Vores allesammens bøvede metal-onkel, Mikael Åkerfeldt, inviterede til en hyggelig aften i selskab med progressiv døds af allerhøjeste kaliber! Opeth var i byen!

“The day we make songs about going out to party on a friday night, that will be the end of the band” *applause* “So… This is a song about going out to party on a saturday night”

Ja, hvis der findes en person derude, med verdenens mest tøre humor, man dog stadig ikke kan lade være med at grine af, så må det da være Mikael Åkerfelt! Jeg er 100% sikker på at det enten må være at man er vild med det eller også hader man ham for det – heldigvis var folk kommet for at se Opeth i aften, så vi havde jo fuldstændig overladt os selv til at lade os forføre – og ikke mindst imponere!

For allerede fra første tone af “The Devil’s Orchard” gik igang, stod det klart endnu en gang, at det her band mener pisset seriøst. Hver en tone blev ramt med millimeterprecision, og havde det ikke været for den lidt mærkeligt lilletromme-lyd i begyndendelsen af showet, så var lyden fuldkommen perfekt! Ja for helvede, havde det ikke været på grund af Mikaels meget udtalte p-lyde i hans growl, så kunne man næsten fristes til at tro det bare var pladen der var sat på. Imponerende!

Showet igennem blev der vekslet både i stilarter, der svingede både mellem det hårde dødsmetalliske og de helt spinkle og lette ballader, og næsten hele bagkataloget kom vi rundt om, både med numre fra Still Life, Blackwater Park, Watershed, Heritage, Damnation, Deliverance og Ghost Reveries!

Iført sin Mercyful Fate t-shirt (som han i anledningen havde købt at Michael Denner), ledte Mikael og resten af Opeth os rundt i manegen, og tryllebandt os gradvist mere og mere i løbet af koncerten.
Koncertens største højdepunkt kom dog allerede som nummer to, da han tog fusen på os ved at spille “Ghost Of Perdition” (se video nedenunder), der, udover på denne tour, ikke er spillet live siden 2009 – hvilket også blev taget meget varmt imod fra publikums side!

Og ja, man kan jo ikke rigtig klandre metalfans for at snakke en lille smule, hvor irriterende det end er. For det sker jo næsten altid til metalkoncerter, og specielt hvis det optrædende band vælger at trække en ballade op af hatten – og HER vil jeg fremhæve hvor meget Opeth formåede at fastholde vores opmærksomhed! For under soloen i nummeret “Häxprocess” fra Heritage, var der helt musestille i salen! og selv da en fadølsbamsefar åbnede munden for at råbe noget i stil med “Spil den med Slayer!” blev der straks tysset på ham fra alle sider. RESPEKT!

Og ja, jeg kunne blive ved med at fremhæve højdepunkter – det intense og voldsomme nummer “Deliverance”, der blev introduceret som en sød lille stille nuttet lullaby om teddybjørne, “Hessian Peel” hvis overgang fra det stille til det brutale slog os som en kollektiv lussing i fjæset, den fantastiske “Reverie/Harlequin Forest” og lige til ekstranummeret i form af fan-favoritten “Blackwater Park”.

Fra at gå fra at spille en halvkedelig koncert i høj solskin på Copenhell, var Opeth tilbage i byen for at vise os hvor skabet skal stå! Og da de efter 1 time og 45 minutter takkede af, stod jeg lidt tilbage og kunne godt bruge en times tid ekstra i selskab med dem. Opeth er og bliver på toppen i sit felt, færdig slut!

 

 

 

Setliste:
The Devil’s Orchard
Ghost of Perdition
White Cluster
Hope Leaves
Deliverance
Hessian Peel
Häxprocess
Reverie/Harlequin Forest

Ekstra:
Blackwater Park