Hammerfall tager i øjeblikket rundt på en mindre klub-tour i deres hjemland. I går var touren kommet til Malmö hvor undertegnede denne søndag aften oplevede et sprudleende band, der så ud til at nyde at være i øjenhøjde med deres fans!

Inden Hammerfall gik på scenen i det totaltpakkede KB, blev vi spist af med den mest malplacerede og uinspirerende omgang “opvarmning” jeg nogensinde har oplevet med bandet “Imminence” fra Sverige. At man havde hyret et ungt death/metalcore ensemble til at supporte Hammerfall, hvis fans i Sverige er nogle af de mest dedikerede heavy metalfans der findes, er mig en gåde og nej det var bestemt ikke fedt! Folk stod måbende og så på da de pæne unge nyeklippede svenske drenge fyrede det ene breakdown af efter det andet med en totalt uinspirerende screamo-vokal der overhoved ikke passede til klientellet denne aften. Publikums-mængden foran scenen blev da også mindre og mindre og køerne til baren længere. Synd for bandet, men det burde have været forudset. At sætte et ungt death/metalcore band ind i manegen til et voldsomt svensk dedikeret heavy metal publikum er som at sætte en mus ind til en sulten kat! Den DØR! Ironisk nok var Die For Metal med Manowar det første nummer der blev sat på anlægget efter Imminence og med ét steg stemning betydeligt. Noget skulle reddes mens det endnu kunne! Svenskerne kender deres metal – og denne aften var det bare ikke et metalcore-navn der skulle sætte gang i denne fest!

Det med festen klarede Hammerfall så heldigvis selv. Jeg elsker når et stort band, der kan fylde de helt store sale, vælger at vende tilbage til rødderne i de små svedige klubber. Det er der der for alvor kan opstå gnister! Det gjorde Hammerfall denne aften og har gjort det på hele denne “Swedish Outbreak-tour.” Væk var flammer og ild, væk var de store podier, den massive marshallmur og de 8 stortrommer. Tilbage på den lille scene stod tre amps, et trommesæt på et lille podie og et lille backdrop. Alt var pillet ned til det mindste, for denne aften var det musikken der skulle tale sit eget sprog.

Udover sceneopsætningen var showet på mange måder identisk med den nu afsluttede EU-Outbreaktour som bandet for et halvt år siden startede ud i Amager Bio. Det var de samme sange der blev luftet, men denne aften var det uden de tekniske problemer der var i Danmark og i modsætningen til koncerten i Amager Bio var der igår en fantastisk lyd.

Sanger Joacim Cans var ligesom resten af bandet i fremragende humør og det blev da også påpeget hvor kort afstand der er mellem København og Malmö. “Er der nogle danskere her i aften” råber sangeren og en solid håndfuld danske hænder ryger i vejret. “Ja, det ser da meget pænt ud – men I er stadig I stort undertal” svarede han tilbage med et stort smil på læben. Ja, der har du fandme ret gode Joacim. Danmark er og bliver et lorte land hvad angår heavy og power metal!

Hammerfall var på hjemmebane denne aften og glæden ved at spille på de mindre scener igen skinnede tydeligt igennem. I Danmark er Hammerfall et band mange har delte meninger om. De gange jeg har set dem har de altid virket som et band der gør det her og spiller DÉN her type af metal fordi de simpelthen elsker at gøre det. Det er klassisk heavy metal med alle de klichéer det indebærer og det smitter af på publikum. Et publikum der tager imod bandet med åbne arme fordi Hammerfall tør spille en genre mange dømmer ude – muligvis fordi den hører til den gamle skole(!) og derfor åbenbart skal dømmes og være “pinlig” og “corny” fordi denne indeholder en smule melodi.

Jeg nyder at opleve Hammerfall’s gejst. Aftenens koncert igår var den bedste jeg endnu har oplevet med Göteborg-bandet! Det var helt specielt at se dem i disse rammer – hvem ved om det kommer til at ske igen? Næste koncert gør i hvert fald ikke. Der bliver det foran 60.000 fans på Wacken! Vi ses til sommer foran True eller Blackstage til en omgang bund solid heavy metal!