Det er snart ved at være fast kotume for Iron Maiden med livealbums efter større world tours. En Vivo er ingen undtagelse!

Studierelease -> world-tour -> livealbum. Sådan kender vi alle Iron Maiden bedst. En Vivo er bandets 9ende livealbum i karrieren og fanger bandets 2010/2011 Final Frontier World Tour. Koncerten er endnu en gang optaget i Sydamerika, som det også var tilfælde ved Rock in Rio fra 2002. På En Vivo er det Estadio Nacional i Chile, der med 50.000 fanatiske fans tager imod bandet. De ER sgu noget helt for sig selv de sydamerikanske fans! Og man forstår godt at det er der Iron Maiden ønsker at udgive fra!

Men hvad kan så siges om denne udgivelse? Det er først og fremmest klassisk Iron Maiden og en udgivelse fans af bandet helt sikkert vil elske at have i sin samling. Når det er sagt så er det altså bandets 9ende livealbum og langt størstedelen af de klassiske sange fra bagkataloget ER altså hørt før i bedre livesammenhænge. Her er står både Live After Death og særligt førnævnte Rock in Rio sgu stadig som de største!

Set-listen er som på resten af Final Frontier World Tour med fokus på Iron Maiden anno 2000 og frem – selvfølgelig med særlig vægt lagt på The Final Frontier. Og oplevede man bandet på Roskilde Festival sidste år vil man sikkert elske at gense de smukke øjeblikke med alien-eddie og rumtemaet der gik igen på denne tour. For er der noget Iron Maiden kan så er det sgu at levere et show! Desværre for de danske fans på Roskilde Festival kunne Iron Maiden ikke sætte sin fuld produktion op, da Orange Scene simpelthen er for lille(!). På En Vivo får man det hele med (lysopsætning, kulisser og fulde backdrops)

Rent faktisk vil jeg mene, at det bedste ved dette album er at høre de nye numre fra The Final Frontier i livesammenhæng. Her kommer numrene for alvor til sin ret i forhold til på den halvtynde produktion der var på studiealbummet. Der er kort sagt mere energi og tyngde på drengen her! Og det klær sgu numrene! Særligt på When The Wild Wind Blows og Coming Home kan det give en kuldegysninger, når 50.000 sydamerikanere skråler med på omkvædet! Fedt!

DVD’en er filmet og produceret i split-screen. Det fungerer faktisk ganske godt – langt bedre end på eks. Rock in Rio, hvor klipning skulle gå så fandens hurtig, at man ikke kunne nå at følge med – så er det her altså langt bedre!

En Vivo er en fed souvenir for bandets fans, der ønsker at gense The Final Frontier World Tour. Dog er langt størstedelen af numrene hørt bedre i andre livesammenhænge og da det nok ikke er sidste gang vi ser et livealbum fra Iron Maiden bliver det spændende, om den næste vil indeholde en større mændge fra Seventh Son of a Seventh Son når “Maiden England Tour” skydes igang i 2012!