Her kommer endeligt så femte og sidste del af vores Wacken-rapportage. Har vi gemt (noget af) det bedste til sidst? Læs med her!

 

 

 

 

 

 

Dark Funeral 3/8/2012 Party Stage
Det svenske black metal band Dark Funeral var et af de bands jeg havde set aller mest frem til på festivalen – jeg var simpelthen klar på at opleve en god omgang black-metallisk ondskab!
Men selvom lyden var udemærket, energien på scenen helt fin og de spillede deres sange så godt de nu kan, så er der bare et eller andet tandløst over deres show, som jeg ikke helt kan sætte min finger på… Og det faktum at solen skinnede lige i deres corpse paint-belagte ansigter, hjalp heller ikke ligefrem godt til!
Jeg ved godt at jeg forleden brokkede mig over at Dimmu Borgir’s show ikke var black nok – men her var det næsten for meget. Kunne næsten ikke lade være med at høre forsanger “Nachtgarm” råbe titlerne på numrene, hvor mindst halvdelen havde ordet “satan” i sig. Come on.
Selvom musikken var glimrende, fik de desværre spillet lidt parodi på sig selv denne eftermiddag. Godt at vi fik “My Funeral” som afslutter – for dét nummer sparker dælme røv!

 

Amon Amarth 4/8/2012 True Metal Stage
At Amon Amarth var noget folk glædede sig til er lidt af en underdrivelse vil jeg mene. Hele pladsen var næsten stop-fyldt med mennesker inden de svenske melo-dødsmetallere gik på, med deres sange om vikinger, druk, hor og krig – krydret med en melodiøsitet som ingen andre!
*blbbblllrrlrlrlrcccrrrhhhsssch blblrrlrl blrlrrll brlrlrlrl*.. Ja. Sådan lød det desværre da Amon Aarth gik på. Kun trommer og bas kunne høres og glæden blev straks til en dyb skuffelse – et faktum der desværre tit er tilfældet til metalkoncerter…
Men hvad der skete, som man altid håber på, vat at lydmanden efter en 3-4 numre HELDIGVIS fik fingeren ud, og indså at den var helt gal. Så lyden bevægede sig op på det acceptable – koncerten kunne nu nydes til fulde! Og fuck hvor spiller det band dog bare fedt!! D’herrer i Amon Amarth har en inkarneret nordisk ondskab og krigerisk tilgang til musikken, krydret med et fantastisk humør, der ikke kan undgå at smitte af på publikum! Vi fik serveret sjældenheden “Live For The Kill” samt klassikerne “The Pursuit of Vikings”, “Cry Of The Black Birds”, “Twilight of the Thunder God” og “Guardians of Asgaard” og folk var solgt! Trods mudrede gummistøvler og (forholdsvist) lavt humør, så var det i disse minutter, sammen med Amon Amarth, at glæden viste sig på pladsen – og folk fik gang i festen og de hoppede, dansede og crowdsurfede sig igennem portene til Valhalla. Skål!


 

Dio Disciples 4/8/2012 W:E:T Stage (oh, the irony)
Vi havde på nuværende tidspunkt på aftenen, været vidne til det tredje skybrud på Wacken 2012, og vi kunne snart ikke synke dybere i sølet (ba dum tchh). En heldig ting der kom ud af det var dog at mit dilemma omkring at se enten Machine Head eller Dio Disciples blev løst af sig selv (læs; Dio Disciples spillede i et telt, Machine Head på open air scene). Så jeg kunne nu stille mig klar til at opleve en hyldest til den bedste heavy metal sanger nogensinde. Ronnie James Dio!
Bandet, der nærmest er et fancy coverband, består af medlemmer fra Dio’s band, igennem hele hans karriere. Der var Craig Goldy på guitar (Dream Evil, Magica, Master of the moon), Simon Wright på trommer (Lock Up The Wolves, Magica, Killing The Dragon, Master Of The Moon, Holy Diver Live), Scott Warren på keyboards (Strange Highways og alle udgivelser indtil Dio’s død). Derudover har de James LoMenzo på bas (Megadeth, Black Label Society, White Lion) og Tim “The Ripper” Owens til at løfte arven på sang (Judas Priest) – og så det lettere uheldige valg på Toby Jepson som anden-sanger..
Bandet gik på til Stand Up And Shout og festen var igang fra første spadestik! Tim “The Ripper” Owens gjorde en fantastisk figur for at sørge for at hits som “Holy Diver”, “Heaven & Hell” og “Rainbow In The Dark” fik gjort ære af den kæmpe stemme som Dio besad. Desværre havde de dog medbragt Toby Jepson til at synge ca. halvdelen af sangene, og selvom han givet vis ligner Dio mere end Tim Owens gør, så var det ikke helt det samme. Desværre. Havde “The Ripper” været med hele vejen, så tror jeg sagtens denne koncert kunne få fuldt hus, men de må her nøjes. Synd og skam!


 

Watain 4/8/2012 Party Stage

Efter Dio Disciples, havde mig og Søren (Weiss) godt og grundigt fået skrålet lungerne ud til alle de hard rock klassikere der blev spyttet ud, så modet og overskuddet til at traske igennem mudderet, og over til de svenske black metallere i Watain, var ikke just det højeste.

Men hul i det, det var sidste aften, og for mit vedkomne også det sidste band jeg havde planlagt at se på festivalen – og så også det black metal band jeg havde set mest frem til.

Vi nåede frem til Party Stage da første nummer, Malfeitor fra den fantastiske “Lawless Darkness”, netop var gået igang – og wow – hvilket et syn! Det her må være den uden tvivl mest gennemførte black metal performance jeg nogensinde har været vidne til. Stearinlys og fakler spredt ud over hele scenen, brændende treforke (som de har taget til sig som logo) og ildsøjler så voldsomme at jeg flere gange frygtede de ville sætte ild til scenen. Vi er simpelthen i black metal himlen her!

Musikalsk lægger Watain sig meget op af sine svenske landsmænd i Dissection, hvilket absolut ikke er en dårlig ting! Den melodiske tilgang, den okkulte stemning og energien i musikken og på scenen, er noget der tiltaler mig meget når det kommer til black metal. Mellem (næsten) hver nummer, gav frontmand Erik Danielsson en satanisk prædiken, der måske for nogle virker lidt plat – jeg syntes blot det var rart med en lille pause i musikken, uden fokus i stemningen gik tabt.

Højdepunkterne var klart hen imod slutningen, da nummeret “Stellavore” fra pladen Sworn To The Dark gik på, med sit karakteristiske råbe-med omkvæd “GOD – OF – DEATH”. Men bægeret skummede næsten over med awesome, da de afslutningsvist spillede “The Somberlain” af førnævnte Dissection. Farvel og tak Wacken (og Watain!), dit onde onde bæst! Det eneste der afholder Watain for at nå top-karakter, er uden tvivl den lave stemning blandt det tynde fremmøde – ok fair enough, der hvor jeg stod, sank jeg nærmest ned i mudder og måtte kæmpe mig op fra tid til anden. Men en helt proppet plads have sendt denne koncert helt til himlen (eller helvede, vel).

Og lad dette så være et opråb til at bookerne får Watain til Danmark! Det er en ordre!