Fra Sverige kommer det nye melodiske power metal band Fullforce. Og selvom bandet er nyt er det bestemt ikke nogle u-erfarne herrer vi har med at gøre. Bandet består af nuværende og tidligere medlemmer af Hammerfall, Heed og Cloudscape. 

Anders Johansson, nuværende trommeslager i Hammerfall er ligeledes manden bag gryderne hos Fullforce, hvor også tidligere Hammerfall guitarist Anders Elmgren, sammen med vokalist Mike Andersson fra Cloudscape, Tommy Larson fra tidligere Heed på bas og Stefan Rosqvist på guitar udgør det nye svenske band.

Dette er Fullforce’ anden udgivelse. Det første der falder mig ind er hvor klassisk et udspil dette er. Forstået på den måde, at det er en udgivelse fuldstændig blottet for de vilde overraskelser. Er man fan af midt-tempo power metal, som man kender den fra – ja – Hammerfall og Sabaton så går man bestemt ikke galt i byen. Det er dog hørt så ufattelig mange gange og havde det ikke været for Mike Anderson i spidsen kunne denne udgivelse ligeså godt være blevet lavet af Hammerfall.

Hvor Fullforce er bedst er helt klart på de hårdere skæringer som “Back to Life”, den glimrende “Karma” og “Hate Love Drop It” . Der viser bandet at de tør bevæge sig lidt udenfor de klassiske power metal normer, som de ellers holder sig så meget til, på stort set alle de andre numre. Dog med endnu en afvigelse på de to ballader Smile At The World og Strongest Thing Of All, hvor særligt førstnævntes omkvæd er stærkt vanedannende!

Produktionen er heller ikke overraskende for genren: knivskarp og poleret. Alt går stærkt igennem og lyden er tung og massiv uden, at det bliver for aggressivt, men også med plads til de mere poppede momenter.

Er du fan af svensk power metal vil du også kunne holde af Fullforce. Formlen er bare hørt i så mange sammenhænge, at Fullforce med denne udgivelse ikke bringer meget nyt eller de memorable sange til bordet.

Fullforce – Next Level udgives via Steamhammer/SPV / Playground d 29 oktober