2 generationer af svenske heavybands lagde denne kolde vinteraftenen fundamentet i Amager Bio. 80’erne repræsenteret af Europe og 00’erne blev repræsenteret af Mustasch.

Mustasch

Mustasch var hevet ind som såkaldt special guest denne aften. Bandet går på scenen inden publikum for alvor har indfundet sig i salen og jublen er derfor, ikke overraskende, ganske sparsom.  Mustasch’ relativt tunge approch på heavy metal-scenen er et sjovt valg som special guest for Europe. Det er da også kun et ganske fåtalligt af publikum der kender til det hårdslående band. Et publikum der i overvejende grad var af den noget ældre generation (man skal passe på hvad man siger her 😉 ) denne aften.

Der skal ikke gå meget mere end et halvt nummer af koncerten før det er helt tydeligt at Mustasch denne aften er på en umulig opgave. Lyden til koncerten er gennemført ubrugelig. Bassen buldre derud af, minimal guitar og en trommelyd så forfærdelig, at kliklyden fra stortrommerne kunne gøre et hvert techdøds-band grønne af misundelse.

Bandet gør hvad de kan for at få sparket aftenen godt igang. Men den sparsomme jubel og intensitet fra publikum udebliver og det påvirker bandet, der står fuldstændig forstenet på scenen. Kun forsanger Ralf Gyllenhammar (Den svenske udgave af James Hetfield) viser med sin energiske fremtræden momentvis den herlige fanden-i-voldskhed der skal til, for at hæve koncerten fra noget være hø til det bedre. Desværre lyder hans stemme denne aften en anelse rusten og det kendetegner egentlig meget godt Mustasch’ optræden denne aften: rusten og kedelig – skudt og dræbt af en forfærdelig lyd. Og så giver man altså et special guest band længere tid end en halv time!

 

 

 

Europe

Så blev det tid til Europe. God ol’ Europe. Den melodiske 80’er heavy’s svenske højborg. Joey Tempest springer ind på scenen med det lange mikrofon-stativ og med ét er vi direkte sendt tilbage til tiden med højt hår og melodiske riffs. Lyden er gudskelov blevet meget bedre. En smule lav. Men uha, meget, meget bedre end til Mustasch (hvorfor skal man altid give supportbandet så dårlige forhold??).

Bandet ligger ud med den blues-rockede Riches to Rags fra den nye glimrende “Bag of Bones.” Det er herligt at opleve Joey Temptest’s smittende energi. Mic-stativet får sig nogle gevaldige svingture og bliver godt og grundigt onaneret – ja tak! Det hører sig til. Ligesom vinden fra vindblæserne i det, efterhånden lidt slidte hårpragt, også er obligatorisk. Og så synger han stadig fantastisk. Han var udentvivl manden i centrum denne aften.

Koncerten igennem stod det også klart, at guitarist John Norum er en af de mest undervurderede spadesvingere i heavy metal. For satan nogle smukke og perfekte soloer manden fik fyret af, med en feeling og et drive i en ren verdensklasse.

Desværre haltede det i midlertidig på det gode set. Bandet startede godt ud, men undervejs faldt intensiteten og stemningen et nyk i den forkerte retning, hvor bunden blev nået, da bandet kastede sig ud i et længere akustisk set. Jeg tror det må skyldes det faktum at Europe denne aften ikke havde formået at varierer deres set godt nok i forhold til nyt og det mere klassiske materiale. Heldigvis fandt bandet sig gudskelov sammen igen i mod slutningen og særligt en overraskende veludført og hårdtslående “Rock The Night” og en smuk, smuk udgave af “Carrie” var aftenens udentvivl største højdepunkter, inden den obligatoriske “Final Countdown” sendte os fra nostalgi og ud i kulden igen, efter en ok koncert med Europe.