25/7 stod i dødens tegn i Pumpehuset da Origin og Suffocation skulle spille stedet op.
Origin
Pumpehuset var gearet helt op til den helt store aften med old school og teknisk dødsmetal denne onsdag-aften. Publikum var stillet ganske talstærkt op da Origin tog plads på scenen ca 20 min forsinket kl 23.20. Bandet har spillet en utrolig teknisk brutal dødsmetal siden dannelsen i 1998 i Topeka, Kansas USA og det var ingen undtagelse til denne koncert.
Det er simpelthen imponerende at opleve Mike Flores og Paul Ryan shred-arbejde på hhv. bas og guitar og John Longstreth vanvittigt tighte pedalarbejde. Jeg kunne fange mig selv i den totale stilstand bare for at stå og beskue d’Herres teknikailteter og hånd-positions ekvilibrisme . Hvad der dog var et imponerende syn for øjnene var dog langt fra imponerende for ørene.
Det er længe siden undertegnet har oplevet en så forfærdlig omgang “lyd” til en koncert som til denne med Origin. Man skulle ikke tro at der reelt set VAR en lydmand på denne aften eller også er Pumpehuset bare ikke gearet til koncerter af sådan brutalitet (det tror jeg nærmere!) for det blev bare aldrig godt. Trommerne bragede igennem lydmuren uden overhoved at tænke på, at også guitaren og bassen har en – lad os kalde det – en “lettere afgørende fakta i dødsmetal.” Mudret som bare fanden og utrolig ærligt!
Sanger Jason Keyser er en indpisker af guds nåde og trods de ringe lydforhold gjorde han en hæderlig figur i et vække sit onsdags(som han selv påpegede)-publikum til live, med monologer der dogtil tider blev trukket i langdrag.
“I aften skal vi gerne have en ordenlig rider, øl, ordenlig backstage og så et publikum der headbanger, mosher og crowdsurfer! Vi har fået de første tre ønsker opfyldt – nu mangler vi de sidste tre, så kom igang!!” – og så kom de forreste rækker ellers igang med mosh og en opdelt wall of death efter befaling!
Origin’s koncert lå til at kunne blive en fantastisk oplevelse – det blev det bare aldrig. Nu må bandet nøjes med en halv sejr grundet de urimelige lydforhold og alt for lange monologer trods en teknik der dårligt leveres bedre.
Suffocation
Afslutningen denne aften stod i den gode gamle old school death metal’s tegn med Amerikanske Suffocation. Bandet har trods pause været aktiv siden 1988 og kan nu regnes for klare legender indenfor genren.
Højst overraskende var sanger Frank Mullen blevet erstattet af Decrepit Birth’s Bill Robinson på denne del af touren. Det lød sig at være pga. familiære problemer for Frank Mullen, at han ikke kunne være med denne aften. Sur røv og hamrende ærligt – han var savnet denne aften!
Klokken nærmede sig de 00.30 inden Suffocation gik på scenen til et talstærkt publikum. Lyden var blevet en smule bedre, hvilket muligvis skyldes Suffocations noget lettere tilgængelige lyd end tidligere med Origin.
Der blev leveret klassisk dødsmetal i reneste stil i Suffocations omkring time lange koncert, der dog blev hæmmet betydeligt af Bill Robinson’s evige lange taler mellem hvert nummer. Helt igennem langtrukken blev det, da vi midtvejs i sættet blev udsat for noget amerikanerene gør sig utrolig meget i: at takke gud og hver en mand. Det var sidste del af touren og det skulle ifølge Bill Robinson bruges på at takke lydmand, tour-manager, merchandise-sælgerne osv. Det var simpelthen ligegyldigt og spildtid for publikum, der blev mindre jo længere vi kom ind i koncerten.
Det slog dog ikke de forreste rækker af fans ud, der headbangede og gik amok til hver et slag Suffocation sendte ud over scenekanten. Når bandet spillede så spillede det sgu også, men talerne mellem numrene blev sgu for meget af det gode.
Middelmådigt og man savnede i den grad Frank Mullen.
Endelig skal der gøres noget ved sceneplaceringen i Pumpehusets lille-rum eller også skal man mindske salget af billetter så folk ikke er nødsaget til at stå bag ved de fucking stolper, der i den grad hæmmer udsynet. Det holder ikke en meter!