tilbage i 2012 havde   afskrevet Kai Hansen og co. Men så kom Empire Of The Undead heldigvis lige forbi skrivebordet……. 

Her er der altså tale om plade fra et band, der har været godt og grundig ramt af uheld. Da Gamma Ray var på tour i Sydamerika brændte hele deres studie nemlig ned til grunden. Studiet hvor den nye plade var blevet indspillet. Alt gear og udstyr brændte ned til grunden, men gudskelov var der blevet lavet backup af indspilningerne og Empire Of The Undead gik heldigvis ikke tabt. Og det ville for alt i verden også have været en katastrofe.

For Kai Hansen har for alvor hanket op i sig selv på denne udgivelse og har leveret et album, der sprudler af melodiske fuldtræffere. Der er kort og godt blevet skruet ned for de klassiske power metal elementer og op for en langt, langt mere rå og old school heavy metal lyd, som jeg ikke er hørt fra Gamma Ray’s hånd længe. Og kan man så egentlig kalde dette for en power metal udgivelse? Næ, det tror jeg sgu egentlig ikke. Det her er sgu nok nærmere regulær heavy metal eller ja, speed metal måske, hvis man virkelig vil gå i genre-flueknepperi.

En ting er så genre-snakken. Men så længe musikken holder er det så afgjort det vigtigste!

Vi kan hurtigt blive enige om, at Kai Hansen ikke længere har en vokal i absolut verdensklasse. Men at skrive det helt rigtige riff og den helt rigtige melodi det kan han altså og gør han i den grad stadig på Empire Of The Undead.

Skiven sættes igang af albummets nok største nummer. Den 9 minutter lange episke skærring “Avalon”, der nok er det tætteste vi kommer på et egentlig power metal nummer og kaster på mange måder tankerne over til min personlige (og ja, det var så før denne plade udkom) Gamma Ray favorit “Rebellion in Dreamland” . Der varieres mellem et lækkert cleanstykke i verset og så en betydelig større lyd i omkvædet og i de efterfølgende stykker.

Albummets i alt 11 numre viser et band med en masse musikalske udtryk, idéer og visioner. Der ændres godt og grundigt i tempo med en masse rytme og ja temposkift. Fra midttempo-baskeren “Avalon”, til hurtige speed metal på “Hellbent” og titelnummeret “Empire Of The Undead”. Bedst er dog “Born To Fly”, “Master Of Confusion” og “Seven”, der med deres catchy riffs og melodier klæber sig til hjernen, uden at give afkald på energi og pondus!

Albummets største styrke er simpelthen at Kai Hansen kort og godt har skrevet en håndfuld stærke sange og mere er der sådan set ikke i det. Og dog. For hvor albummet har sine sande styrker i det musikalske aspekt, ja så halter det altså for lyrikken, der simpelthen har det med at blive pinligt kliché. “Fly high like an eagle, touching rainbows in the sky” – come on…… Den er vidst lige så gammel som Helloween er.

Om jeg vil anbefale dette album? Ja det vil jeg helt bestemt. Det er i den grad en positiv overraskelse og har man ikke berøringsangst for at høre musik fra et band som Gamma Ray, så vil man få sig en rigtig positiv oplevelse/overraskelse her. Særligt hvis du er fan af traditionel og velspillet heavy metal og hard rock, med den stærke melodi og den høje energi.

Gamma Ray sætter sig i front med Empire Of The Undead hvad angår de mere melodiske metal-udgivelser her i 2014. Jeg siger bare held og lykke til Sonata Arctica, Sabaton, Edguy og Tuomas Holopainen. De har sgu noget at leve op til!

Og så vil jeg hermed sætte mig over i hjørnet og tude over, at ingen danske bookere har turde satse på en koncert med Gamma Ray, på deres kommende tour, i kølvandet på denne tæske fede plade!

9-penta

 

 

Gamma Ray – Empire Of The Undead udgives 28/3 2014 via EarMusic/Playground