IMG_1484[1]Der var dømt melodisk symfonisk power metal af de helt store da finske Stratovarius og svensk/danske Amaranthe gik på scenen i Amager Bio. 

Stratovarius

Aftenens koncert var en co-headlining. Men overraskende var det for rigtig mange i publikum, da vi fandt ud af, at Stratovarius var aftenens første band efter supportnavnet Seven Kingdom. Og derefter kom altså Amaranthe.

En ganske underlig opsætning, da jeg vil mene at Stratovarius er – ikke for at overdrive – et noget større navn end Amaranthe. Men nok om det. Stratovarius gik på scenen med det nye nummer “Abandon” i et halv fyldt  – eller halv tomt om man vil – Amager Bio. Fokuset igennem hele koncerten lå på den nye og ganske glimrende udgivelse Nemesis, hvor vi derfor også fik den forrygende Halcyon Days leveret.  Lydbilledet var i begyndelsen af koncerten præget af en betydelig buldren fra stortrommerne og bassen, og det var reelt svært at høre keyboardet og guitaren, hvilket selv sagt er afgørende indenfor symfonisk metal.

Dette blev gudskelov bedre. Men Stratovarius var ikke på nogen let opgave. De skulle forsøge at hive et noget fladt publikum op fra en IMG_1485[1]halvtom og kold sal. Særligt frontmand Timo Kotipelto gjorde hvad han kunne, men lige meget hvor meget det hjalp, kan man ikke komme uden om, at Stratovarius denne aften spillede på rutinen og at dette her show var et af de sidste i rækken af mange koncerter på Nemesis-touren. “Hunting High and Low” blev aftenens sidste nummer for bandets vedkommende efter godt og vel en time og et kvarter med et Stratovarius, der sammen med sit publikum aldrig kom helt op i gear.

6-penta

 

 

Amaranthe

IMG_1486[1]Hvor mange der ville blive til Amaranthe var jeg spændt på. Svenskerne og den ene dansker gik på scenen 20 minutters tid efter Stratovarius og nej salen var på ingen måde fyldt, men bandet gik til den med højt gå på mod. Sidste gang jeg oplevede Amaranthe var da de supportede Hammerfall selv samme sted i 2011. Dengang var jeg ikke imponeret og efter koncerten i Amager Bio denne aften er jeg fortsat et pænt stykke fra at være imponeret.

Bandets tre sangere udmærker sig ved hver deres kunnen. En med growl og to med skønsang. Og det er sådan set det Amaranthe lever på. Deres sange er enormt simpelt bygget op. Hele tiden med det samme skelet og uden nogle enlige former for variation. Der varierers lidt med nogle growles og lidt skønsang i versene, hvor i der i øvrigt er en stor del breakdowns, der leder op til de store poppede sing-a-long omkvæd – alt sammen i samme tempo. Sådan foregår alle deres numre og ærlig talt, det bliver simpelthen alt, alt for kedeligt i længden.

Lyden er dog på bandets side og hvert instrument synes at gå fint igennem. Dog forsøger de sig med nogle “sjove” interne svensker-møder-dansker jokes på scenen i mellem numrene, men det falder fuldstændig til jorden, da halvdelen af publikum simpelthen ikke forstår svensk. Dog skal bandet have creditet for at forsøge at opildne deres publikum. Jeg er da også sikker på at publikum i de 3 forreste rækker havde en fest. Længere tilbage begyndte folk dog at sive stille og roligt og Amager Bio begyndte at virke endnu mere tom end  hvad godt var.

 

4-penta